Som cancerpatient er oktober måned en smule anstrengende. Der er nemlig lyserøde sløjfer og Knæk Cancer-blomster overalt, og det lyder som en træg kliché, men jeg er nødt til at gentage, at cancer er en meget lidt lyserød eller blomsterskøn sygdom. Cancer ødelægger liv og familier og børns barndom og får stærke, livfulde mennesker til at falde til jorden, pludseligt, som udhulede træstammer i skoven.
Cancer er desuden et livsvilkår for os alle. Vi kommer alle i berøring med sygdommen i løbet af vores liv, enten som syge eller som pårørende, for lynet slår ned i selv de bedste familier. Cancer efterlader os i sorg og chok og med hjertet fuld af traumer og grumme minder på nethinden. Lørdag aften kulminerer så alle de gode intentioner med det årlige indsamlingsshow Knæk Cancer på TV2, hvor et sammensurium af popstjerner, patienter, sørgende, erhvervsdrivende, søde børn og overlevere skal få danskerne til lommerne.
Jeg har egentlig ikke lyst til at bruge for meget krudt på alt det, der er galt med det koncept, for det er overordnet godt, at der bliver samlet ind til vigtig forskning. Blot vil jeg have lov at udfordre forestillingen om, at man er en vinder eller en taber i cancer. For der er kun tabere i cancer, og det er netop det, som TV2’s nye dramakomedieserie ’Overleverne’ forsøger at tage fat i. For er det nok at overleve? I dag overlever flere kræftpatienter, og flere uhelbredelige lever længere, men hvilket liv vender de syge tilbage til?
I ’Overleverne’ er otte raskmeldte cancerpatienter sendt på kursus i seks dage, der skal hjælpe dem tilbage i livet, da de alle er gået i stå og ikke kan finde ud af hverken arbejde, familie eller parforhold. For det er ikke nok at fjerne sygdommen, og alverdens gruppeterapi kan ikke hjælpe, hvis man har fået PTSD af at se sin egen dødelighed i øjnene.
Kursusleder Marlene (Marie Askehave) mener, at for mange af deltagerne ”sutter på deres patientbolsje”, og at de har brug for et spark i røven og sender helt militær-bootcamp-agtigt sine kursister ud på et teambuilding-overlevelseskursus med kort og kompas på tom mave og konfiskerede mobiltelefoner. Det er tough love, og hendes analyse lyder noget i retning af: Kroppen har ikke forstået, at faren er forbi, så derfor skal deltagerne mærke, at de er stærke og raske og kan overkomme modstand. Hun mener desuden, at især mænd tænder på konkurrence-elementet, og at de vil rykke sammen som gruppe.
Det er ren BS Christiansen, men hun har ikke forstået, at det hverken er et crossfithold eller en svagbørnskoloni, hun arbejder med. Det er nogle ekstremt stærke mennesker, der har kæmpet og kæmper for at komme tilbage til den hverdag, som de elskede. Men nu elsker de den ikke mere. De er nemlig forandrede for altid og skal derfor finde et nyt centrum i deres liv.
Det er modigt af seriens forfattere Maria Rydén og Ina Bruhn at tage fat i den eksistentielle angst, som er det mest smertefulde ved at leve med eller overleve sygdommen med det store C. Det er hverken ar, manglende hår, stomiposer eller brystproteser, men kontroltabet, det store vedvarende kontroltab, som ingen kurser eller tarmskylninger kan fjerne.
”Det er en sorg. De har jo mistet dem, de var. Der er ikke noget quickfix”, som psykologen Niels (Ole Lemmeke) så rigtigt formulerer det.
Jeanett Albeck er genial i rollen, som den forfængelige tv-vært Naja, der ikke vil have sin sygdom ud i offentligheden, fordi hun ”ikke gider lave 600 damebladsinterviews om, at jeg kom igennem det takket være yoga og vinterbadning”. Hun vil ikke associeres med kræft, og det er på mange måder også sært, at medierne bliver ved med at lave ”det store cancerinterview”, hver gang en kendt bliver syg.
Også Steen (Jacob Lohmann) er også en fed karakter, en midaldrende mand som har valgt en kæmpe ja-hat og NU ENDELIG sætter pris på livet, ser sin prostatacancer som ”en gave” og vil leve i nuet fra nu af. Han leverer fuld plade på cancer-klicheer, mens han laver damer på sin nyvundne afklarethed i livet. Trøstefisse er sikkert en ting.
Mest vild er jeg dog med Katrine (Stine Rosenfeldt Bjerregaard), som mæsker sig så meget i sin identitet som syg, at hun hele tiden klynker og taler andre trætte med røvkedelige detaljer om sine skavanker. Den type er simpelthen så genkendelig i cancerkredse. Katrine fik nemlig endelig den opmærksomhed og omsorg, som hun ikke besidder de psykosociale kompetencer til selv at kunne gøre sig fortjent til, før hun blev syg. Hun er nu ensom og bange og ævler løs om sit udslæt, sin køresyge og alle de andre dårligdomme, mens hun støder alt og alle fra sig i processen.
’Overleverne’ byder overordnet på et tiltrængt nyt perspektiv i cancersamtalen, der ellers let bliver sort/hvid eller klichépræget. Måske skal vi helt holde op med at tale om sygdommen, som noget man kommer igennem. For sygdommen kan komme tilbage anytime, så hvordan lever vi med dødens nærvær? Alle overleverne stiller sig selv netop de helt store spørgsmål: Hvem er jeg nu? Var der en mening med, at jeg blev syg? Skal mit liv bruges på noget andet? Og det er spørgsmål, som de raske egentlig også burde stoppe op og dvæle lidt ved i ny og næ.
Og så må jeg sige, her i Knæk Cancer-ugen, at det med ’Overleverne’ var ret befriende at grine lidt af alt det grumme. Det trænger vi også til.
De to første afsnit af ’Overleverne’ ligger på TV2 Play, og den sendes hver mandag kl. 20
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
