Emil Midé Erichsen er vært for Folkets Klimamarch: “Man skulle være en tosset politiker for ikke at spidse øre, når befolkningen står og råber mod én”

6. november samles tusindvis af mennesker rundt omkring i landet og går for klimaet til Folkets Klimamarch 2021. Vi har talt med årets vært, Emil Midé Erichsen, om hans klimakamp, og hvorfor det er vigtigt ikke at miste modet.

Vi er vant til at se ham hænge i masten på sejlskibet Havana i TV2-programmet ’Kurs mod fjerne kyster’, hvor han sammen med resten af familien Beha Erichsen drager på eventyr til søs.

Men 6. november går 31-årige Emil Midé Erichsen på land for at lede et optog af demonstranter gennem København til Folkets Klimamarch – en årlig begivenhed, hvor tusindvis af mennesker samles i mere end 20 danske byer for at vise, at de kræver klimahandling fra landets politikere.

I år er fokus for klimamarchen kommunalvalget 16. november. Målet er at lægge pres på kommunerne for at gå forrest i den grønne omstilling og bidrage til, at Danmark overholder Parisaftalen. Dette er ikke mindst aktuelt nu, hvor verdens ledere mødes til FN’s klimakonference COP26 og diskuterer, hvordan vi begrænser de globale temperaturstigninger, inden det er for sent, og klimaforandringerne bliver irreversible.

Netop dét er noget, der ligger den 31-årige sejler og foredragsholder meget på sinde.

På sine mange rejser rundt i verden har Emil Midé Erichsen nemlig med egne øjne set, hvordan klimaforandringerne påvirker selv de mindste pletter på landkortet og skaber ødelæggelser, der påvirker menneskers liv for altid. Da han blev spurgt, om han ville være vært for Folkets Klimamarch 2021, var han derfor ikke i tvivl: Han var nødt til at sige ja.

”For mig er klimaet, om ikke dét vigtigste, så et af de allervigtigste emner lige nu. Så hvis nogen har vurderet, at min stemme kan gøre en forskel i den kamp, kan jeg ikke sige nej,” siger Emil Midé Erichsen.

Som offentlig person er han meget bevidst om, at han har en stor berøringsflade, og for ham er det et ansvar, der forpligter. Derfor holder han heller aldrig et foredrag uden at adressere klimaproblematikkerne og fortælle om sine oplevelser ude i verden.

Men sådan har det ikke altid været.

Ikke nogen klimaduks

Da han var yngre, var klimaforandringer ikke noget, der bekymrede Emil Midé Erichsen synderligt meget.

Det var først, da han som 23-årig under en treårig jordomsejling sammen med lillebroren, Theis, så klimaforandringernes massive konsekvenser med egne øjne, at det gik op for ham, hvor slemt det faktisk stod til.

”På egen krop mærkede vi storme, som ikke burde kunne opstå på det tidspunkt af året, som de gjorde. Vi oplevede følgerne af kategori 5-orkaner og kæmpestore skovbrande på Vanuatu og på Borneo og så en lokalbefolkning, som virkelig kæmpede en kamp for at holde ilden væk fra deres landsbyer,” fortæller Emil Midé Erichsen.

Det var billeder, der indprentede sig i hans hukommelse, og da han kom hjem, opstod et stort behov for at udbrede sin viden til andre.

”Jeg begyndte at snakke om mine oplevelser med mine venner og fortælle om dem til mine foredrag. At jeg havde været derude og set, hvilken virkning klimaforandringerne har på mennesker ude i verden i en helt andet grad, end herhjemme i det smørhul af et land, vi bor i. Hvordan en hel lokalbefolkning i årevis efter at være blevet ramt af en naturkatastrofe kæmper for at få bygget deres samfund op igen,” siger han.

Siden han begyndte at engagere sig i klimakampen som offentlig person, har Emil Midé Erichsen også i stigende grad forsøgt at lægge sin livsstil om. Weekendrejser med fly til Barcelona er nu et overstået kapitel, og kødet er der også blevet skåret ned på. Men han vil stadig ikke pudse sin glorie på dét punkt.

”Jeg er virkelig ikke nogen klimaduks. Og der er rigtig meget, jeg ville ønske, jeg blev bedre til at implementere. Men jeg er meget klimabevidst. Hvor alle mine hofretter førhen har været bygget op om hakket oksekød, er jeg nu på en kulinarisk rejse ind i et vegetarisk køkken, som jeg ikke har beskæftiget mig særlig meget med i min madlavning før. Og så prøver jeg at tænke i længere rejser, når jeg skal ud og flyve, så jeg får noget for CO2’en,” fortæller han.

En lille dråbe i et kæmpestort hav

Efter han er blevet far til to små børn, er spørgsmålet om, hvilken planet, vi efterlader til kommende generationer, kun blevet mere præsent for Emil Midé Erichsen. Og han forstår godt, hvis nogle unge mennesker føler, det er en uretfærdig og noget nær umulig opgave at skulle løse.

Men trods nedslående IPCC-rapporter og politiske forhandlinger, der trækker i langdrag, er det ifølge Emil Midé Erichsen helt essentielt at bevare håbet i klimakampen. For der er stadig masser at kæmpe for, mener han:

”Man kan hurtigt blive lammet af alle de dårlige nyheder. Men verden er ikke gået helt i stykker endnu, den er stadigvæk derude. Jeg tror ikke, vi vinder denne her klimakamp ved at male skræmmebilleder. Vi vinder den ved at inspirere hinanden og fokusere på det, der er værd at bevare.”

Det er netop en af grundene til, at han har sagt ja til at være vært for Folkets Klimamarch, selvom tanken om at skulle stå foran så mange mennesker, gør ham svimmel. For han tror på, at det kan rykke ved noget, når mange mennesker stimler sammen og kræver handling fra politikerne.

Folkets Klimamarch

Folkets Klimamarch er en partipolitisk neutral organisation bestående af en gruppe borgere fra hele landet, der hvert år arrangerer demonstrationer for klimaet i mere end 20 danske byer.

I 2019 var mere end 40.000 mennesker samlet i København for at sætte klimaet på den politiske dagsorden under folketingsvalget i 2019.

Fokus for Folkets Klimamarch 2021 er at sikre et grønt kommunalvalg.

”Jeg har kæmpe respekt for hele den unge generation og det arbejde, de gør. Og heldigvis har de fået mange af de ældre med på vognen, og det viser bare, at selvom man føler sig som én lille dråbe i et kæmpestort hav, kan man gøre en forskel. Det er ikke for at sige, at alle skal blive den nye Greta Thunberg. Men hun er eksemplet på, at alle stemmer betyder noget,” siger han.

Hvorfor skal man møde op til Folkets Klimamarch på lørdag?

”Det skal man, fordi vi står foran et kommunalvalg, hvor vi skal tage nogle lokale initiativer, der kan være med til at fremme den grønne omstilling globalt. Man skal møde op, fordi troen på, at vi kan ændre noget ved at stå sammen, er vigtig. For når vi er mange nok, der råber i kor, kan de ikke ignorere os. Man skulle være en tosset politiker for ikke at spidse øre og høre, hvad befolkningen siger, når de står og råber mod én.”

Folkets Klimamarch afholdes lørdag 6. november i mere end 20 byer. Du kan se en oversigt over byerne og deres Facebook-begivenheder her.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics