Jeg tog toget til Glasgow og klimatopmøde: Besværlige tests, trange bustoiletter og hæsblæsende stationsskift

Jeg skal til klimatopmødet COP26 i Glasgow, og jeg har besluttet mig for ikke at flyve derover. Jeg skal prøve for alvor, hvad det vil sige at rejse som “klima-turist”, og allerede da jeg køber billetterne til tre etaper med tog og en etape med bus, kan jeg mærke en glorie over mig skinne og funkle ved tanken om al det flybrændstof, jeg ville spare atmosfæren.

I alt kommer min rejse til at tage 27,5 timer i transport og den vil forløbe over tre dage. Ja, du læste rigtigt, jeg skal bruge tre dage på rejsen, som går via Hamborg, Paris og London for at ankomme søndag eftermiddag til Glasgow.

Jeg har tilrettelagt den billigste rejse for denne fattige reporter, og det vil altså sige, at det hele har kostet 3.010 kr. Jeg måtte på grund af prisen fravælge et lyntog mellem Paris og London, der tager to timer, for i stedet at vælge en Flixbus, der tager 10 timer. Mere om den beslutning senere.

Jeg er en 33-årig klimaentusiast, der lige siden jeg blev færdig med en uddannelse i fødevarer og klima, har villet til et COP-møde. Jeg kom ikke til det i Paris i 2015, fordi jeg efter specialet var for udbrændt (også kaldet stresset). Nu arbejder jeg som kommunikationskonsulent og ofte med at skrive og projektlede grønnere løsninger.

Jeg tager til COP26 i Glasgow for at få mere viden og ikke mindst troen på, at klimaet kan reddes.

Velkommen til min rejsedagbog.

Svendborg, fredag 29.10 kl. 9.00

Jeg vågner usædvanligt, før vækkeuret ringer i mit kolonihavehus i Svendborg. Mens jeg laver mig en americano på espressodyret, kommer mit andet dyr for at sige farvel til mig: besøgskatten Akki. Den kender kronisk aldrig sin besøgstid, og jeg når at blive rejsestresset, fordi jeg må kæle den pelssultne kat.

COP26-konferencen begynder først om tre dage, men det betyder afgang for en klimaturist nu, for det jeg sparer i flybrændstof, betaler jeg med tid.

Hvis du ikke har hørt om COP26 før, kan det sammenlignes med Olympiaden for klimafolk. Måske husker du COP15, som blev holdt i København i 2009? Det var ved denne lejlighed, de to eviggrønne politiske citater blev sagt: “Zse ajs is smælting at the pøules” (Villy Søvndal ville sige: the ice is melting at the poles) og “I know I made this banging…” (Lars Løkke Rasmussen, der kom til at banke med hammeren lidt for tidligt…)

Foruden vores politikeres unikke brug af det engelske sprog blev COP15 også kendt som en kæmpe fiasko. USA nægtede at sænke deres CO2-udledninger, og COP15 efterlod klimaforskere i en dyb depression, og muligvis også et par de fuldmægtige i Udenrigsministeriet, der havde arrangeret det.

Heldigvis blev der rettet meget op på meget af fadæsen i København ved et COP-møde i Paris i 2015. Det var her, Parisaftalen blev indgået. Her lovede alle lande ikke at lade klodens temperatur stige mere end 1.5 grader (eller måske lige max 2 grader).

Odense, fredag 30.10 kl. 12.30

Første togtur på rejsen er til Odense, og toget går for en gangs skyld til tiden. Det er faktisk så nemt og bekvemt, at jeg bliver lullet ind i den falske tro, at min rejse skal fortsætte sådan. Det skal den naturligvis ikke, og det er en cliffhanger, ja.

Fra perronen i Odense entrerer jeg toget til Hamborg. Jeg roser mig selv over at have købt pladsbillet, så jeg kan arbejde. Når man gladeligt betaler for den slags ekstra udgifter, betyder det, at man er blevet et voksent menneske.

