Da den nu afdøde bladredaktør John Severson skrev sin leder i det første skateboard-magasin nogensinde, The Quarterly Skateboarder, i 1964, lød det sådan her:
“Nutidens skatere er grundlæggerne af denne sport – de er pionerer – de er de første. Der er ingen historie i skateboarding – den bliver skrevet nu – af dig.”
Siden da er der løbet en del vand under broen, og skateboardet er blevet allemandseje. Siden pioner-årene i 60’erne har skateboarding været en kamp mod etablissementet, og vi skal ikke længere tilbage end til 2018, før de danske skatere stadig kunne få bøder for at køre nedad cykelstien.
Nu er skateboarding for første gang blevet anerkendt som en olympisk disciplin, og det betyder, at 80 af verdens bedste skatere, fra den 46-årige danske legende Rune Glifberg til det 13-årige engelske stjerneskud Sky Brown, står på tærsklen til at definere sportens fremtid, når de skal konkurrere i henholdsvis park- og streetskating til verdens største sportsbegivenhed.
Der vil være 12 medaljer på spil for skaterne, der vanen tro vil dyste kvinder-mod-kvinder og mænd-mod-mænd. Hver skater har tre løb på 45 sekunder til at vise, hvad de duer til i de indledende runder, hvorfra otte går videre til finalen.
Tony Hawk: Virkede latterligt
At det er kommet så vidt, at man nu taler om atleter fremfor outsidere inden for den sport, der startede som en græsrodsbevægelse blandt surferne på den amerikanske vestkyst, hvor man måtte trænge ulovligt ind hos private for at skate i deres tomme pools, er ganske enkelt surrealistisk og utroligt. Sådan lyder ordene fra historiens største skater nogensinde, Tony Hawk, i den nye dokumentarfilm ‘World Debut’.
“Jeg troede ikke, at nogen nogensinde ville tage skateboarding så seriøst, at det kunne ende i De Olympiske Lege. Ideen om, at de ville anerkende den her kreative, rebelske modkultur-sport og de folk, der udøver den, virkede latterlig. Det virkede som en joke.”
Nu står vi så her, og trods en pandemi-forsinkelse, aflysninger og en hel del palaver, tændes OL-flammen i dag med ikke bare skateboarding, men også surfing og klatring på programmet.
LYT TIL:
OL forsøger i 2021 at indhente det tabte ved at forynge sig. Man kunne snildt argumentere for, at det egentlig var på tide, at Den Olympiske Komité, IOC, der kritiseres for at være stokkonservativ og aristokratisk, fik fingeren ud og fulgte bare en anelse med tiden. Men selvom det for skaterne altid har handlet om at kæmpe for anerkendelse og for at få faciliteter til deres sport, er sandheden måske også, at vi er nået til et punkt, hvor afhængighedsforholdet går den anden vej rundt.
I 2021 er det OL, der har brug for skateboarding – ikke omvendt.
De traditionelle olympiske discipliner har et aldrende publikum. De unge går ikke til diskoskast, når de har fri. Og man behøver ikke at være seerske for at forudse, at flere mennesker formentlig vil følge med i skateboarding end i stangspring i fremtiden. Den højst rangerede OL-streetskater Nyjah Huston fra USA har 4,7 millioner følgere på Instagram. Til sammenligning har den populære atlet Armand Duplantis fra Sverige, som pt. er verdens højest springende stangspringer, 255 tusind følgere.
Du kan ikke vinde
Udfordringen med skateboarding som konkurrende sportsgren er selvfølgelig, at man – i modsætning til stangspring – ikke kan vinde ved at springe højest. Så simpelt er det ikke. Det handler heller ikke kun om at være hurtigst. Mere om at være mest æstetisk.
Skateboarding er mest af alt en kultur og en livsstil, og for skaterne selv har det aldrig handlet om at vinde, men derimod om at udtrykke sig selv kunstnerisk. Rune Glifberg har engang sagt, at hans skateboarding var hans kunst, og den amerikanske OL-skater Alexis Sablone sagde det så simpelt efter sin kvalifikation, at “skateboarding is freedom”.
Når dommerne skal vurdere skaternes præstationer i Tokyo, bliver det derfor også ud fra mere åbne kriterier som personlighed, stil, sværhedsgrad, fart, kreativitet og progression.
Ikke at det er en umulig opgave. Det har man officielt gjort siden 90’erne, hvor de første X Games fandt sted, og skate-konkurrencer er en stor del af kulturen omkring skateboarding. Til gengæld bliver det nok svært at finde en eneste OL-skater, der har doping i blodet. Præstationsfremmende præparater er ikke en ting – ikke endnu, og formentlig aldrig.
Det mest præstationsfremmende, man kan udsætte en skater for, er muligvis den doping, som en OL-deltagelse er i sig selv.
I hvert fald taler man om Tony Hawk, der blev herostratisk berømt for at rotere 900 grader om sin egen akse i luften til X Games i 1999, og hans præstation dén dag som et gennembrud. Det var aldrig set før, og det var med til, at omverdenen for alvor fik øjnene op for skateboarding.
“Jeg tror ikke, at den brede anerkendelse af skateboarding ville have fundet sted, hvis det ikke var for Tony Hawks 900, der blev fanget på live-tv i bedste sendetid under X Games på ESPN i 1999. Det er det største og vigtigste, der er sket for moderne skateboarding,” siger den amerikanske sportsjournalist Selema Masekela i ‘World Debut’.
At det lykkedes en bare 11-årig dreng til sidste års X Games at slå den rekord, 21 år efter Tony Hawk, med 1080 graders rotation om egen akse, er et eksempel på, at historien om skateboarding stadig skrives af nutidens skatere, og at grænserne rykkes af pionerer i alle aldre. Gui Khuri, som han hedder, er i øvrigt ikke engang med til OL, da skateboarding på vert-rampe ikke er en disciplin. Endnu.
Lige nu virker det til, at mulighederne for skateboardings fremtid er tæt på grænseløs.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
