Kræftskandalen fra Aarhus Universitetshospital, hvor en stor gruppe tarmkræftpatienter ikke er blevet behandlet rettidigt, har fået sundhedsminister Sofie Løhde til at love, at der skal ske noget på kræftområdet. Og det er da også helt vildt utrygt, at flere hundrede patienter ikke er blevet rådgivet og behandlet korrekt – nogen måske med den konsekvens at sygdommen har spredt sig og vil forkorte deres liv.
Men kræftbehandling er mere end screening, tidsfrister, operationer og adjuverende kemoterapi. Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år, og flere og flere lever, heldigvis, med kræft. Faktisk nærmer tallet af patienter, der lever med en kræftdiagnose sig 400.000. Det er vigtigt, at alle disse mennesker får adgang til den nyeste og bedste medicin til deres sygdom, så de kan få så godt et liv som muligt, så lang tid som muligt.
Der sker revolutioner på kræftbehandlingsområdet i disse år, men desværre er Danmark provokerende langsomme til at godkende ny effektiv kræftmedicin. En af årsagerne er naturligvis, at vi har et kollektivt og solidarisk hospitalsvæsen, hvor pengene skal strække til mest og flest, og der derfor naturligvis er nødt til også at indgå økonomiske overvejelser, når en behandling skal godkendes. Men det virker dumt, at mange nye kræftbehandlinger ligger til afgørelse i årevis hos Medicinrådet – efter at de for længst er godkendt i alle mulige andre lande og det europæiske lægemiddelagentur, EMA.
Den oplevelse har de danske brystkræftpatienter i disse år. Brystkræft er den mest udbredte form for kræft hos kvinder, og selvom screening og tidlig behandling gør meget, så dør over 1.000 danske kvinder om året af sygdommen. Der er for eksempel opfundet en god behandling, som hedder Enhertu, der kan forlænges en del uhelbredelige brystkræftpatienters liv. Enhertu er en blanding af kemo og immunterapi, og der var så gode resultater med den nye behandling, at onkologer fra hele verden rejste sig hujende og klappende, da resultaterne blev præsenteret på deres årlige kongres. Alligevel tog det Medicinrådet to år at godkende behandlingen til den første gruppe af danske patienter, og der var patienter, der flyttede adresse til Sverige eller købte medicinen i det private.
Jeg er en af dem, der venter på at komme i betragtning til Enhertu, fordi den endnu ikke er godkendt til min patientgruppe i Danmark. Men jeg forventer, at min stat, min regering, mit hospital, min sundhedsminister og min onkolog gør alt, hvad de kan for, at jeg kan være her så længe som muligt, trods min kroniske brystkræftdiagnose, der har 3,5 år på bagen.
Guderne skal vide, at alle læger og sygeplejersker jeg har mødt på min vej i behandlingen, gør alt hvad der står i deres magt. Og jeg ville ønske, at de danske sygeplejersker fik et gevaldigt lønløft for deres uvurderlige arbejdsindsats. Men et godt personale kan ikke ændre en forældet forretningsgang, hvor Medicinrådet spilder dyrebare måneder og år med at gennemgå og gentage de samme data, som det europæiske lægemiddelagentur EMA allerede har gennemgået og godkendt. Det er spild af tid og penge.
Sådan her udtalte overlægen Peter Meldgaard for nylig til Sundhedspolitisk Tidsskrift:
”Der sidder højkompetente fagfolk i EMA, der minutiøst gennemgår alle effekt- og toksicitetsdata fra de godkendelsesstudier (…) De udarbejder udførlige dokumenter, hvor data og statistik præsenteres, som alle kan tilgå. Alligevel har vi i Danmark besluttet, at det er nødvendigt at nedsætte en lang række fagudvalg under Medicinrådet og involvere en hulens masse fagfolk, hvis job er at vurdere nøjagtig de samme data. Altså, udføre en opgave, som EMA – i min optik – allerede har løst på et højere kompetenceniveau. Det er formålsløst dobbeltarbejde.”
Danmark sakker bagud
Alene på brystkræftområdet findes der otte nye behandlinger, som er standardbehandling i andre europæiske lande, men som de danske patienter ikke kan få, ifølge Brystkræftforeningen, fordi de ikke er godkendt til brug i Danmark, medmindre der er tale om forsøg.
Når det gælder udgifter til sygehusmedicin set i forhold til BNP, så ligger Danmark nede på en 39. plads i OECD, hvilket er tredjesidst, og når det gælder antal godkendte lægemidler, ligger Danmark på 15. pladsen i EU. Mildest talt ikke er imponerende.
Den følelse, man sidder med som kræftpatient, er derfor, at penge må være vigtigere end menneskeliv, og at Medicinrådet i virkeligheden mest er sat i verden for at vurdere, om der er råd til de nye behandlinger – og eventuelt forhale dem så længe som muligt. Imens sakker Danmark bagud, når patienter overlever længere og bedre i vores nabolande og hurtigere får adgang til ny medicinsk behandling. Behandling der kan give dem uvurderlige måneder og år med deres kære. I stedet må vi kigge på, at kræftpatienter i andre lande får en bedre behandling.
Alt dette blev ikke nævnt med et ord i regeringens nye sundhedspakke, der skulle ”genoprette tilliden til kræftbehandlingen”. Men hvis Sofie Løhde & co gerne vil gøre noget godt for os kræftpatienter, så kunne det være, de skulle se på, hvordan vi hurtigere får adgang til den medicin, der kan holde os i live. For eksempel ved at lukke Medicinrådet.