Jeg gyser mildt, da jeg ser, at min togkupe er pakket med folk, der ser hipsteragtige ud. Det betyder, at de skal med hele vejen til Hamborg og ikke står af på turens første stop: Kolding. Men jeg ved jo, at jeg har min pladsbillet. Jeg følger skiltene over sæderne og tæller ned, 72, 66, 54, og til sidst 46. Her fryser jeg. Der sidder et barn på mit sæde. Et barn. Moren kigger også nervøst op på mig, og jeg spørger venligt, hvor langt de skal. “Hamborg,” siger hun, og prøver at trække sit barn af mit sæde. Senere kaster børnene et stykke legetøj i hovedet på mig. Stemningen rammer et nulpunkt mellem forældrene og mig.

Hamborg, lørdag 30.10 kl. 12.00

Vågner i Hamborg, som viser sig at være en kæmpe by, og fordi man har været i Berlin, gør det ikke en hjemmevant her. Glæder mig til at komme videre til næste etape, der er kl. 12:00-21:00 til Paris.

Jeg kommer ombord, og der er god plads og ro. Toget kører 200 km/t, og det føles som fremtiden sammenlignet med det trilleri, man oplever med DSB. Da vi kører forbi et kulkraftværk i Frankfurt, hvor kullet ligger sort over det hele, kommer jeg i tanke om, hvad denne rejses CO2-aftryk egentlig er.

Ifølge Danmarks grønne tænketank CONCITO kan jeg beregne, at min tur med toget udløser 37,5 kg. Til sammenligning oplyser flyselskaberne at samme tur med fly ville udlede ca. 225 kg.

Det er svært at være præcis omkring beregningen, og jeg kan se, det også er kompliceret stof for en Berlingske-journalist, som har sat sig samme mål om en togrejse som mig. Irriteret over han har taget “min” gode ide, ripper jeg lidt info om CO2-udledninger fra hans artikel. For eksempel at en dansker i gennemsnit forbruger 11 tons CO2 om året. Og det vil sige, at min rejse svarer til 0,34 % af mit årlige forbrug.

Paris, lørdag 30.10 kl. 23.00

I Paris har jeg hele to timer til at finde stationen, som min flixbus mod London går fra. Station er måske så meget sagt, for alle, der har været med en flixbus ved, at det mere er et tilfældigt sted, gerne langt fra alle andre transportknudepunkter.

Jeg får heldigvis et dejligt fransk måltid: pommes fritter, baguette og rødvin, inden jeg indfinder mig i en slags underjordisk betonbygning med 30 busser og flere desperate folk, der skal finde ud af de nye rejserestriktioner for at komme ind i Storbritannien. Jeg er selv en af dem, og efter 40 minutters kaos og forvirring har jeg gennemført immigrationsøvelse (nummer et skulle det senere vise sig), som består i at udfylde et online-spørgeskema om Covid, min rejse, samt at købe det obligatorisk selv-test-kit til 200 kr.

Tilbage i nutiden er jeg alligevel taknemmelig for at blive inviteret ind til mit minaturesæde bagerst i bussen, så rejsen kan fortsætte.

Og fortsætte gør den. I 10 timer. Min taknemmelighed siver langsomt bort og erstattes af selvmedlidenhed, paranoia og en indre forældrelig stemme, der siger: kør aldrig med bus igen.

Jeg gennemlever en bustur med opretsiddende sovning. Ben, baller og ryg er i konstant smerte, og mundbindets elastikker er efterhånden tortur om ørene. Jeg holder op med at indtage vand, så jeg ikke skal bruge bussens mikroskopiske toilet, og jeg finder det tryggeste musik, jeg kender frem på Spotify: soundtracket til Ringenes Herre.

Alt imens taler jeg med den indre stemme det frem, som psykologerne nok kalder for selvomsorg og fortæller mig selv, at selvom vi sidder som sild i en tønde, får jeg ikke corona.

Efter at have gennemført et grænsekontrol check-point kl. 03 om natten, som os Schengenbørn aldrig har oplevet før, hvor jeg næsten ikke kom igennem på grund af, jeg ikke kunne finde min hjembillet, er jeg næsten grædefærdig. Jeg køber en lille kop kakao i en automat, fordi det er mindre vanddrivende end te og kaffe.

