Nøx er netop startet på det rytmiske musikkonservatorium, og har samtidig lukket sit andet album. I dag, interview til Heartbeats, i morgen fotoshoot. Med andre ord har hun travl kalender, endnu mere travl da hende og hendes hold gør alting selv. Ingen manager og intet stort pladeselskab. Den indstilling har hun fra sin tid i undergrundshiphop-miljøet, som har fungeret som musikalsk opdragelse. Hun vil ikke gemme sig bag en mur af managers. Hun vil være nærværende og tilgængelig, og så vil hun bare gerne være medbestemmende på det, der kommer ud.
”Jeg har oplevet rigtig mange folk, især virkelig unge, komme ind i musikbranchen og få at vide, at de er det største og ud og spise middag på firmakort, mens de bliver sweet-talket af folk, der laver alt for dem. De skriver pressetekster, de laver moodboard over visuel æstetik, og det er fedt på rigtig mange måder, men jeg tror også, det fjerner noget selvstændighed.”
I efteråret tager hun på sin karrieres største Danmarkstour i forbindelse med sit nye album ’Pynt’, som udkommer d. 6. oktober.
Gør det selv
Som 15-årig begyndte Nøx at rappe i undergrundshiphop-miljøet i København. En tid, hun husker som fed og opdragende, men også ekstrem hård og ensom. Som den eneste kvinde i et mandsdomineret rap-battlemiljø, løb hun ofte med mediernes opmærksomhed. Ikke fordi hun nødvendigvis var den bedste rapper, eller fordi hun havde den bedste historie, men fordi hun er kvinde. Al opmærksomhed var altid rettet mod hende, både god og dårlig.
”Når man ikke har været i gang så længe, så er man stadig i øvefasen, og jeg følte aldrig, jeg fik lov til bare at øve mig. Hver eneste gang jeg øvede mig, så skulle folk pege og vurderer det, som om det var et færdigt produkt.”
Hun er blevet kastet skrald efter, er blevet overfaldet og har modtaget dødstrusler på nettet. Alt sammen på grund af den opmærksomhed, hun fik. Hun havde ikke plads i battle-rap miljøet, mente de. Nøx insisterede dog på at blive i miljøet, og da de alligevel ikke kunne slippe af med hende, var de jo nødt til at acceptere hende.
”Der har været mange ting, der har været hårde, men på den anden side tror jeg ikke, jeg var blevet lige så god en tekstforfatter eller performer på en scene, hvis ikke jeg havde været i det miljø. Det er så nørdet og insisterende på at være ægte. Så på den måde har jeg adapteret rigtig meget. Musikken skal være fucking i orden, fordi jeg skal kunne vise de her gutter, at jeg stadig står stolt. Jeg skal kunne alting selv, for det har været nogle dyder i det miljø, og det ville jeg gerne vise.”
Siden har hun etableret sin egen rap-skole ved navn ’misfitz’, for kvinder og queers. Hun vil gerne give andre den trygge oplevelse, hun selv har manglet.
”Der findes mange rapskoler, og de har primært altid bestået af mænd. Men hvorfor skulle piger afholde sig fra at rappe? Det giver jo ikke mening. Det er noget med tekster, det er noget med ord, det er noget med performance. I virkeligheden er der også en ret feminin energi over rap.”
At være en håndtaske
Lige netop selvstændighed kommer meget til udtryk, når Nøx fortæller om nye album. Med en opvækst halvt på vestegnen, halvt i Lyngby var der mange omkring hende, der syntes, det kunne være spændende at høre, hvordan en opvækst ser ud i to så forskellige egnsdele. Underklasse/arbejderklasse-kvarter mod overklasse. Så Nøx og hendes producer gik i gang med at lave en plade om netop det forhold.
De lejede et hus i Sydfrankrig for at arbejde på det nye album, men efter en delt flaske rødvin og en hashkage var der noget, som ikke var, som det skulle.
”Jeg måtte bare sige: Sorry, den her plade vi er i gang med at lave. Jeg føler den ikke. Jeg synes, det er røvsygt. Jeg er pisseligeglad med postnumre. Alle andre er pisseligeglade med postnumre.”
”Hvad interesserer dig så?” spurgte hendes producer. ”Æææææ-ste-tik,” svarede Nøx. På grund af påvirkningen fra diverse substanser mener hun at have sagt det i stavelser.
