Kvindelige rappere
Foto: Jeanette Philipsen

Efter fire årtier med stoddere: Hurra! Det myldrer frem med kvindelige rappere

Det danske hiphopmiljø har alle dage været mandsdomineret. Men nu står vi midt i en slags guldalder for femcees – kvindelige rappere – og 16. november står de på Forbrændingens scene sammen.

Der var Natasja og så stille.

Som kvinde og hiphopfan har det altid undret mig: Hvorfor er der så få kvindelige rappere? Vi er jo mange kvinder, der elsker at lytte til hiphop, men åbenbart ikke så mange, der har lyst til at være udøvende. Jeg blev selv forelsket i hiphop som 12-13-årig og er aldrig rigtig vokset fra det igen. Som ung hiphop-pige var jeg lidt i tvivl om, om jeg skulle være graffitimaler eller rapper.

Jeg forsøgte mig med lidt tags på min skole, men den var sådan en smuk en fra 1821 ved foden af Montmartre i Paris, og jeg kunne mærke, at det var for vandalistisk til mig at gå rundt og skrive på væggene. Jeg kunne ikke danse, men måske var rap mit sprog? Jeg forsøgte mig med at skrive lidt tekster. Attituden var der.

Omkring mig i hiphopmiljøet mødte jeg velmenende mennesker, der gerne ville hjælpe mig i gang med det der rap. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg kom ind i et øvelokale i Klub 47 på Amager, hvor der var en masse brune piger i baggy tøj, og bag mic’en stod Natasja og rappede. Jeg kiggede på hende, iagttog overlegenheden, hørte hendes flow, så hendes selvtillid, mærkede hendes karisma. Bare sådan WOW. Så tænkte jeg, at det der kan jeg aldrig blive lige så god til. Og så droppede jeg det.

Den anekdote er nok meget typisk piger i den alder – at vi er bange for at være dårlige, ikke holder ved og øver os, sådan som drengene gør. Guderne skal vide, at jeg har været til mange hiphopjams og hørt virkelig jammerlige drenge rappe. Men jeg har også set dem udvikle sig over årene. Det er ufatteligt få, der bare er født med det. Flowet, stemmen, hjertet, attituden. Det skal øves frem i øvelokaler, på ungdomsværelset og på de små scener.

Når nu du har læst det ovenstående, kan du måske sætte dig ind i, hvor stor en ting det er, at der på mit køleskab i måneder har hængt billetter til et arrangement ved navn ’Her er vi’ på lørdag. På scenen, 16. november, står den nye generation af kvindelige MC’s, som lige nu brænder igennem fra undergrunden. GOLDIE6is, Karen Mukupa, Vigsø, Yakuza, Annelise, YUKKA, Tovepigen, Mismarie og dj THAT FUCKING SARA.

Her fortæller to af dem om koncerten og kvindelige rappere generelt:

I stiller op som et større kvindeligt posse på samme scene til november, hvorfor?

Vigsø: ”Selvfølgelig er det først og fremmest fedt, fordi det er historisk og første gang på dansk grund, at så mange kvinder har slået sig sammen på en scene for at rappe. Men vi gør det, fordi vi lever for musikken – og af musikken – men ofte skal omtales i medierne som sådan nogle sjældne fænomener, der nærmest ikke eksisterer – selvom faktum er at skulle ’Her er vi’-aftenen rumme alle bad ass-damer, der rapper i Danmark, skulle der afvikles en festival over flere dage.”

Hvad sker der med alle de danske kvindelige rappere? Der har været stille et par årtier, men nu myldrer det frem?

Vigsø: ”Halvdelen af os, der står på scenen sammen på Forbrændingen, har været i gang i mange år. Det er bare først nu, at pladeselskaberne har opdaget, at der er penge i os, og derfor ser vi også flere kvindelige rappere, der udgiver musik. Fordi pladeselskaberne giver muligheden for det. Det fungerer tit sådan, at USA lige først skal have haft succes med noget, før lille Danmark tør bide på flere år efter. Derfor har pladeselskaberne i flere år ledt efter “den danske Cardi B” og “den danske Nicki Minaj”. Den store forskel er nok, at vi for første gang er en hel flok, der “rotter os sammen” og bakker hinanden op. Vi kæmper for det samme og har alle oplevet at få komplimenter på bekostning af, at vores kvindelige kollegaer så skulle nedgøres, svines til og usynliggøres. Og det er vi færdige med. Den gamle branche-sang om, at der kun er plads til en kvindelig rapper ad gangen, er forbandet gammeldags og skal modbevises nu.”

Hvorfor har I været så svære at få øje på på den danske musikscene?

Annelise: ”Jeg er vildt træt af at høre spørgsmålet fra medier, blogs og radioværter om, ‘’hvor er alle de kvindelige danske rappere henne?’’. For det første er vi mange. For det andet er vi rigtig mange dygtige. Så de må jo simpelthen ikke ha’ gidet at lede.” 

