Der var ingen, der kaldte den. Ingen, der greb den faldende mobiltelefon. David Bowie spillede os til det sidste. Gennem halvandet år formåede han at holde sin dødelige sygdom under radaren, og det kom som et chok, da han forlod os i en alder af 68 år – og så endda sølle to dage efter udgivelsen af sit 25. studiealbum, i januar 2016.
Andensinglen ‘Lazarus’, der udkom tre uger inden resten af ‘Blackstar’, var dog ikke ligefrem karrig med ledetrådene. Jeg satte nummeret på repeat, fra den fatale nyhed ramte, og det stod hurtigt klart, hvor suverænt Bowie havde mestret antydningens kunst. Det var så gennemført gjort, at jeg blev højstemt og nedtrykt på én og samme tid. Hans sortie var i sig selv et mesterværk.
Det omkvædsløse nummers ordknappe tekst bugner af metalag, og den melankolsk slæbende orkestrering skubbes af sted af en klagende og lyrisk fraserende saxofon, som man ikke har lyst til at slippe. Det emmer af selvvalgt søndagsblues.
I sangtitlen sammenligner Bowie sig med den bibelske figur, Lazarus of Bethany, altså manden, som Jesus bragte tilbage til livet efter fire dage i dødsriget. Han lægger ud med at afsløre, at han bærer på ar skjult for det blotte øje. Og han runder første vers af med en konstatering af de seriøst spegede: “Everybody knows me know.”
LÆS OGSÅ:
Men ja, i nuet ved vi som lyttere noget, vi ikke vidste, da sangen blev indspillet med producer Toni Visconti. Den selvbiografiske Bowie, ham bag personaerne, er i det hele taget trådt i forgrunden de senere år. Ziggy Stardust og kompagni har viget pladsen.
I andet vers er han høj, givetvis på morfin. Og han nævner, at hans mobiltelefon er i frit fald. En kommentar til vores højteknologiske tidsalder? Et metafor for hans forestående nedstigning? En kommentar til egen fumlefingerhed? Jeg er tilbøjelig til at høre det hele i de stramme linjer.
Broen sender ham til den by, han skal ånde ud i. Til New York. Måske i sine sidste dage, desperat på udkig efter en frelser. Måske i 1970’erne, da han levede hvidt og promiskuøst i Drømmenes By. Både-og, måske. Der gives lige præcis for lidt til, at noget kan siges med sikkerhed.
Og endelig drømmer han for fuld udblæsning. Om at blive fri som en fugl. Fri som “a bluebird”, fri som hyttesangeren:
“Oh, I’ll be free/Ain’t that just like me?”
‘Lazarus’ ender på et spørgsmålstegn, inviterende til fortolkning. Bowie står som et rankt udråbstegn i musikhistorien. Der er ingen som ham, intet som hans udgang på livet.
