Kilo Vintage er københavnernes nye bland-selv-slik: ”Favoritterne er joggingbukser og Y2K”

Det nye vintagekoncept er populært blandt københavnerne. De handler tøjet som var det bland selv-slik. 

Haps. Haps. Haps. En kjole her og et par sokker der. Københavnere handler tøj, som var det bland selv-slik i de nye Kilo Vintage-butikker.

Sådan lyder beskeden fra den nye Kilo Vintage-butik på Nørrebrogade, som åbnede for fem uger siden.

I butikken mærker man allerede københavnernes store efterspørgsel på vintage-tøj.

”Københavnerne har taget rigtig godt imod vores nye butik. Der er ingen tvivl om, at de går meget op i bæredygtig mode,” fortæller CEO, Karina Skovmand.

”Folk kommer, fordi de kan lide, at det er lidt uforudsigeligt. Man ved ikke helt, hvad man kan finde. Også fordi det er sådan lidt bland selv-slik-agtigt,” fortæller hun.  

Inspiration til butikken er hentet fra udlandet, hvor konceptet længe har været en fast del af vintagemarkedet i storbyer som Barcelona og Paris. 

Det særlige ved Kilo Vintage er, at de får nye varer hver dag, som sælges til en kilopris på 350 kroner. Tanken er, at man kan håndplukke forskellige beklædningsdele som var det skumhatte, lakridspiber eller karamelsnører en fredag aften. Butikken på Nørrebro er den tredje i København, hvor der allerede findes butikker på Vesterbro og Amager.

Joggingbukser og Y2K hitter

Joggingbukserne, som dannede lange køer af forventningsfulde unge under Corona-pandemien, er stadig i højsæde. 

”Det er meget populært herinde. Især blandt de unge,” fortæller Karina Skovmand. 

Og som det er med modetendenser, vender de ofte tilbage. Det ses også med 00’ernes Y2K-mode, som i den grad er vendt tilbage i gadebilledet. Det mærker de også hos Kilo Vintage på Nørrebrogade.

”Vi havde virkelig meget Y2K-ting på et tidspunkt. Det var bare væk på et sekund,” fortæller Karina Skovmand. 

Alle aldre

Mange har ifølge Karina Skovmand allerede bemærket den nye butik. Og det er folk i alle aldre, der svinger forbi. 

”Interessen er helt afgjort stigende. Vi ser alle aldersgrupper i butikkerne, fra den helt unge teenager til kunder i en mere moden alder. Alle nyder at gøre det unikke fund, og det er min klare fornemmelse at flere og flere finder den bæredygtige mode interessant,” fortæller Karina Skovmand. 

Ved nogle stativer står Jeanette på 48 år. Hun er på udkig efter nogle lange kjoler. 

”Jeg kom lige fra apoteket, og så så jeg skiltet ude fra gaden og tænkte: Det var da en ny butik, den ser sjov ud”, fortæller hun.

Ved en kurv med hatte står Alena og Georgina, som begge er 24 år.

”Vi så skiltet fra gaden, og synes det lød spændene med Kilo Vintage i København, det har vi ikke set før”, fortæller Alena og Georgina, som håber, at de kan få fingrene i nogle nye hatte.

Find mere om
Footer graphics