Helena Christensen

Se videoen her: Efterklang udgiver mørk video med Helena Christensen og inviterer til lytte-event

Efterklang er tilbage, og denne gang på dansk, og smukke Helena Christensen spiller med i videoen.

Efter syv års stilhed fra Efterklang er den danske trio nu klar med deres femte studiealbum, ‘Altid Sammen’, der udkommer 20. september. Og denne gang er der ikke kun tale om ny musik, der er også tale om et nyt sprog for gruppen, der springer ud på modersmålet med ni sange på dansk.

I dag løftes sløret for udgivelsens anden single, ‘I dine øjne’, med en dertilhørende musikvideo, der ligesom førstesinglen, ‘Vi er uendelig’, har den danske topmodel Helena Christensen i hovedrollen. Det er instruktør Andreas Koefoed og filmfotograf Adam Jandrup, der står bag de to stemningsmættede sort/hvid-videoer.

Musikalsk er der en tydelig sensuel og intim melankoli på færde i den nye single, der er bygget minimalistisk op omkring en arpeggio-synth og sanger Casper Clausens lyse tenor.

“’I dine øjne’ handler om små kighuller til en fantasi, i øjnene af en person du lige har mødt. Den er drevet af begær og lyst, men rummer også følelsen af tab, når du vågner op, alene med dig selv igen”, fortæller Casper Clausen i en pressemeddelelse.

Kan man ikke helt vente til 20. september, er der allerede 2. september mulighed for at sniglytte det nye album. Det finder sted i Gloria Biograf i København, og du kan tilmelde dig her.

Efterklang har planlagt en længere turné til efteråret, der også bringer dem forbi København og Aarhus, når de spiller i Koncerthuset 5. og 6. november og på Voxhall 5. februar.

Footer graphics