Allan Vegenfeldt (født 1964) er en af grundlæggerne af The Sandmen, der debuterede med mini-lp’en ‘The Sandmen’ i sommeren 1987. De var i begyndelsen af 1990’erne et af de største navne på den danske rockscene, men interne stridigheder fik gruppen til at gå i opløsning i 1995.
Herefter dannede Vegenfeldt The Nerve, der fusionerede dance og rock, men det viste sig at være en kortvarig affære. Senere solodebuterede han med ’Free Your Mind’ i 2001. Sideløbende har han arbejdet som skuespiller og murerarbejdsmand. The Sandmen blev gendannet i 2003 og udgav i 2014 deres første dansksprogede album ’Den bedste dag’, som forleden blev fulgt op af ’Himmelstormer’.
Vi har i den anledning bedt Vegenfeldt om at fortælle om fem af de album, der har været med til at forme ham som musiker og menneske.
1. Rolling Stones: ‘Through the Past Darkly (Big Hits Vol. 2)’ (1969)
”Det første album jeg selv fandt frem til. Det første store skridt væk fra Sweet, Slade og T.Rex. på vej mod noget mørkere. Jeg har været 11-12 år gammel og mixet af tegneserier og psykedelisk rock i hovedtelefonerne gav mig tidligt smag for virkelighedsflugt. Det er egentlig et opsamlingsalbum, der dækker de sidste år af tresserne, så det var nogle år gammelt, da jeg opdagede det. Åbningsriffet i ’Jumpin’ Jack Flash’ er det hårdeste, tonen i ’Mothers Little Helper er så klagende, sort og grå, ’Street Fighting Man’ så medrivende oprørsk, ’2000 Light Years From Home’ så syret, albummet åbnede mine ører for alt det, jeg har hørt siden.”
2. The Damned: ’Damned Damned Damned’ (1977)
”Mit første punkalbum. Jeg byttede mig til det for Rod Stewards ’Every Picture Tells a Story’ (som Sam Mitchell, tidligere Sandmen-guitarist, er med på). Høj energi, vild guitarlyd og en fantastisk sanger. Jeg fandt senere ud af, at de fleste ikke rigtig regnede det album for noget, men det formede min idé om, hvordan musik skal lyde. Introen til ‘Neat Neat Neat’ er desperat, og åbningslinjen “Is she really going out with him” i ’New Rose’ er fantastisk samt den dekadente ’Fan Club’ – det er højdepunkter i garagerocken.”
3. Talking Heads: ’Remain In Light’ (1980)
”Jeg tror, jeg havde prøvet at ryge tjald her, men ’Remain In Light’ var virkelig mindblowing. Jeg havde set Talking Heads på min første Roskilde Festival i 1979, men det her album var virkeligt noget særligt. Det bedste album at stene til. Vildt og råt og så alligevel underligt sofistikeret for en Roskilde-dreng som mig. Jeg syntes, det var så vildt, at nogen kunne lave noget så enkelt og gentagende, så oprindeligt og stammeagtigt og så alligevel så moderne og nærmest fremtidsagtigt. Med et stænk apokalypse.”
4. Joy Division: ’Closer’ (1980)
”Det smukkeste album ever. Det ramte mig og min weltschmerz, som jeg var helt, helt alene med i hele verden, som et stort isbjerg, der flåede mit sind op på et iskoldt sort hav af asfalt og beton – eller sådan føltes det dengang. Det album var lydsiden til mine sidste teenageår, da jeg søgte mod København, lige droppet ud af gymnasiet og uden nogen færdigformuleret drøm. Arbejdsløshed, kold krig og alle gik i sort tøj. Jeg elskede det album, det gør jeg stadig, og verden er stadig fucked up, bare på en anden måde.”
5. The Stone Roses: ’The Stone Roses’ (1988)
“Flydende psykedelisk shoegazer rock. Jeg havde selv spillet i nogle år og udgivet min egen musik, da jeg hørte det her. Det var ligesom at få sat ord på, hvad jeg selv ville. Ikke som at de havde taget min idé, eller jeg ville stjæle deres, men mere at jeg bedre forstod, hvad jeg selv prøvede at lave. ’Fools Gold’ er stadig på min top tre af de bedste sange ever.”
PR-foto (øverst)
