Hver for sig har de haft større succes, men en trofast dedikeret fanskare husker stadig tydeligt, dengang de var sammen og kaldte sig et band. Dengang de hed luksus og lavede iørefaldende indiepop. Nu er de tilbage – efter mere end 20 år.
Hvis man stadig har svært ved helt at huske dem, ringer deres individuelle navne måske bedre klang. Gruppen består nemlig af Mikael Simpson (guitar, vokal), Lise Westzynthius (vokal, klaver), Henrik Vibskov (yes, designeren – på trommer) og Georg Rune Andersen (bas). De eksisterede og spillede sammen fra 1994-2001. Sammen udgav de EP’en Luksus (1997) og albummet Repertoire (1998), inden de i 2001 opløste bandet og gik hver deres (solo)veje.
Nu samles de fire musikere igen på en scene lørdag under den københavnske musikfestival Syd for solen, der finder sted i Søndermarken.
Lise Westzynthius og Mikael Simpson har som bekendt begge skabt betydningsfulde solokarrierer.
De arbejdede begge umiddelbart efter opløsningen af luksus sammen med Nikolaj Nørlund om projektet Rhonda Harris. Derefter udgav Lise Westzynthius fem albums som dansk solist, mens Mikael Simpson mejslede med albummet Os 2 + Lidt ro, 2002 fast i de fleste danskere bevidsthed. Han har sidenhen også udgivet flere albums som solist og er nu en kendt radiostemme på ’Formiddag med Simpson’, som sendes hver formiddag på P6 Beat.
Henrik Vibskov gik moden og kunstens vej. Han er blevet verdenskendt som tøjdesigner og har desuden udstillet på museer verden over. Vibskov fortsatte samtidig som trommeslager og er kendt for samarbejdet med Trentemøller, Mikael Simpson og Hess is More. Det fjerde medlem Georg Rune Andersen har som filminstruktør og fotograf opholdt sig mere bag kameraet end foran det.
Nu samles de fire medlemmer igen når de åbner lørdagens program på Syd for solen.
På festivalen, det afholdes 8., 9. og 10. juni kan man blandt andet også opleve Bon Iver, Iggy Pop og The War On Drugs.