Jeg ved, at der findes sådan et særligt blik, som kan tage plads i mit ansigt, uden at jeg er herre over det. Det er ikke et godt blik. Ikke noget flirteagtigt, men mere et blik, der siger: “Jeg vil hellere dø”. Jeg ved det, fordi jeg kan se på min kærestes blik tilbage på mig, at jeg har dét blik.
Det sker i nogle bestemte situationer. Det kunne for eksempel være en lørdag morgen, efter at vi har spist morgenmad med min søn og min datter, at idéen pludselig kommer på banen:
“Vi kunne jo tage i svømmehallen?,” kunne min kæreste sige.
Så får jeg det blik der. For jeg vil ikke i svømmehallen. Og en del af mig får ret hurtigt ret dårlig samvittighed over, at der ikke er noget i mig, som gider.
Det er selvfølgelig heller ikke for min skyld, at vi skulle tage i svømmehallen, men for børnenes. De elsker svømmehallen. Eller det vil sige, de elsker den del af svømmehallen, som er for børn: Børnebassinet. Et sted med kropsvarmt vand i 30 til cirka 100 centimeters dybde, hvor man kan lege med spande og skovle og forskelligt udformet skum i farver. En gang imellem sprøjter et springvand vand ud i et minuts tid, og hvis man er heldig, er der en badebold.
Der er mange andre børn i børnebassinet, og der er et støjniveau, som man med god grund godt kan betegne som relativt infernalsk. Man skal ikke tænke på, hvor meget urin der er i vandet, man skal bare tro på, at der i det mindste er nok klor.
Som sagt, børn elsker det. Men som voksen er det strengt taget umuligt at vide, hvad man skal gøre af sin store krop i et børnebassin. Man kan, hvis man anstrenger sig lidt, godt lægge sig ned på en måde, så hele kroppen kommer under vandoverfladen og prøve at slappe lidt af. Men det er ikke meningen. Det er til gengæld også umuligt faktisk at svømme i den slags lavvande. Derfor ender det for det meste med, at man sidder på kanten af selve bassinet med armene hvilende på knæene, sandkasse-style, mens man så leger lidt med sit barn.
Det er egentlig okay, når først man er der. Men jeg vil sjældent gerne afsted. Af uransagelige årsager er det desværre sådan, at børn har en medfødt superhelteevne til at opsnappe ordet ‘svømmehal’. Det kan hviskes i et andet rum, og pling! Så står de der som adrætte små soldater.
“Ja, ja, ja!,” halser de.
“JEG VIL I SVØMMEHALLEN! NUUUU!”
Den slags kan man ikke stå for som forældre. Eller rettere, den slags kan man ikke komme ud af, så man siger bare ja. Og sådan ender man i svømmehallen en lørdag formiddag en smule mod ens vilje.
Det er vist ikke nogen nyhed, at man bliver nødt til at gøre ting mod sin vilje, når man får børn. Man må tørre røv på upassende tider af døgnet og på ydmygende offentlige lokationer, og man må tage på legepladser og klappe kage og synge sange, man bogstaveligt talt er blevet for gammel til. Sådan er det. Man går på kompromis med sig selv og ofrer sig lidt i en højere sags tjeneste, hvilket egentlig er fint nok, når man vænner sig til det.
Alligevel synes jeg, at det bliver ved med at være svært at mønstre energien og begejstringen til at lave ting med mine børn, som jeg ikke selv synes er specielt underholdende.
Hvor børn synes at have en ekstrem appetit efter billedelotteri og andre vendespil i den kategori, kan jeg konstatere, at mit mæthedspunkt kommer på et mere almindeligt tidspunkt. Hvilket vil sige, at jeg keder mig rimelig tidligt. Og ofte tidligere end jeg er stolt af. Man skulle jo helst forestille at sætte pris på at være sammen med sine børn uanset hvad, nu hvor man har fået dem og i øvrigt er bundet til et samliv med dem de næste 18 år, nogenlunde.
Okay, her er det måske passende at tilføje, at jeg selvsagt elsker mine børn og elsker at være sammen med dem store dele af tiden, fordi de kan være magiske, sjove og begejstrede alene over deres blotte eksistens her i verden.
Men altså, jeg ser ikke på nogen oprigtig måde frem til al den UNO og Ludo, jeg efter al sandsynlighed kommer til at spille i mine weekender de næste mange år. Så sjove er de spil slet ikke. Jeg ser heller ikke frem til den dag, hvor jeg må gå i biografen for at se den nye Paw Patrol eller Frost-film. Men jeg ved, den dag kommer, og så må jeg bare bide kedsomheden i mig.
Præcis, som jeg allerede gør hver dag, når min toårige datter bedende siger: “Læd Palle,” som betyder, at vi skal læse ‘Palle alene i verden’, hvorefter jeg så kigger på hende med dét blik, fordi vi allerede har læst den omkring firehundrede gange.
Men mit blik har ingen rigtig effekt, ud over at min datters ordlyd nu ukompliceret slår over i en decideret ordre.
“Læd den, far!”
Og så læser man, mens man understimulerer sin hjerne på en måde, der sikkert er sund, men på visse dage føles ulidelig. Når man endelig er færdig og klapper bogen og siger “slut, prut, finale” i den tro, at man har ydet en retfærdig og fyldestgørende indsats, så lyder det befalende: “Igen, far.” Eventuelt efterfulgt af et slag i ansigtet.
Man kan ikke vinde.
Men man kan også godt blive lidt træt af at tabe hele tiden. Og det, jeg ikke forstår, er, når andre småbørnforældre med en tilsyneladende oprigtig begejstring leger bager i svømmehallen eller fortæller, at de har brugt weekenden på at bygge med Lego. Og at de bare har hygget sig med det.
Jeg brugte sidste weekend på at tage ud på en kælkebakke med mine børn – noget, jeg for en gangs skyld selv havde ret meget lyst til – men med det katastrofale udfald, at mit ene barn fik forfrysninger i fingre og fødder, og mit andet barn fik en episk nedsmeltning, fordi det var den falske kælk… så vi tog hjem igen. Til Palle.
Man kan, siger jeg dig, ikke vinde.
Men måske er det, jeg mangler at forstå, at man rent faktisk godt kan hygge sig, selvom man keder sig og vice versa. Måske er kedsomheden bare et vilkår for et familieliv med små børn, og måske er det ikke noget, man ikke skal bekymre sig så meget om. Det er jo, har jeg selv fået fortalt, okay at kede sig.
Sjovt nok har jeg bare ikke særlig mange minder om, at mine egne forældre legede med mig. Jeg har en meget klarere erindring om, at det var mig, der kedede mig som barn, mens de foretog sig voksenting i haven eller huset. Og så var man bare med til at grave kartofler op eller at skifte en vandlås.
Det er en ond spiral, kan jeg godt se. Kede sig som barn, kede sig som voksen. Noget er gået helt galt. Eller også bliver det som alt muligt andet bedre med tiden. Jeg håber virkelig på det sidste.
