Aalborg-kunstner med Asperger skal udstille i New York: “Jeg maler alt det, jeg går glip af”

Idéerne til nye malerier kommer hele tiden. Nicklas Johannes Hovgaard hiver en lap papir frem og viser den til kameraet på den FaceTime-forbindelse, vi taler sammen på. Papirlappen er en af de sedler fra IKEA, som man kan skrive produktnummer på, til når man senere skal ned på lageret og finde sin lænestol eller nye tremmeseng.

Det er nemlig, der han arbejder. Nærmere præcist med stillingsbetegnelsen vognskubber. Titlen dækker sådan set ret præcist over jobbet. Dagen går med at skubbe indkøbsvogne og deslige på plads i det store varehus. Med Nicklas Johannes Hovgaards egne ord det faktum det største “men” i hans selvbiografi.

“Jeg kommer som regel hjem med tre indkøbssedler, der er fulde af idéer,” siger Nicklas Johannes Hovgaard. 

Hjem er i den unge kunstners tilfælde i en toværelses lejlighed i Aalborg, hvor så godt som alle kvadratmeter er inddraget til atelier. På en hems er der gjort plads til en seng, men ellers er det lærreder, pensler og maling, der regerer. Hans farverige pop art-inspirerede værker, der bliver til i lejligheden, er indtil videre blevet udstillet i den nordjyske hovedstad. Men i foråret fik han overbragt nyheden om, at Morgan Lehmann Gallery på Manhattan i New York gerne vil udstille hans billeder til efteråret som en del af en gruppeudstilling.

“Den følelse, det er måske en af de bedste, jeg nogensinde har haft,” siger Nicklas Johannes Hovgaard med en så udtalt underspillet nordjysk begejstring, at man skulle tro, han jokede, hvis ikke man vidste bedre. Men han fortsætter. 

“Lige pludselig kan jeg nærme mig sådan et punkt, hvor jeg lever, som jeg havde drømt om at gøre. Det er dejligt at vide, at det går den rigtige vej. Og at jeg kan lege med.” 

Den unge kunstner har nemlig en hjerne, der er anderledes end de flestes. Som 20-årig fik han at vide, at han har Aspergers syndrom, som er en form for autisme. I starten tillagde han egentlig ikke diagnosen nogen værdi. Han googlede den ikke engang, men forsøgte bare at leve sit liv, som han plejede.  

“I gymnasiet fik jeg fire-fem angstanfald om ugen. Jeg kom til forskellige psykologer, og jeg blev ved med at sige, at jeg altså ikke har angst. Da jeg fik min diagnose, fandt jeg ud af, at det var min autisme, der prøvede at fortælle min krop, at jeg var det forkerte sted gennem et angstanfald,” forklarer han. 

Det var imidlertid ikke holdbart i længden at lægge diagnosen på is. Det gik op for Nicklas Johannes Hovgaard, at jo klogere han blev på sin Asperger, jo flere ting i hans liv kunne han også pludselig forklare. 

En krøllet hjerne

En del af et liv med Asperger er en overfølsomhed overfor sanseindtryk. Og dem er der rimelig mange af hele tiden. Når vi går en tur ned ad gaden, på arbejde, kører i bus eller tager til en koncert. Netop koncerter er et motiv, som Nicklas Johannes Hovgaard vender tilbage til at male. Lidt ironisk, hvis han selv skal sige det.

“Jeg hader at gå til koncerter. Nogle gange gør jeg det alligevel, for jeg har en ven, der spiller musik, og jeg har et mantra med, at jeg skal dukke op til de koncerter, han spiller. Det er også godt at udfordre sig selv. Jeg tager altid billeder, som jeg kan bruge som inspiration, når jeg skal male. Men det er bare ikke til mit hoved at være til koncert. Der kan jeg ikke helt lege med,” fortæller han med et skævt smil. 

“Altså, det at male koncerter, synes jeg, er lidt sjovt og ironisk, for på en eller anden måde maler jeg alt det, som jeg i det store billede går glip af.”

Hvordan mærker du, at du har Asperger?