Vigsø: ”Problemet er jo, at det ikke kun er indenfor rapmusik, at kvinder er svære at få øje på, men i alle musikgenrer. Selvom vi findes i hobetal. Og så skal man høre fra bookere i interviews i landets største medier, at de “ikke går op i køn, men i kvalitet”. Enten har de ikke researchet ordentligt eller bare ikke syntes, at kvinder kan lave musik af kvalitet. Musik er en mandeverden, og vi har alle set verden med netop mænds briller på. Jeg tror, der er mange, der skal vænne sig til flere kvinder i fag som litteratur, film, musik og kunst, fordi de er vant til at opleve mænds ord og mænds musik. Sådan tror jeg også, det er med rap. Mange skal omstille sig og forstå, føle og blive vant til kvinders stemmer, ord og universer. Og det tager tid, virker det som om. Det er også derfor, at kvindemusikalske projekter som ’Hunsolo’ og ’Hej søster’ eksisterer i bedste velgående”. 

Hvordan kan det være, at gutterne i dansk rap er så gode til at banke igennem og organisere sig? Kan I ikke gøre det samme?

Annelise: ”Det er det, vi gør med ’Her er vi’. Det er præcis det, vi vil blive bedre til. MEN! Them boys har bare altid været gode til at samarbejde. De er klart mere fremme i skoene og bedre til at introducere hinanden for hinanden og gæste på tracks på kryds og på tværs. Derudover er mænd ikke på samme måde i konkurrence. Mænd lærer, at team play er the best way. Vi kvinder lærer at konkurrere mod hinanden. I stedet for at udvikle os sammen. Desværre.”

Vigsø: ”Annelise og jeg var for eksempel uvenner – uden at vide hvorfor – i flere år. Indtil vi fandt ud af, at hendes gamle pladeselskab svinede mig til og så det som en stor katastrofe, da jeg fik en masse spalteplads i Politiken og havde en plade, det gik godt for. Ligeledes bagtalte jeg Annelise og syntes ikke, at hun fortjente at være, hvor hun var, når hun shinede allermest. Fælles for os begge var, at vi lærte at hade hinanden, fordi der kun var plads til en af os. Og desværre er det her ikke en enkeltstående historie. Det er i øvrigt også sjældent, at du ser amerikanske kvindelige rappere, der ikke har været eller er uvenner.”

Annelise: ”Men FUCK hvor har jeg tit tænkt over de gange, vi mødte hinanden til arrangementer og opførte os falskt overfor hinanden. Hahaha. Jeg hadede Vigsø. Vi hadede hinanden som pesten. Vi kan virkelig takke Karen Mukupa, som inviterede os begge med på scenen sidste år. Tak fordi Vigsø og jeg endelig fik begravet den dumme og ligegyldige cat fight! For hold kæft hvor har vi fået meget fedt ud af hinanden lige siden!”

Hvad mener I, er den største årsag til, at der er så få kvindelige artister på festivalerne og playlisterne?

Annelise: ”Til P3’s show, ’Den Nye Stil’, var Vigsø og jeg inviteret med på scenen af Karen Mukupa for at hylde hendes og Natasjas gruppe, No Name Requested. Men oprigtigt talt var det jo ikke os, som arrangørerne ville have med på scenen den aften. De ville have Pharfar, Kaka og Wafande med”. 

Vigsø: ”De ville have Kesi til at rappe ’Ildebrand i byen’. Heldigvis stod Mukupa fast på, at det var den nye generation af damer, som skulle op og repræsenteres. Og sådan blev det. Men der var ingen andre end Karen, der havde kvindelige rappere i tankerne. Det er jo ret vildt, for man skulle tro, at arrangørerne var interesserede i kvindelige artister i forhold til, hvor meget de udtaler sig til medierne om, at de leder efter dem, ikke.”

Annelise: ”Da min første single, ’Frisk Fiks’, udkom, kom jeg også på en af Soundvenue’s årlige ”10 nye rappere du skal holde øje med”-lister, men så har de faktisk aldrig rigtig skrevet noget om mig eller mine udgivelser ever since. Sååå holder I stadig øje, Soundvenue? Asking for a friend.” 

Vigsø: ”Jeg tror tit, at mænd booker mænd. Måske fordi det er det, de er vant til, og fordi de bedre kan spejle sig i musikken så. Derfor kunne det være fedt at stoppe med at ignorere kønnene. Vi skal ikke være kønsneutrale, men vi burde være mere kønsbevidste. Men som kvinde skal man ikke bare være god, men dobbelt så god for at slå igennem. Dog synes jeg, det virker som om, vi så småt er på vej mod nye tider. Det siger pladeselskaberne, bookerne og festivalerne i hvert fald. Så vi krydser fingre og spiller shows og fyrer den af imens.”

‘Her er vi’ går ned lørdag 16. november kl 21 på Forbrændingen i Albertslund. På plakaten står: GOLDIE6is, Karen Mukupa, Vigsø, Yakuza, Annelise, YUKKA, Tovepigen, Mismarie og dj THAT FUCKING SARA. Det koster 149 kr, og der er stadig (lidt) billetter til salg.

Foto: Jeanette Philipsen – på billedet er det fra venstre: MisMarie, Mukupa, Yakuza, Vigsø, Annelise og YUKKA.

Find mere om
Footer graphics