I verdens bedste komedieserie (Nej, det er IKKE ‘Venner’) ‘Seinfeld’ er der et legendarisk afsnit, der hedder ‘Bizarro Jerry’. Her får Elaine nogle helt nye venner, der til forveksling ligner Jerry, George og Kramer. De er bare meget sødere. Altså helt modsat hendes gamle gruppe som der kan siges meget om – men sød er måske ikke lige det første. De nye venner er Bizarro Jerry, Bizarro Costanza, Bizarro Kramer.
De ligner noget genkendeligt, men er og føles alligevel helt anderledes.
Sådan som verden gør efter Corona. Den er bizarro. Hverdagen er lidt den samme. Og alligevel slet ikke. Der er havregrød om morgenen og vasketøj og barn og kæreste hjemme, HELE TIDEN barn og kæreste og aftensmad, der skal laves. Men det er bizarro havregrød og bizarro vasketøj. Nogle af os er startet lidt i bizarro vuggestue, hvor indenfor og bamser er et no go.
Jeg kæmper ærligt talt lidt lige nu i det her, der minder om en mellemperiode. En twilight zone. Et vacuum. Brené Brown kalder det ’collective weariness’, den tilstand, der er indtruffet og hun er bedre end de fleste til at sætte ord på det, der foregår med følelserne.
I begyndelsen var der alt for meget optimeringslingo efter min smag, nok fordi et super-busy-bee-samfund på overdrive ikke ellers ved, hvad det skal stille op med sig selv.
Lad os MAXIMERE vores tid, blive de bedste udgaver af os selv i det her, dukke op og ud på den anden side pisse fede. Altså for Guds skyld ikke fede på den overvægtige måde, fede på den overskudsagtige måde, det er nemlig en super god idé at komme i form under en karantæne. Alt imens de fleste af os har proppet os med (velfortjent) kage og skammet os lidt imens. Især har SoMe været god for forslag til at komme godt i gennem: Tag noget pænt tøj på hver dag, sagde nogen. Måske lidt læbestift. Lav en struktur, så du ikke går til i frihed fra ting, du skal. Gå i bad, sagde nogle andre. Personligt har jeg altid været mere til at bevæge mig i retning af overgivelsen til elastik i taljen og livets brutale realiteter.
Det hele er forstummet lidt igen. Det er vanskeligere at vide, hvad man skal sige, når det første støv, den første foretagsomhed og den lækre adrenalin har lagt sig. Når den nye usikre bizarro hverdag skal til at begynde. For hvad skal du egentlig forvente dig? Ingen ved det.
Når din glæde afhænger af dine forventninger, kan det i sig selv være et problem. Hvor glad du er, afhænger for det meste af, hvilke forventninger, du har til tingene. Jo mindre gap’et mellem dine forventninger til virkeligheden og din faktiske oplevelse af den er, jo bedre. Lykke = Realitet minus forventninger, siger flere psykologiske modeller.
Forventningsafstemning er således blevet den store løsning (især inden for parforholdet, Jesus Christ). Det er også derfor, Gen Y – altså min på en og samme tid både forvænte og martrede generation, børn af boomerne, sådan generelt siges at være ulykkelige. Vi har totalt urealistiske forventninger til, hvad livet skal bringe os. Vi er vokset op med, at ALT er muligt. Så mens vores forældre havde et arbejde, har vi en karriere. Med penge og passion. Mens vores forældre havde børn, så har vi nogle små projekter, vi gerne skal lykkes med. Mens boomerne var gift og blev skilt, så har vi aldrig rigtig den HELT RIGTIGE kæreste. Og så er vi tilbage ved den der trang til at maximere. Når ALT kan lade sig gøre, skal alt også helst kunne lade sig gøre.
Det er måske ikke helt forkert. Trods det åbenlyst horrible, tragiske og hjerteskærende i at folk i hele verden dør og går rabundus, så har jeg selv oplevet lockdown som en gave i lige præcis den henseende. Mine forventninger justerede sig befriende hurtigt til en ny virkelighed, hvor alt IKKE var muligt. Næsten INTET kunne pludselig lade sig gøre. Hvis det ikke decideret har gjort mig gladere, så i hvert fald mere… rolig. Ro minder lidt om at være tilfreds.
Noget ydre og større styrer min arbejdsskæbne lige nu, det er ikke kun op til mig, hvad det bliver til. Det er ikke fordi, det er en fest at være freelance-skriver, men jeg har levet med usikkerheden længe og lige pludselig var vi alle i samme båd. Fælles om den.
Det samme med parforholdet; Alle de babysittere, vi skulle skaffe og dates vi burde gå på, hjemsøger os ikke længere. Det er okay at være træt på sofaen kl. 21.30 og se et gruopvækkende program om nogle psykopater med store kattedyr. Sofaen er faktisk det, vi alle sammen skal lige nu.
Jeg opgav også hurtigt at være en “god” mor for bare at forsøge at få det til at fungere under usædvanlige omstændigheder. Det har betydet mere ‘Gurli’, senere sengetider, flere leverpostejsmadder, en masse retningsløs stenen rundt i kvarteret på en lille cykel. Det har været hyggeligt – og indimellem lidt kedeligt.
Jeg vil gerne have de nedjusterede forventninger med videre nu, hvor verden begynder at banke lidt på igen. Oven i alt muligt andet er det her jo en.stor.kollektiv øvelse i, at ALT åbenbart ikke kan lade sig gøre til ALLE tider. Det kan det sikkert på et tidspunkt igen, ja, men skal det? Hele fuckin’ tiden? Der er jo også en gigantisk rar ansvarsfritagelse i at fatte, at det hele ikke hviler på dine smalle, velplejede skuldre.
På et tidspunkt holder tingene op med at være bizarro, fordi du omstiller dig til din nye bizarro-virkelighed. Eller du indstiller dig på, at virkeligheden generelt bare er bizarro. Ligesom Elaine ender med at droppe sin nye bizarro vennegruppe til fordel for virkelighedens meget mere neurotiske Jerry og langt mere perfide George Costanza. I virkeligheden er det jo dem, der er vidunderligt bizarro. Under alle omstændigheder føler Elaine, at hun i langt højere grad kan være sig selv med dem. Fordi hun har realistiske forventninger til, at de er som de er.
