Iceage blev dannet i 2008 og debuterede med ep’en ’Iceage’ i 2009. I 2011 udkom debutalbummet ’New Brigade’, som gav punken ny luft under vingerne og vakte berettiget opmærksomhed også internationalt. Siden er det blevet til yderligere tre roste lp’er, hvor den musikalske palet blev kraftig udvidet, samt talløse turneer over det meste af kloden.
Bandet er for tiden i Lissabon, hvor de arbejder på deres femte album (igen) sammen med produceren Nis Bysted, inden de i januar spiller rundt omkring i landet. Her er der mulighed for at fange dem på Bremen Teater 8. januar, Fermaten i Herning 24. januar, Northern Winter Beat i Aalborg 30. januar og på Voxhall i Aarhus 31. januar.
Vi fangede dem i studiet og fik dem hver især til at fortælle om et eller to album, der gjorde en markant forskel.
1. Miles Davis: ’Dark Magus’ (1977)
“En plade der med det samme fik min hjerne til at slå gnister og jordskælv, og alle tandhjulene til at køre baglæns og ud i junglen. Hård, slimet, sexet, insisterende, forelsket, spaghetti-flammehav. Jeg ved, at det her musik, der kan virke afskrækkende eller udfordrende eller overmættet, for mig er den ypperste opvisning af den slags energi, der flyder og bliver til, imens den bliver spillet, og rummer et virvar af lyde og stemninger, jeg ikke kan lade være med at blive opslugt og opstemt af helt inde i min indre bløddyrsforfader eller endnu længere tilbage.” (Dan Kjær Nielsen)
2. John Lee Hooker: ‘Live At The Cafe Au-Go-Go’ (1967)
”Det seneste års tid har mit umiddelbare valg til erstatning af et rums ambiens været John Lee Hooker’s ’Live At The Cafe Au-Go-Go’. Rytmegruppen ligger i et tempo, der passer til, hvordan jeg ofte synes livet bør løbe, og hans stemme er noget af det bedste der nogensinde har ramt et bånd.” (Elias Bender Rønnenfelt)
3. The Pogues: ‘Rum Sodomy & The Lash’ (1985)
“‘Rum Sodomy & The Lash’ har siden teenageårene stået som en absolut grundpille i vores venskab. En fordrukken romantisme, der falder ned ad trapperne, tager armen rundt om din skulder, som vi har gjort med hinanden gennem utallige nætter i de vaklende timer, hvor livet skulle synges ind med et oppustet hjerte.” (Elias Bender Rønnenfelt)
4. Buffy Saint-Marie: ‘Until it’s Time for You to Go’ (1965)
”Det er ikke en hel plade, men en enkel sang. Det er det første stykke musik, jeg kan huske. Min mor plejede at synge den for mig som barn. Det var også den første gang, jeg så nogen spille guitar, og hun plejede at være temmelig ferm til fingerspil, altså min mor. Jeg ved ikke om den ændrede mit liv, men den var der, da det startede.” (Johan Suurballe Wieth)
5. Nina Simone: ‘High Priestess Of Soul’ (1966)
”Jeg husker, at denne plade ofte blev spillet hjemme hos min far på Rantzausgade i min barndom. Dengang var mit kendskab til Nina Simone, eller musik generelt, omtrent af samme omfang som astronauten i en astronaut-is har til sin omverden. Det var først mange år senere, da jeg for længst havde glemt alt om, hvad der var blevet spillet i mit barndomshjem, at jeg igen stiftede bekendtskab med Nina Simone. Jeg var blevet betalt i LP’er for noget arbejde, og da nålen ramte ’High Priestess Of Soul’, genkendte jeg med det samme, hvad jeg havde at gøre med. Den dag i dag bliver jeg stadig lige så imponeret, hver gang jeg hører den. Men mest af alt river hendes stemmes voldsomme følsomhed og oprigtighed mit hjerte i laser gang på gang.” (Jakob Tvilling Pless)
Iceage spiller på Bremen i København 8. januar og Voxhall i Aarhus 21. januar, Fermaten i Herning 24. januar, Northern Winter Beat i Aalborg 30. januar og Voxhall i Aarhus 31. januar 2020.
