Der findes undtagelser, selvfølgelig gør der det, men det siges, at vi mister vores musikalske uskyld, når vi rammer de 33 år på planeten. Så er det sket med nysgerrigheden. Så gider den gængse menneskehjerne ikke længere opsøge esoteriske klange og formeksperimenter eller sætte sig ind i nyopståede genrer og gadekryds. Den vil helst have mere af det, som den har modnet sine smagsløg på.
I mit tilfælde holdt det stik. Spot on og sørgeligt nok; ret tidligt i det årti, der nu synger på sidste vers, falmede min umættelighed, og jeg hørte stadig mere af det, som jeg kendte ind og ud i forvejen. I bund og grund satte jeg kurs mod min nuværende tilstand – et stadie, som nok bedst er at sammenligne med et forstokket, omvandrende høreapparat.
Når man indser, at man er på vej i så fatal en retning, forsøger man først at benægte. Jeg gjorde, i hvert fald. Og det medførte flere akavede øjeblikke. Jeg vil sige det sådan, at min stivnakkede stædighed gjorde det stadig sværere at fungere som musikanmelder for Dagbladet Information og Go’Morgen Danmark på TV 2. Fx når folk – det kunne være læsere, nære venner, fjerne bekendte eller en studievært live on air – syntes mere med på beatet, end jeg selv var. Mens de vel at mærke troede sig selv underinformerede og underlegne i mit selskab.
Der blev bluffet en smule. Og så lidt mere. Og lidt mere igen. Til sidst gjorde jeg det eneste nogenlunde værdige: Jeg pensionerede mig selv som meningsmaskine. I mere end tre år har jeg ikke skrevet om nye plader, koncerter eller tendenser, og jeg har stort set ikke savnet at gøre det. Ikke som mine mest passionerede ekskolleger ville savne det, dét er helt sikkert. Respekt til dem.
Men – for der er selvfølgelig et men – så var det, at listerne over 2010’ernes bedste sange begyndte at dukke op i hobetal. Den ene mere misforstået end den anden, forstås. Alle andres kåringer kunne alligevel vække den gamle bezzerwizzer fra tornerosesøvnen og få mig pænt op i det røde felt. Hvorfor lige den sang med Drake, hvorfor den med Kanye? Og hvor fanden var min personlige yndlingssvensker blevet af i det hele?
Den slags er der heldigvis råd for. Så jeg har – som tusindvis af andre nostalgikere – sammensat en bagstræberisk liste. Et miskmask af mainstreamfavoritter, oversete genistreger og skyldige glæder fra det forgangne årti.
Klokken 20 på de sidste 20 dage inden 2020’rne tæller jeg ned. Jeg håber, I vil læse med.
#20: Kendrick Lamar: ‘The Art of Peer Pressure´ (2012)
Ved første ørekast snyder ‘Helt alene’. Suspekts dystert pulserende muldvarpenummer fra 2011 danner umiddelbart lydtapet til en dyb og ulykkelig kærlighedsrap a la Selvmord, men får man først fat i teksten, fatter man også, at omdrejningspunktet sådan set er det diametralt modsatte. ‘Helt alene’ dyrker flugten. Flugten fra følelseslivet. Vi er på vej mod afgrunden. Ud over rælingen i et tænderskærende mdma-trip med Bai-D, Orgi-E og … Tina Dickow, den nydelige jyde, for at det ikke skal være løgn.
Jeg giver producerne Rune Rask og Jonas Vestergaard og deres forræderiske pragtbeat en betragtelig del af æren. Eller skylden, om man vil. Det suger, skurrer, higer, skumler og dalrer adstadigt derudad, mens man aldrig rigtig aner, hvad der kan lure rundt om hjørnet.
Duoens ildevarslende underlægningsmusik spiller på så mange planer, at den kan lægges under snart sagt hvilken som helst en fortælling. Og den kom det så også til. For ovre i USA fik det nye raphåb nys om Tabudrengenes genistreg, og så var Albertslund-kliken lige pludselig leverandører til 2012’s suverænt bedste amerikanske hiphopudgivelse, Kendrick Lamars good kid, m.A.A.d city, og skulle til Grammy-uddeling og alt muligt andet hovskisnovski. Og selvom nummeret står i skyggen af albumsingler som ‘Swimming Pools (Drank)’ og ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’, vægter jeg den dag i dag ‘The Art of Peer Pressure’ højere. For det er netop med den danskdesignede mesterproduktion som kulisse, at Lamar udfolder det måske største af sine mange talenter: gaven som historiefortæller. Samtidig parafraserer han hoodpanoramiske nyklassikere som ‘Regulate’ og ‘It Was A Good Day’. Og Den Gale Poses ‘Cruise Control’, ikke at forglemme.
I ‘The Art of Peer Pressure’ er vi tilbage i tiden, i selskab med den purunge, vordende rapper og hans hjemmedrenge i deres lille hvide Toyota på Rosecrans Avenue. Sneglende ud af N.W.A.-bydelen Compton med et håndvåben skjult under passagersædet. Afholdsmanden Lamar – ham, der normalt holder sig på måtten – træder så småt ved siden af. Gruppepresset ånder ham tungt i nakken, mens hans mors formaninger gjalder i skallen. Det eskalerer. Toyotaen stopper ved en flok piger, og Lamar formaster sit til at ryge med på en omgangsjoint. “Usually I’m drug-free, but shit, I’m with the homies,” konstaterer han.
Glidebanen er en realitet. Der går overfald i den, da de spotter en rivaliserende bande. “That’s ironic, ’cause I’ve never been violent, until I’m with the homies,” hedder det nu.
Dernæst begår de indbrud. Det giver da police færten af den lille japanerøse, og så lugter det pludselig af unge Lamars første plet på straffeattesten … Ender det med at gå så grueligt galt? Well, lyt for yo’self. Sikkert er det, at man er der med gutterne i kabinen. Lige mens syndefaldet udfolder sig. Hele vejen. Det er det, som fremragende storytelling kan. Godt bumpet på vej af en sublimt komponeret rytmebund.
