En enkelt hval kan lagre mere CO2 end tusinde træer. Så enkelt kan det egentlig siges.
I hvert fald hvis man spørger forskerne bag en nyligt publiceret artikel i magasinet Finance & Development, der udgives af Den Internationale Valutafond (IMF). Her præsenterer to forskere og to økonomer en ny strategi, der kan nedsætte mængden af CO2 i atmosfæren markant ved hjælp af naturens egne kræfter.
En såkaldt ‘low-tech’-løsning, kalder de det, som baserer sig på studier foretaget af amerikanske marinebiologer i 2014.
Hvaler i den store ende af spektret som f.eks. blåhvaler og pukkelhvaler har nemlig vist sig i gennemsnit at binde 33 tons CO2 i kroppen over et helt liv. En betragtelig mængde, som altså havner på havbunden som en del af et naturligt kredsløb, når hvalerne dør og synker til bunds.
Til sammenligning absorberer et træ op mod 48 pund (cirka 22 kg) CO2 årligt.
Flere hvaler i verdenshavene vil kort sagt betyde mindre CO2 i atmosfæren og dermed mindske drivhuseffekten, ifølge forskerne.
Efter årtier med industrialiseret hvalfangst er den samlede bestand af hvaler i verdenshavene imidlertid ikke prangende. I dag estimerer biologer, at den samlede hvalbestand er på mindre end en fjerdedel af den oprindelige bestand.
Blåhvalen, som de fleste nok kender, er dog helt nede på 3 procent af sin oprindelige udbredelse, og for mange hvalarter tegner der sig et lignende billede.
Dermed går det globale økosystem glip af en helt række naturlige fordele ved at have hvaler i havene. Deres binding af CO2 er kun en del af det.
Lort giver alger
Hvor der er hvaler, er der nemlig også såkaldt fytoplankton bedre kendt som planteplankton eller alger. Det hænger sammen med, at de store pattedyrs relativt store mængder fækalier indeholder jern og nitrogen, hvilket er ren guf for alger, der skal vokse.
Disse mikroskopiske organismers indflydelse på klimaet skal man, ifølge forskerne, ikke undervurdere. Faktisk bidrager algerne til mere end 50 procent af den samlede ilt i atmosfæren, hvilket finder sted, fordi de binder omkring 40 procent af alt den CO2, der produceres, lyder det i artiklen.
Det svarer til den samme mængde CO2, som 1,7 billioner træer binder – eller hele fire Amazonas-regnskove.
Derfor advokerer forskerne for at genrejse hvalbestanden i verdenshavene.
“Hvis det blev muligt for hvaler at vende tilbage til deres oprindelige udbredelse på mellem fire og fem millioner individer – fra lidt mere end 1,3 millioner i dag – ville det tilføre betydelige mængder fytoplankton til havene og øge mængden af kulstof, som de vil binde hvert år,” skriver de.
Blot en enkelt procents forøgelse af planteplanktonets produktivitet ved hjælp af større hvalaktivitet vil efter deres udregninger lagre flere millioner tons CO2 om året. Det vil have samme effekt som to milliarder gamle træer.
“Forestil jer virkningen over en hel levetid for en hval, som i gennemsnit lever mere end 60 år,” skriver de.
Grund til at prøve
Thomas Kiørboe er professor i marin økologi med speciale i plankton ved Institut for Akvatiske Ressourcer på DTU Aqua, og han har kigget på sine amerikanske kollegers strategi. Han stiller sig positivt overfor deres idé, men anfægter deres estimerede effekt på klimaet ved en enkelt procents forøgelse af planteplankton i havene.
“Der er noget om snakken, og deres CO2-beregninger med den ene procent kan godt passe, men det meste af den CO2, algerne akkumulerer, returneres hurtigt til atmosfæren igen, fordi de spises af dyreplankton, og fordi de lever så kort tid,” siger Thomas Kiørboe.
“Der er jo tale om mikroskopiske organismer, som ikke lever mere end to dage. Kun en forsvindende del af deres kulstof synker til bunds og fjernes fra atmosfæren i lang tid,” forklarer han og peger af samme grund på, at sammenligningen med træer er en anelse “forkert”.
Hvis produktionen af alger øges med én procent, vurderer Thomas Kiørboe, at blot én procent af den ene procents kulstof fjernes fra atmosfæren permanent.
“Det er da værd at tage med. Skønsmæssigt vil nettoeffekten svare til cirka en procent af den menneskeskabte udledning af CO2. Hvis man har hundrede af den slags ideer, har vi løst problemet. Så det er vel grund nok til at prøve det af,” siger han.
Hvor spekulativ er denne strategi i det hele taget set med dine øjne?
“Jamen det kan da godt lade sig gøre. Nogle hvalbestande er allerede på vej frem. Det er et spørgsmål om at regulere fiskeriet. Men det er jo politik ligesom alt andet, og der er mange gode grunde til at genetablere hvalbestanden.”
“Det ville uden tvivl give et positivt bidrag til nedbringelsen af kuldioxid i atmosfæren, men jeg kan ikke komme med de nøjagtige tal”, siger han.
Værdien af en hval
Økonomerne fra IMF erkender, at en genrejsning af hvalbestanden har visse udfordringer. Det er ikke kun et spørgsmål om at regulere fiskeriet af hvaler, men også et spørgsmål om at fjerne alle de andre livstruende farer, vi som mennesker udgør for hvaler – herunder shippingindustrien, plastik- og støjforurening og sammenfiltringer i fiskenet.
Men fra samfundsøkonomisk perspektiv vurderer forskerne, at en enkelt hval på bundlinjen udgør en værdi i omegnen af to millioner dollar – blandt andet på grund af de positive følgevirkninger, flere hvaler vil have for fiskeriet.
Skal strategien føres ud i livet, peger forskerne blandt andet på, at FN ville kunne påtage sig en administrerende rolle efter samme princip som deres igangværende skovbeskyttelsesprogram REDD (Reducing Emissions from Degradation and Deforestation).
Der er imidlertid ingen tid at spille, mener de.
“Vi vurderer, at det vil tage over 30 år blot at fordoble antallet af nuværende hvaler, og adskillige generationer at vende tilbage til antallet før hvalfangst. Samfundet og vores egen overlevelse har ikke råd til at vente så længe.”
