mor baby
Foto: Alex Pasarelu/Unsplash

Ditte Giese: De hvide og velbjergede har glemt klassekampen i deres jagt på import-babyer

Så længe børn fødes af kvinder, kan det betændte surrogatmor-spørgsmål ikke reduceres til en kamp for ligestilling. Alle har nemlig ikke ret til en dejlig baby, og det ville klæde det danske LGBT-miljø at huske på klassekampen i deres kamp for eget familieliv.

Det har altid været sådan, at har du penge, så kan du få. Og har du penge nok, kan du købe dig adgang til en fattig colombiansk, amerikansk eller ukrainsk kvindes krop. Der er i disse år vækst i såkaldt cross-border surrogacy, altså kommercielt surrogatmoderskab på tværs af landegrænser.

Hver eneste gang en enlig mand eller et barnløst par ”samarbejder” med en udenlandsk surrogatmor, så bryder de ikke alene dansk lovgivning, som ikke tillader kommercielle surrogatmødre, men de udbytter også en fattig kvindes kamp for sit livsgrundlag. Det er den ubehagelige sandhed. Og den er værd at huske på, når endnu en kendt homoseksuel mand jubler i sladderbladene over at skulle være far igen og måske omtaler den fødende kvinde som ”graviditetsvært”.

”Kvindekamp er klassekamp” lød et af rødstrømpernes kampråb, men især LGBT-bevægelsen har glemt klassekampen i deres iver efter at blive ligestillede med heteroseksuelle og lesbiske pars biologiske muligheder for at reproducere sig selv. Det er da sympatisk, når 50.000 skriver under på et borgerforslag om, at medfar skal anerkendes på lige fod med medmor, og det er også umiddelbart en god idé med regeringens nye arbejdsgruppe, der vil se på de etiske problemstillinger på området.

Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) svarer på debat om surrogatmødre
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i debat om surrogatmødre på Facebook

Men det er som om, at det bliver glemt i medfar-debatten, at barnet ikke bare dumper ned med storken. Hver gang en enlig mand eller et mandligt kærestepar bliver forældre, så er der en kvinde, der har lagt livmoder til. Der er en kvinde, der har gennemgået benhård fertilitetsbehandling, båret barnet i ni måneder, født det, givet det fra sig og nu står tilbage med alle de emotionelle og fysiske efterfødselsskader og -reaktioner, som en graviditet og en fødsel efterlader.

Alle er desværre ikke vindere, når vi taler rugemødre. Ved vi overhovedet, hvad det gør for et nyfødt barn at blive fjernet fra den kvinde, der har båret det i sin krop og lagt i armene på fremmede i den livsvigtige første tid i et barns liv? Vi taler heller ikke om den naturlige udelukkelse fra forældreskab, som sker biologisk med alderen, hvilket også rammer potentielle adoptionsforældre, mens en mand, der køber børn hos en rugemor, kan blive far som 70-årig, hvis det passer ham.

Herhjemme skelner vi mellem det altruistiske og det kommercielle surrogatmoderskab, og vi tillader i Danmark kun rugemødre, som selv er ophav til barnet, altså familiemedlemmer, og hvor der ikke er penge involveret. I populærkulturen har vi set masser af popstjerner og kendisser gå shop-amok i adopterede børn og surrogatbørn, tænk bare på Madonna, Kim Kardashian og fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, der har meldt ud, at han vil have hele syv børn, angiveligt fordi det er hans trøjenummer på banen.

Rugemoderskab har altid været kontroversielt, og jeg husker, hvordan et folkemøde på Bornholm for nogle år siden blev invaderet af mandlige aktivister med tomme barnevogne og skilte, hvor der stod ”hvorfor må jeg ikke blive far?”. Det løb mig koldt ned ad ryggen over disse mænd, der som det naturligste i verden mener, at kvinder bør stille deres kroppe til rådighed for, at de kan blive forældre.

Ja, det skulle åbenbart være en slags ligestilling og nogenlunde det samme, som den fertilitetsbehandling som solomødre og lesbiske kan benytte sig af. Men at donere og købe en portion sæd og at bære et barn i ni måneder er som at sammenligne en cykel med en rumraket.

En stærk LGBT-lobby markedsfører i disse år surrogatmor-spørgsmålet som et ligestillingsproblem, hvor de sammenligner medfar med medmor og anfører, at det er uretfærdigt og uligestillet, at det tager 2,5 år at blive medfar som bøsse, mens det går hurtigere for lesbiske. De glemmer bekvemt, at det er kvinder, der føder børn. I hvert fald indtil nogen opfinder en børnerugemaskine, og at de lesbiske par selv har født de børn, som de bliver mødre og medmødre for. Og det er ikke på nogen måde det samme som at benytte sig ulovligt af en udenlandsk rugemor. Det er derfor ikke et spørgsmål om diskrimination, men om lovgivning og en værdig behandling af kvinder uden andre muligheder fra fattige lande.

Kvinden i de heteropar, som bruger udenlandsk rugemor, har i øvrigt også svært ved at blive anerkendt som medforælder, hvilket illustrerer absurditeten i ligestillingsargumentet endnu tydeligere. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om barnets juridiske rettigheder, som også er noget rod, ligesom at det lille levende menneske med ophav i en surrogat-handel kommer til verden som en slags handelsvare.

Det er rent ud sagt misogynt at betragte sårbare kvinders kroppe som produktionssted for privilegerede menneskers ønskebørn (homo- såvel som hetero), og det lugter lidt af ’The Handmaid’s Tale’, når en privilegeret overklasse betaler sig til fattige kvinders fertilitet.

I det rige Danmark tror vi desværre fejlagtigt, at alle har ret til et fedt køkken og en fed kernefamilie, men det har aldrig været en rettighed for nogen, mand, kvinde, homo, hetero, nonbinær – at blive forældre. Det er et lykketræf af dimensioner, hvis man får lov at blive nogens forælder! Og hvis man drømmer om at blive forælder, uden at have de biologiske muligheder for at blive det, må man forsøge sig med adoption, blive elskelig gudfar, involvere sig i børn i nærmiljøet eller indgå regnbuefamilier eller forældreskabsaftaler med mennesker, som drømmer om det samme.

Der er desuden masser af skruk singlekvinder derude, som mangler en medfar at stifte familie med. Se dét er ligestilling.

Footer graphics