I forrige uge satte Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez sin veluddannede derrière i klaskehøjde, da hun skrev klummen ’Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol’, om hvordan “en kvinde på 30 i København med humanistrødderne stadig solidt plantet i den højbårne KUA-litteratur har overraskende svært ved at finde en partner”. Reaktionen på de sociale medier var mildest talt overvældende og ikke særlig venlig.
Men hvorfor udløser Diez’ frustrationer over dating-livet så skarpe reaktioner? Først og fremmest fordi de interesserer dig. Ellers ville du ikke læse med. En god klumme handler om identifikation, og eftersom vi er rekord mange singler, så er der masser af læsere, der kan se sig selv i Katherines kvaler. Ikke mindst mig selv, for jeg er også kronisk alene, og selvom jeg ser problematikken fra den anden side, kan jeg godt forstå og sympatisere med Diez. Jeg kan også godt blive irriteret over hende, men det er en irritation, der lige så meget handler om mig selv. Jeg er nemlig i samme båd.
Ikke at jeg skal pynte mig med Katherines fjer. Hvor hun er vulgært velhavende på kulturel kapital, har jeg blot til dagen og vejen. Min bogreol imponerer ikke nogen sizequeens i den henseende og består mest af faglitteratur og bøger om krig. Søren Pinds erindringer er det mest skønlitterære, jeg læser, og jeg finder oftest finkultur kedeligt. Det, jeg har kørende for mig, er derimod demografien.
Der er simpelthen flere kvinder i storbyerne, og de vil som minimum have en mand med en lige så lang uddannelse som dem selv. Det giver mig og mine med-akademikermænd nogle fordele. Det gider jeg sådan set ikke undskylde for. Ligesom storbykvinder ikke har pligt til at tage tilbage til Udkantsdanmark og gifte sig med nogen, hvis karrieredrøm er at blive level 80 troldmand i World of Warcraft, så er vi akademikermænd heller ikke forpligtede til at befrugte æg, der nærmer sig udløbsdatoen.
Vi mangler en flirtekultur
Når jeg alligevel sympatiserer med Diez, så er det, fordi jeg godt kan se, hvordan det kan være op ad bakke med os mænd. Da jeg i starten af 30’erne stod var nyskilt, var jeg på bar bund. Sidst jeg skulle forføre damer, var det nemlig noget med at hamre tequila-shots ned på LA-bar sammen med mine soldaterkammerater og så forsøge at fokusere, når der skulle skrives telefonnumre ind på 3310’eren. Jeg var ikke engang god til score i byen dengang.
Men nu virkede det lige så sandsynligt at møde en sød kvinde tilfældigt som at møde hende på månen.
For vi mangler en flirtekultur i Danmark. Jeg ved ikke, om det er vores dårlige vejr og deraf manglende udendørskultur eller vores kortfattede protestantiske hilseformer. Jeg konstaterer bare, at de rum for tilfældige møder, jeg oplever i andre kulturer, ikke eksisterer herhjemme. Eller også er jeg bare, som så mange andre danske mænd, dårlig til at skabe dem.
Derfor kastede jeg mig over onlinedating, hvilket var en blandet oplevelse. Elitedating var som at gå til jobsamtaler. Scor.dk var smæk for skillingen, men jeg kunne ikke overskue kvinder, der skrev i capslock. Det var, som om de allerede råbte af mig, før vi havde mødtes. Sugardating prøvede jeg også – dog i den omvendte konstellation. Imidlertid var den eneste rige MILF, der viste interesse for mig fra Wupperthal i Tyskland, og det var alligevel for langt væk. Som alle de andre basic bitches endte jeg på Tinder, så hvis du har geninstalleret appen i et ensomt og tømmermandsramt øjeblik, har du givetvis swipet forbi mit douchy og solbrillebærende kontrafej.
Jeg er nemlig godt klar over, at jeg er en af dem, som mange kvinder er trætte af. Klagesange over os singlemænd i 30’erne er efterhånden en selvstændig litterær genre. Om hvordan vi er nogle drengerøve. Drenge og/eller røve. Jeg kan sådan set godt genkende kritikken. Der er vel for pokker også en grund til, at vi er singler. Vi lever som teenagere 20 år længere end alle andre på planeten. Peter Pan-mænd.
Narcissister skriver om deres privatliv
Men jeg tror ikke, at det er der, hunden ligger begravet. Tværtimod. Der har aldrig været flere singler, og vi har aldrig boet tættere på hinanden. Ja, der er en kønsskævhed, men så er den heller ikke mere markant. Det har kort sagt aldrig været nemmere at finde en kæreste. Når så mange af os alligevel er singler, så er det ikke, fordi vi ikke kan finde nogen. Det er, fordi vi har nogle ekstremt høje krav, som meget få kan leve op til. Er man en del af kultur- og medie-boblen som Diez og jeg, så bliver det kun endnu værre, for der er ingen ikke-narcissister, der skriver klummer om deres privatliv.
Derfor har mange af os, der ellers har succes med meget andet i livet, svært ved at få vores kærlighedsliv til at fungere. Vi skifter jobs, bopæl og partnere hurtigere end nogensinde før i verdenshistorien. Det giver en fantastisk frihed, men det fodrer også den nagende tvivl: Hvad nu hvis der er noget bedre lige om hjørnet? Hvorfor skal jeg engagere mig i dette menneske, når der måske kommer noget mere spændende lige om hjørnet? Vi lider af kærlighedsmæssig FOMO, og det betyder, at vi ikke lægger det fornødne arbejde i at opbygge forhold.
Derfor giver det ikke mening at brokke sig over det modsatte køn. Ligegyldigt hvor meget de opper sig ovre i den anden lejr, så vil vi kun hæve forventningerne yderligere. Bogreolen kan aldrig blive lang nok, ligesom kvinder aldrig kan blive for charmerende. Vi er krævende og kræsne, og kræsenhed behøver man ikke undskylde for. Det er menneskers utilfredshed med tingenes tilstand, der får os til at udvikle os. Til gengæld skal vi lade være med at brokke os, for der er kun en person, der bærer ansvaret for vores ensomhed. Nemlig os selv.