Og sådan blev det. Den 6. oktober udkommer Nøx’ æstetik-album ’Pynt’. Et konceptuelt album om at føle sig til pynt i verdenen.
”Der har været så meget fokus på Barbie-filmen. I Barbie-verdenen er vi næsten alle enige om, at Ken er på samme niveau som en håndtaske. Det tror jeg ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige. Men jeg føler, det er omvendt i det virkelige samfund. Det fineste kvinder, eller feminine individer kan være, er accessories.”
Deraf navnet ‘Pynt’. For Nøx skal albummet ikke ses som en løftet pegefinger eller en insisteren på at have ret. Hun ser ikke sig selv som indehaver af alle svarerne. Det skal i stedet ses som et spørgsmålstegn. Et spørgsmålstegn ved den verden, vi lever i, og alle de ting, hun gennem sit liv har observeret.
”Det er observationer fra mit eget liv og mine veninders liv. Hvordan det føles at gå i byen, dresse op og føle, folk kigger på en. Jeg er selv artist, jeg lever af at være i spotlight. Jeg synes, det er fedt, men samtidig er der også mange skyggesider. Angst, spiseforstyrrelser, psykiske sygdomme, som man ikke ser, fordi alt er poleret.”
Til tider føler Nøx sig selv som pynt, men hun vil ikke nødvendigvis sige, det er en dårlig ting. Hun er vokset op i 00’erne. En tid, hvor hun følte, man skulle være en bestemt type for at passe ind. Man skulle være meget blond og meget hvid.
”Den type tror jeg, der er rigtig mange, der er vokset op med. Det er følelsen af at skulle leve op til noget for at være god nok til at være her. Noget af det, mig og mine veninder har snakket mest om gennem tiden, har blandt andet været udseende, ’ej, hvordan sidder mit hår, hvad med mit tøj’. Og det er altså ikke, fordi vi er nogle egoistiske kællinger. Det handler om en eksistensberettigelse i verdenen. At være flot nok til at indtage et rum.”
Hun vil gerne ramme dem, som har eller har haft det svært i livet. Det har hun selv oplevet. På albummet finder man blandt andet sangen ’Mia’, der en sang om at sige farvel til psykisk sygdom.
”Det handler om at leve med bulimi, og hvordan det kan smitte i en vennekreds. Hvordan det kan smitte i måden, man snakker om sig selv. Hvordan man snakker om kroppe, og hvordan det nogle gange kan sive ind i andre.”
”Stjerner lyser ikke om dagen”
Nøx har lavet et album på godt og ondt. På den ene side handler det om, hvordan vi taler til og om hinanden, men det er også en hyldest til alle dem, som ikke passer ind i kasserne. Alle dem med sjove, skæve, interessante historier.
”Jeg kan godt lide, når ting handler om både og. At der er et dybere lag i en historie, og jeg elsker at fortælle historier. Storytelling og stemninger er virkelig min ting.”
I fredags udkom første single, ‘Snavs’, fra hendes nye plade. Der var ingen på hendes hold, som havde anbefalet den som single, men på grund af historien bag kunne det ikke være andre end den. Sangens historie er virkelig og handler om en håndværker. Han er typen, der er hyggesexist og kæderyger Prince. Men når mørket falder på, tager han make-up, kjole og høje støvler på og arbejder som sexarbejder.
”Det synes jeg bare, der er noget fundamentalt fedt i. En kæmpe macho håndværker, som har den side i sig. Det var jeg simpelthen nødt til at skrive om. Jeg elsker folk, der er sig selv.”
Skabeloner og kasser giver hun ikke ret meget for. De mest vanvittige historie findes i virkeligheden, siger hun.
”Hvis du virkelig gerne vil skrive noget sygt, så skal du bare kigge ud i verdenen og være opmærksom på dine medmennesker.”
Det er en hårfin balance at skrive andre menneskers historie. Hvordan fortæller man en god historie og samtidig passer på den? For Nøx handler det om ikke at sætte ting op som gode og dårlige. Hun beskriver historier fra sit eget perspektiv.
”Jeg gør mig meget umage med ikke at proppe universelle meninger ned i halsen på folk. Jeg dømmer ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg ved, der er mange, der har holdninger til sexarbejdere, men jeg ville gerne fortælle den her historie. Jeg ville gerne have, at den skulle hylde ham. I omkvædet, og også det der bliver sagt mest er: Stjerner lyser ikke om dagen.”
