De hedder jo ikke Shooter Gang for ingenting. Nogle af de første ansigter, vi møder i ’Ghettostjerner’ er maskerede, fordi det har franske rappere succes med, lader de unge rappere os vide, og deres musik handler om gadelivet – deres liv – hustling, våben, fuckfingre til politiet. Under kyndig vejledning af deres mentor og manager, ghettorap-legenden Marwan, er de blevet signet af Universal Music, og gennem DR3’s dokumentarserie følger vi dem og en række andre ghettodrenges kamp for at få musikken til at spille: Speedy og Shariffo, som har en fed fælles lyd, og Baloosh, som er et stortalent, men i fare for at tabe det hele på gulvet som konsekvens af sin kriminelle miljøarv.
Marwan, som selv var kriminel, indtil han fandt sin vej ind i musikken, lever nu af at spotte unge på kanten med et musiktalent og groome dem til en fremtid, som ikke er i orange, men på Orange. Umiddelbart synes Marwan at markedsføre sit projekt som et slags opdateret socialt tilbud, men i stedet for kommunale tiltag med at lære de unge madlavning på en lokal produktionsskole, tilbyder han dem livslektioner, lydstudie og stiller dem en pladekontrakt i udsigt, hvis de ellers leverer.
Alt det er godt – og det lader faktisk til, at Marwan har fat i drengene og får dem til at ville noget. Noget andet end sprut, stoffer og sorte tusindkronesedler, vel at mærke. Men som en anden socialpædagog rynker jeg alligevel brynene i bekymring mange gange undervejs i dokumentaren. For hvor er den fornuftsstemme, som fortæller de her drenge, at musikbranchen er alt andet end lette penge og instant fame?
Vi hører blandt andre unge Speedy, som endnu ikke er fyldt 18 år, snakke om, at han gerne vil være rig og kendt, og at musikken er hans green card til et liv i sus og dus. Men alle danske musikere vil vide, at det ikke er sådan, musikbranchen er skruet sammen. Det er hårdt arbejde – selv for stjernerne – og der venter lange, seje år, hvor man knapt nok får livet til at løbe rundt, før musik, måske, bliver en levevej. Men i modsætning til sin homie Shariffo, som gennemfører gymnasiet og stolt fremviser sin hue til hele boligblokken, bliver Speedy smidt ud af sin skole. For meget fravær.
I mellemtiden håber Shooter Gang bestående af Tan, Belly og Dinero at kunne konvertere YouTube-visninger til kolde ca$h, og deres virale videoer har da også med hjælp fra mentor Marwans connections skaffet dem et gig som opvarmning for L.O.C.
Fulde af selvtillid fortæller de kameraet, at de rapper om gadelivet og guns, fordi folk kan lide det ‘ægte’. Det er i sig selv er paradoksalt i forhold til Marwans mission: For hvis det skal være ægte, betyder det vel, at de unge hustlere skal blive ved med at hustle, så de har materiale til musikken?
Og hvis de stopper med at hustle, vil folk så stadig lytte til deres musik – eller vil vi affeje dem som wannabees? Det er spørgsmål til fremtiden, som dokumentaren ikke giver os svar på. Det, som dokumentaren derimod giver os, er visual proof på, at de unge Shooter Gang-gutter er hardcore, og at deres musikvideoer holder det ægte.
Men hvem fortæller Shooter Gang om virkeligheden? At visninger ikke automatisk bliver til penge, og at det kræver meget mere end en opvarmnings-tjans for L.O.C. at bryde igennem den melodiske mur til den danske musikverdens elite.
Sidst, men ikke mindst, har vi Baloosh, en 22-årig mand med et charmerende smil, karakteristiske krøller og et slående talent for både at synge og skrive sange. Men med sin kriminelle familiearv hængende over hovedet er det uvist, om han formår at blive den mønsterbryder, som Marwan håber på. Begge hans brødre er bag tremmer, og selv venter han på at skulle ind og afsone, og hans musikkarriere er sat på pause. Apokalypsen er uundgåelig.
Gennem dokumentaren erfarer vi, at Baloosh er et familiemenneske; vi ser ham med sine nevøer og niecer og hører ham fortælle, at det vigtigste i hans liv er at passe på sine slægtninge, alt imens han er på vej til fængslet for at hente sin bror, som lige er blevet løsladt. Baloosh passer altså på sin familie – men hvem passer på Baloosh?
Det er dejligt, at musikken var en vej væk fra kriminalitet for Marwan. Det er skønt, at han har klaret sig og ønsker, at andre skal træde i hans fodspor. Men hvad er målet? For hvis ideen er, at drengene skal forlade kriminalitet, når de rammer hitlisterne, er jeg skeptisk.
Gangster rap har aldrig været den sikre vej væk fra gangsterlivet. Det kan godt være, at det var sådan, det gik for Marwan, men sådan gik det ikke for danske Jamaika. Eller amerikanske 6ix9ine. I Sverige går den helt store kulturdebat for tiden på, om man bør give taletid til kriminelle rappere, fordi sagerne med succesfulde kunstnere i uføre hober sig op i medierne og på politiets borde. Sådan er der et utal af eksempler på succesfulde gaderappere, som endnu ikke har formået – eller aldrig formåede – at lægge gangsteren i rapperen fra sig på trods af succes.
Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Marwan er jo det levende eksempel og al respekt til ham. Også respekt til Universal for at fortælle drengene fra blokken, at der i musikken er en vej ud af kriminalitetslabyrinten og Bispehavens betonblokke, hvorfra deres verden går. Men jeg savner, at de tager ansvar for prædikenen. Kunne man forestille sig, at pladeselskabet betingede Speedys udgivelser af, at han blev på skolebænken – og forudsatte for Baloosh og Shooter Gang, at de holder sig fra hustling og fængselsbesøg? At pladeselskabet faktisk er rollemodellen, det profilerer sig som, og iværksætter egentlige musikuddannelsesforløb for disse unge ghettostjerner?
Lige så meget som jeg holder af, at der bliver tændt et håb for, at de unge musikere kan blive mønsterbrydere, savner jeg en indsats fra pladeselskabets voksne fornuftsstemmer, som faktisk får det til at ske.
Vil I virkelig ændre ghettostjernernes livsgrundlag, og vil I virkelig have dem væk fra gaden, en kriminel løbebane og brandstifteri – så bevis det.
Du kan se ‘Ghettostjerner’ på dr.dk lige her.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