“Det er stadigvæk svært for mig at forholde mig til, hvad det vil sige. Men blandt mine venner fornemmer jeg da, at de har en drøm om kærlighed og om at få en familie. Det virker som det normale. Og den drøm har jeg slet ikke. I offentligheden kan det da også godt være lidt op ad bakke at bevæge mig, som jeg gerne vil,” siger Nicklas Johannes Hovgaard med reference til det med hurtigt at blive overstimuleret.  

“Men det er ikke noget, jeg som sådan gider at dvæle ved.” 

På  bemærkelsesværdig maner har Nicklas Johannes Hovgaard en ‘oppefra og ned’-tilgang både til sin diagnose og til det faktum, at han skal udstille sin kunst på den anden side af jorden. 

“En stor del af min diagnose er vendt til en fordel, der opvejer, hvor træls problemerne med den er. På den måde er en diagnose ligesom en pakkeløsning. Man har ikke så meget andet valg end at tage det hele med. Det bliver fint udholdeligt, når der også er så mange gode ting,” siger han og fortsætter:  

“I mit tilfælde gør kunsten, at min diagnose bliver positiv.” 

En anden sidegevinst af en Asperger-hjerne er nemlig en evne til at lade sig opsluge udover det sædvanlige af et fænomen eller en interesse. I Nicklas Johannes Hovgaards tilfælde er det at male. Og 1960’ernes musik, æstetik og popkunst. 

“Hvis jeg får en interesse, så falder jeg knædybt ned i den og zoomer helt ind,” forklarer han. 

Men kunsten er ikke kun en interesse for aalborgenseren. Den er blevet en form for livsvilkår. Han forklarer, at jo mere han maler, jo bedre får han det også. Hvis man forestiller sig, at livet består af en masse forskellige små lapper papir, så er kunsten den lim, der holder det hele sammen. 

“Hvis ikke jeg har malet i en uge, kan jeg godt mærke, at tingene begynder at falde fra hinanden. Jeg været en lille deprimeret sag, hvis ikke jeg havde noget at gå op i,” siger han. 

Selvfølgelig kan der også være ‘dumme perioder’, selvom han maler, men der er langt færre af dem nu. 

“Der er op- og nedture, men det er der jo for alle mennesker.”

New York State of Mind

Der er både zen og vrede at finde på den rutsjebanetur, som Nicklas Johannes Hovgaard beskriver sin proces med at male billeder. For eksempel var der en morgen, hvor han havde spændt et lærred ud, så han kunne nå at gå i gang med et nyt maleri, inden han skulle på arbejde. 

“Det gik ad helvedes til. Jeg havde gang i noget spraymaling, og det ville overhovedet ikke, som jeg ville. Så jeg tog et viskestykke og slog mod lærredet. Det blev sådan noget most maling. Og det så faktisk rigtig fedt ud,” griner han. 

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Nicklas Johannes (@nickejohannes)

Fejlene, frustrationen og vreden tager ham altså steder hen, som han ellers ikke ville have opsøgt. Ofte brager The Doors ud af højtalerne, mens han maler, for som han siger, ‘de er gaven, der bliver ved med at give’.  

Hvordan har du det så, når du maler?

“Altså. Det er nøglen til et godt liv for mig.” 

Når udstillingen med Nicklas Johannes Hovgaards malerier åbner til efteråret, flyver han selv tværs over Atlanten for at se den sammen med en kammerat. Målet er at suge byen til sig, se 60’ernes store popkunstnere på Guggenheim og MoMa og ikke mindst at nyde følelsen af at være ét skridt tættere på drømmen. 

“Jeg drømmer om at leve af kunsten. Det er da ikke 100 procent lykkeligt, livet, så længe jeg har arbejde ved siden af,” siger Nicklas Johannes Hovgaard.  

Helt konkret er drømmen at bo i et stort atelier, at vågne hver morgen og have kunsten som et job at stå op til. Bare male i 12 timer i streg. Hvem ved. Måske udstillingen i New York bliver startskuddet til lige netop det.

LÆS OGSÅ