I tredje sæson af YouTube-serien ‘Grænser’ følger vi Palma, Theo, Martha, Johan og Annemone, når de står overfor helt nye grænser, når alkohol påvirker venskaber, kærlighed, sex og modet til at være ærlig. Ifølge instruktør Jonas Risvig er det den sæson, hvor der er tages allermest ansvar for, hvad der kommunikeres ud til den yngre generation. I ’Grænser’ bruges der meget tid på alkohol i serien uden rigtigt at italesætte det, men det er der lavet helt om på i den nye sæson.
Vi har derfor talt med den succesrige instruktør og manusforfatter Jonas Risvig og skuespiller og manusforfatter Andrea Monberg, om hvordan man bedst muligt laver ungdomsfiktion, hvor de unge tages alvorligt, og uden at historien bliver fortalt med en løftet pegefinger.
Ifølge Jonas Risvig er ’Grænser’ nu klar med en sæson, som er flottere, vildere og mere dyb end tidligere. Men noget andet særligt er, at der tages ansvar for nogle af de ting, serien har fået kritik for i de tidligere sæsoner.
”I den nye sæson tager vi mere ansvar. Hvis der skal drikkes så meget i vores serie, så må vi også vise, hvilke nuancer, der er ved at drikke. Vi snakker også om, hvordan det kan gå galt, og hvor vigtigt det er at kunne sige ’nej tak, jeg har ikke lyst’”, fortæller Jonas Risvig.
I sæsonen oplever vi den mørke side af alkohol i forhold til de fem hovedkarakterer og deres relationer. Jonas Risvig og hans hold zoomer ind på, hvad der sker, når man får et blackout, bliver drugged, vold og alvorlige rygter.
Traileren til tredje sæson af Danmarks måske største ungdomsserie, ’Grænser’, lander i dag. Heldigvis skal vi heller ikke vente længe på, at serien får præmiere på Jonas Risvigs YouTube-kanal allerede den 1. december 2022.
Skabt af unge til unge
Jonas Risvigs indbakke er fyldt med inputs fra piger og drenge fra hele landet i gymnasiealderen. De her inputs og pointer bruger han, i samarbejde med de andre forfattere, masser af tid på at implementere i serien.
Derudover får han hjælp fra en af sine hovedmedforfattere, Andrea Monberg. Når Jonas Risvig har fundet et overordnet tema, han ønsker at berøre, så konverterer Andrea Monberg det til et relaterbart sprog og handlingsforløb, som hendes omgangskreds kan genkende og måske selv har gennemgået.
Andrea Monberg spiller både karakteren ’Martha’ i ’Grænser’, men derudover er hun også medforfatter på serien. Hun er 19 år og går selv i gymnasiet i 3.g. Det betyder også, at hun kender målgruppen, deres sprog og udfordringer.
”I starten brugte jeg inspiration fra mit virkelige liv. Altså, ’the ground work’ af karaktererne er jo baseret på mennesker, man har mødt og sider af sig selv. Så det er meget naturligt at tænke sine venner ind i det. Hvis der for eksempel har været et drama i mit liv, som jeg har lært en masse af, så er der sikkert også andre, der kan lære noget af det”, beskriver Andrea Monberg.
Hvis der er nogen, der ved, hvordan det er at være 19 år, så er det dem, der er det. Derfor er det også denne generation, der har de bedste forudsætninger for at sætte ord på, hvilke følelser og tanker, der er forbundet med det, mener Jonas Risvig:
”Det er Andrea, der i virkeligheden gør mig klog på, hvor vi skal sætte nålen henne på landkortet, mens jeg holder overblikket over de store buer i fortællingen. Hun sørger for, at det bliver ægte og autentisk, og jeg sørger for, at vi når i mål med de vigtige budskaber og pointer. Andrea ved, hvordan det skal fortælles, men hun fortæller ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg har til gengæld et ønske om, at dem der ser ’Grænser’ også får noget med derfra.”
