Samir Souid
PR-foto

Bæredygtige fødder: Samir producerer sko af plastikaffald fra verdenshavene

Samir Souid har skabt Danmarks første 100 procent bæredygtige sneakers. “Jeg håber at være med til at starte en bevægelse”, fortæller han.

Det startede med en dokumentarfilm, som Samir Souid så for et par år siden. En film om hvor meget plastik, der flyder rundt i verdenshavene og ødelægger naturen og biodiversiteten. Filmen, ‘A Plastic Ocean’, ændrede Samir Souids måde at tænke på. For kunne det virkelig passe, at der hvert år bliver dumpet over otte millioner ton plastikaffald i havene?

“Filmen ramte mig helt vildt, måske fordi jeg skulle være far og var meget bevidst om den verden, som min søn vokser op i. Jeg satte mig for at lave en sko produceret af plastik fra havet,” fortæller Samir Souid.

Og efter to års research er resultatet nu klar. The Surface Project. En kollektion af sko i fem farver – hvid, sort, navy, grøn, bordeaux og orange – og den første danske sneaker, der er produceret hundrede procent bæredygtigt. Det vil sige, at materialet hverken er behandlet med kemikalier eller farvet med miljøskadelige farvestoffer.

“Jeg har brugt lang tid på det her, for jeg ved, at hvis jeg skal gøre det troværdigt, så skal der være certifikater på det hele. Men en sko er svær, fordi den består af så mange elementer,” forklarer Samir.

Prototypen var “fucking grim”

Den første udfordring var at fremstille et materiale så lækkert, at folk ville gå med det. Så Samir Souid tog til Spanien og besøgte en fabrik, der har specialiseret sig i at producere tøj af genanvendte materialer. Her blev han introduceret til Seaqual – en organisation, der i samarbejde med fiskekuttere verden over samler makroplastik op fra havet, hvorefter det dekonstrueres til et nyt, kansas-lignende materiale, der kan bruges til eksempelvis sko.

Og det er det materiale, som nu bruges til at lave overdelen på skoene. 55 procent af Seaquals materiale er plastik fra havene, og 45 procent såkaldt “post consumer plastic” – altså genbrugsplast. Fabrikken, som producerer Seaqual, kører tilmed på 50 procent solenergi og har minimeret deres vandspild, og når de farver deres materiale, er det uden den normalt så vandkrævende indfarvning. Foret på skoen er lavet af økologisk bomuld, hvor der ikke er brugt de ellers så forurenende indfarvningsmetoder, og indlægssålen er lavet af kork, som er blevet til overs fra produktion af korkpropper. Samme type som Birkenstock-sandaler i øvrigt.

“Problemet var også, at de første prototyper var fucking grimme, så vi måtte arbejde videre med designet for at få sat flere forskellige materialer sammen, så skoen også blev cool at se på og fleksibel at have på. Så vi arbejdede også meget med at gøre den både flot og komfortabel, så det har handlet om at gøre det langsomt og systematisk, så produktet var så gennemarbejdet som muligt.”

Returpant på sko

Når man bestiller et par sko fra Surface Project, betaler firmaet for, at skoene bliver fragtet på den mest miljøvenlige måde. Hvis man derimod vil have sine sko leveret hurtigere, må man selv betale merprisen for ekspresfragt. Og skoene bliver – selvfølgelig – leveret i bokse, der er produceret af genbrugspap.

Så hånden på hjertet, Samir, hvor sikker kan man være på, at et par sko fra The Surface Project virkelig gør noget godt for verden?

“Det eneste sted, hvor den driller, er på logistikken. Vi har brugt så meget tid på det, og det bedste man kan gøre er at vælge en transportmulighed, hvor der bliver betalt en afgift, så der bliver doneret et par kroner til en eller anden organisation. Men lige meget hvad vil transport altid være forurenende. Det er det eneste sted, hvor jeg gerne ville kunne have gjort det bedre, og hvor der er plads til forbedring,” siger han.

Desuden lancerer Surface Project et pantsystem. Hvis man sender sine udtjente sko til firmaet, kan man købe et par nye til 20 procent nedsat pris.

“Jeg håber, at jeg kan være med til at starte en bevægelse, hvor folk bliver mere bevidste om, hvordan deres tøj er produceret. Nu har vi første kollektion klar, men på længere sigt vil jeg gerne udvide varesortimentet. Det her er kun starten,” siger Samir Souid og lover, at han har gjort alt for, at hans produkt ikke kan beskyldes for at være greenwashing-bullshit.

“I forhold til de store brands, hvor det ville være kompliceret at omlægge til en 100 procent bæredygtig produktion, har det været en fordel for os, at vi har bygget hele brandet op på et bæredygtigt fundament fra starten. Folk efterspørger dette, men de vil også have gennemsigtighed. Det kan godt være, at vi bare er endnu et nyt brand, men problemet er, at der ikke er nok brands som vores. Der skal bare mange flere på banen, hvis det skal nytte noget.”

Skomager bliv ved din læst

I næsten tyve år stod Samir Souid bag sit eget skobrand, Shoeshibar, som han lukkede i 2017.

“Jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne tage det brand videre efter at have gjort det samme år efter år. Egentlig var min plan at lave noget helt andet, og mens jeg lå derhjemme og tænkte over fremtiden, så jeg også en masse Netflix og faldt over filmen ‘A Plastic Ocean’ – samtidig med at jeg fandt ud af, at jeg skulle være far. Det var meget angstprovokerende at rive sit livsgrundlag op med rod og starte forfra, men det er nogle gange det, der skal til, så man bliver tvunget ud i det ekstreme og tænker i nye baner,” siger Samir, men understreger, at han – eller andre for den sags skyld – ikke kan redde verden overnight.

“Jeg ved godt, at det er en mission impossible at rydde op, men vi bliver nødt til alle sammen at tænke over det og være innovative. Jeg så lige, at der er to forskere i Asien, som har skabt en bakterie, der kan nedbryde plastik i havet, for ellers tager det over 500 år at blive nedbrudt. Men hvis jeg på nogen måde skal bidrage, så må jeg tage noget, jeg er god til – at lave sko – og gøre det endnu bedre, ” siger manden, der selv er vokset op i en familie af skomagere.

“Der er altid blevet talt om sko rundt om middagsbordet hjemme hos os, så jeg burde vide lidt om, hvad jeg laver,” siger Samir,

Footer graphics