Der er smæk på (pun intented) i Netflix’ nye komedieserie, der så vidt vides er den første nogensinde, der har BDSM (bondage, dominans, sadisme og masochisme) som bærende tema.
I serien, der foregår i New York, møder vi den usikre, opgivende, homoseksuelle tjener Pete og den hårdkogte psykologistuderende Tiff. De var skolekammerater engang og har nu igen fundet sammen i en bizar blanding af venskab og business: Hun arbejder som dominatrix – eller “full service fantasy provider”, som hun kalder det – og Pete er hendes assistent. Sammen betjener de en række klienter med usædvanlige sexlyster.
Og det går over stok og sten. Urinsex, analsex, smæk, ydmygelse og onani. ’Bonding’ rummer scener med alle de elementer, uden at det bliver eksplicit – aktiviteterne sker, men vi ser det ikke direkte. For mig, der har ret vide grænser, indrømmer jeg, er serien på intet tidspunkt grænseoverskridende. Derimod oplever jeg langt hen ad vejen serien som troværdig og ret rørende og sjov.
Min største frygt, da jeg tændte for ’Bonding’, var, at der ville blive gjort grin med klienternes kinks. At vi skulle more os over “de perverse”. Det er heldigvis ikke tilfældet.
Ja, karaktererne er kørt helt ud: Vi møder både fyren, der skal kildes til klimaks, og ham der tænder på pingvinbrydning. Personer, man nemt kan grine af. Men de er er i mine øjne ikke hængt ud i højere grad end seriens øvrige besætning: Mennesker, der i forskellige grader er forskruede og kærlighedshungrende – meget som i det virkelige liv.
Før første afsnit var jeg i tvivl om, om begreberne komedie og bondage på nogen måde kan fungere sammen. Nu tænker jeg, at komediegenren nok faktisk er den mest velegnede til at bevæge sig ind på et felt, som så mange mennesker er fordomsfulde overfor eller uvidende om. Og setuppet her er så skørt og twisted, at det er ved at være helt troværdigt – for sådan er virkeligheden jo også. En ekstra detalje er, at hvert afsnit kun varer cirka 17 min. Ret vildt, at skaberne har turdet åbne for det tema uden at falde i “så skal det være langt og uddybende”-fælden. Respekt for det, for den korte form fungerer og spiller godt sammen med indholdets vitalitet.
Den eneste passage, jeg simpelthen har svært ved at købe, er scenen, hvor Tiff og en sød fyr fra hendes psykologihold, som hun senere dater, har en lang samtalescene, imens fyren skider. Måske hører skidesnak bare ikke hjemme i den indledende del af et forhold i mit eget univers. I hvert fald får scenen karaktererne til at virke lidt grænseløse, hvilket er ærgerligt, da serien eller så fint viser, at folk i BDSM-miljøet har præcis lige så mange grænser – og kvaliteter og bekymringer – som alle andre.
Selvom jeg gik skeptisk til serien, havde jeg gerne fulgt Tiff og Pete videre, da foreløbigt sidste afsnit var slut. Ikke mindst er jeg vild med den udvikling, som karaktererne gennemgår. Uden at falde ud af deres roller nuanceres de og kommer nye steder hen på grund af udfordringer, de møder. Ikke alene bliver Pete og Tiff klogere hver især – magtbalancen mellem dem forandrer sig også.
“Det handler i virkeligheden om at sætte folk fri fra deres skam”, som Tiff siger, da hun indledningsvist forklarer Pete, hvad hun har gang i, og der rammer hun hovedet på sømmet.
Det er serier som den her, som er let spiselige og samtidig rører dybe temaer, der skal til for at fremme en bred accept af seksualitetens mangfoldighed. For vi kan ikke andet end at holde af Pete og Tiff, og alle de føleler de går igennem – om man så har oplevet dominatrix’er, homoseksualitet og så videre eller ej.
’Bonding’ har desværre lidt samme fornemmelse og stemning som mange andre ungdomsserier med karikerede bipersoner og dramatiserende musik i baggrunden. Vinklingen er også lidt poppet: Den mørkeste og den dybeste del af BDSM-verden er ikke præsenteret, vil mennesker, som selv har den livsstil, nok indvende, og det er sandt. Men det er heller ikke seriens ærinde, tænker jeg, at afsøge smerte, dominans og sex til bunds.
Men i sæson 1, som ligger på Netflix, har den formidlet en række vigtige – og i filmisk forstand ret sjældne – budskaber, nemlig:
- At folk, der arbejder med dominans professionelt, som udgangspunkt ikke har samleje med deres kunder.
- At den menneskelige seksualitet er stor og broget.
- At det at udforske sin egen sætter én fri.
- At folk, der yder andre en seksuel service, ikke nødvendigvis bliver traumatiseret af det.
- At sex og kærlighed ikke altid hører sammen.
- At man kan elske hinanden på mange måder, og at der også findes noget, der ligger mellem venner og kærlighed.
’Bonding’ handler nemlig ikke kun om kinky sex, men også om mod og personlig udvikling, to ting, jeg rigtig godt kan lide at se fortalt fra nye vinkler. Det er en både horisontudvidende og underholdende serie, hvis man først overgiver sig til dens præmis: At BDSM er interessant, og at man godt må tage let på tabubelagte emner.