Jeg tænker vredt og misundeligt på den Berlingske-journalist, jeg fortalte om tidligere, der havde scoret sig plads på “klimatoget”. Det tog, som var for dyrt for mig. Men overbeviser mig selv om, at jeg er en slags mere ægte journalist; sådan en, der lider for historien, sådan en, der rejser med almindelige folk.

Jeg finder senere ud af, at flixbussen udleder mere end tre gange så meget CO2 som toget, og dermed er en kæmpe klimaboomer i mit CO2-regnskab.

London, søndag 31.10 kl. 9.00

Flixbussen tager den turistede rute ind gennem London, og fra sædet ser jeg det hele: London Eye, Westminster og alle de dyre gader mine yndlings-fashionbloggere bor i. Rundt om mig sover alle de andre flixere, og et ordentligt regnvejr trommer mod bussens tag.

I et sekund overkommer jeg traumet og tænker, at det faktisk er en hyggelig bustur. Men så opdager jeg, vi er forsinkede, og jeg får koldsved ved tanken om at misse mit næste tog og forlænge rejsetiden yderligere. Jeg maser mig ud af bussen, griber min kuffert og aldrig har et menneske bevæget sig så hurtigt mellem Victoria Station og Kings Cross Station.

Takket være mine lange ben, når jeg toget mod Edinburgh. Jeg får serveret kaffe direkte til mit sæde, læst avis, og snakket lidt med de mange medpassagerer, som næsten alle ligner klimaaktivister, embedsmænd og freelance journalister, der alle skal til COP26.

Jeg opdaterer selvfølgelig også min tinder-profil: “Danish lady at COP26…” Men den store motivation for rejsen og at være til COP26 er selvfølgelig, at jeg nu kan mærke, at jeg er med på en slags pilgrimsrejse.

Den hellige sammenligning bliver hurtigt lidt sløret, da jeg ikke rigtig ved, hvad vores hellige gral består af? Hvad er egentlig forhåbningerne for mødet? Jeg kan læse, at Greta Thunberg ankom til Glasgow i går lørdag (også med tog, selvfølgelig), og at hun vil have handling nu.

Men hvilken handling? spørger jeg. Og læser nogle flere artikler på internettet, der nok gør mig klogere på formålet med COP26, men ikke mere forhåbningsfuld. For det er alt sammen ting, vi længe har hørt blive diskuteret af eksperter, politikere og senest aktivister. Jeg opridser lige en god trepunktsopstilling til læseren her, så den ved, hvad COP26 burde give af resultater:

• Flere lande skal sætte mere ambitiøse mål for, hvor meget CO2 de vil stoppe med at lukke ud i atmosfæren.
• Virksomheder, forbrugere, lande skal omlægge deres forbrug til grønne teknologier eller sænke deres forbrug generelt
• Der skal laves et globalt system, som beskatter CO2. Altså et slags kvotesystem.

Glasgow, søndag 31.10 kl. 14.30

Da mit tog triller ind i Glasgow, bryder solen frem, og på banegården er der pyntet op med plakater og bannere, der siger velkommen til COP26 og noget med, at vi skal redde klimaet nu. Jeg håber det virkelig, men efter at have læst om succeskriterierne, er jeg virkelig i tvivl.

Blandt andet fordi hverken Ruslands præsident Vladimir Putin eller Kinas Xi Jinping kommer til mødet alligevel, og de lande er nogle af de største klimasyndere. Og samtidig synes verden mere optaget af, om der kommer en Covid-19 bølge tre til vinter, end hvordan vi bevarer vores planet, klima og natur de næste 50 år.

Er det realistisk, at det denne gang – vi taler 26. gang – vil lykkedes et COP-møde at få verdensledere til at tage ansvar og løse klimakrisen? Jeg håber, at få svar i løbet af de næste 12 dage, men nu skal jeg finde mit Airbnb-sted, et langt varmt bad og en rigtig seng.

Nåhja, og så tager jeg et Ryanair-fly hjem på næste søndag; halvanden time for 700 kr.