Ingen voksne eller pegefingre
I ’Grænser’ er der ikke nogen voksne. Overhovedet. Det gælder både foran kameraet og bag kameraet. Jonas Risvig og hans makker Jesper Christensen er de ældste, og det er der en god grund til:
”Jeg kigger ud over et medie- og filmlandskab, hvor vi slet ikke har taget de unge alvorligt. Jeg ser igen og igen film og serier, der er produceret af voksne +50, som enten romantiserer deres egen ungdom, eller prøver at lære de unge noget omkring, hvor galt livet det kan gå. Det er jeg i kæmpe opposition til. Jeg føler stadig, at jeg kan relatere til at være ung i dag, men jeg ved også, at jeg allerede er blevet ’meget gammel’ i forhold til det, der foregår. Jeg har det privilegie, at jeg kan give taletid til dem, som jeg ikke synes får nok taletid. Jeg synes, at ungdommen er dem, der bliver hørt sidst i samfundsdebatten. Her på min platform i fiktionens verden, der skal de fandme høres”, forklarer Jonas Risvig.
Det er også grunden til at Jonas Risvig udgiver serien på sin egen YouTube-kanal. Her er der nemlig fuldstændig redaktionel frihed til at gøre det på lige netop den måde, som de fem hovedroller synes, at det skal gøres. Alle voksne er fjernet fra rummet, og serien er tilgængelig og gratis for alle.
”Hvis jeg skrev og instruerede ’Grænser’ uden de unge, så ville jeg være endnu en voksen, der fortæller de unge, hvordan de går og har det, og hvordan de skal leve deres liv. Serien skal være et frirum, hvor de unge kan tale med hinanden, om hvordan de har det. Derfor er det vigtigt for mig at fralægge mig ansvaret og ikke være en del af den samtale. Jeg vil gerne facilitere samtalen, og jeg vil sindssygt gerne skabe rammerne, men det er karaktererne, der selv skal bestemme replikkerne, musikken og tøjet.”
Andrea Monberg er også enig i, at det er vigtigt, at unge selv har en stemme i fiktion, der omhandler dem selv:
”Når voksne laver ungdomsfiktion, så prøver de at opdrage. Vi moraliserer ikke i ’Grænser’. Vi fortæller en historie, så folk kan føler sig set. Når voksne laver ungdomsfiktion, er det med en løftet pegefinger, der kan blive løftet så højt op, at hele pointen falder. Man står fuldstændig af som ung. Derudover har vi ikke en stor streamingtjeneste i ryggen, der vil have det på en bestemt måde. Det er meget mere frihed i det på den her måde.”
En samtalestarter
Jonas Risvig håber også, at karaktererne i ’Grænser’ kan være et forbillede, når det kommer til snakken om følelser, tanker og mentalt helbred:
”Hvis der er noget, de kan i ’Grænser’, så er det eddermame at sige, hvordan de har det. De begår konstant fejl, men de er virkelig dygtige til at sige højt, når der er noget, der ikke er okay, og de er gode til at sige undskyld. Jeg vil gerne inspirere de unge til at turde gøre lidt det samme, som vennerne i ’Grænser’ gør. Måske er det nemmere at starte en samtale med sine venner, hvis man bliver inspireret af karaktererne i serien.”
Alkohol og unge er ikke et nyt samtaleemne i debatten. Men ofte er det især voksne, der har en holdning til, hvornår, hvad, og hvor meget unge skal drikke. Derfor giver ’Grænser’ også mulighed for at starte en samtale om de eventuelle problematikker, der medfølger. Ifølge Andrea Monberg er karaktererne i ’Grænser’ suverænt gode til at mærke efter, hvad der er rigtigt og forkert:
”Mange af karaktererne er meget bevidste, og de tager stilling til, om de vil drikke eller ej, og det synes, jeg er virkelig vigtigt. De er gode til at mærke efter i denne her sæson. Jeg tror, at voksne mennesker har en tendens til at glemme, hvor reflekterede og gode de fleste unge er til at mærke efter. Vi tænker megameget over, hvad vi gør. Jeg synes klart, at sæsonen kan starte samtaler om, at man skal passe på sine venskaber, passe på sig selv og ikke mindst tjekke, hvordan andre har det.”
I stedet for altid at tale om genstande, bivirkninger og statistikker, så ønsker Jonas Risvig, at vi taler om, hvorvidt det store alkoholforbrug kan have noget at gøre med den samme generations brede mistrivsel.
”Det er ikke så vigtigt, om man drikker en øl mere eller mindre, så længe man lære at tale om, hvordan man har det. Jeg synes, at det er så ambivalent at tale om, at unge ikke skal drikke til gymnasiefester. Alkohol kan fandme både en masse gode og dårlige ting, og det er de unge, der bedst ved, hvornår de vil drikke og hvordan de vil drikke. Dét tror jeg, vi skal stole på.”
