jack nicholson
Arthur Schatz/Ritzau Scanpix

Heartbeats guider dig til din sommerlytning: Disse podcasts skal vi selv lytte til

Ferien er her, og det er tid til at dase. Her på redaktionen gør vi selvfølgelig helst den slags med en god podcast i ørene.

Medmindre man holder såkaldt staycation, så er transporttid for de fleste af os en uomgængelig del af ferien. Og når køreturen eller flyveturen, Flixbussen eller Kombardo Expressen henover Kattegat bliver lidt for sløj, kan det jo være velgørende at lytte til en god podcast i stedet for.

Eller hvis – gud forbyde det – det regner, og man må tilbringe dagene indenfor…

Vi gør det tit, og vi deler selvfølgelig gerne ud af vores anbefalinger – som stikker i mange forskellige retninger. Fra vulvaer til ludomani og lidt derimellem. Hvis man er heldig, lærer man noget undervejs. Andre gange er det rart bare at få lidt selskab i øregangene.

Without further ado – her er redaktionens podcast-anbefalinger til din sommerferie. God sommer!

Sidsel Brandt Hasberg

Sidsel Brandt Hasberg anbefaler:

Min søn har en djævel’ (Heartbeats)

Der er store følelser på spil i podcastserien ‘Min søn har en djævel’. Bastian er kommet ud i et alvorligt spillemisbrug, og hans far, Thomas Stokholm, forsøger i podcastens fem afsnit at hjælpe – og forstå: Hvorfor gik det galt, hvad er mit ansvar og hvordan kommer vi videre herfra? I en række samtaler mellem far og søn forsøger Stokholm at fatte, hvordan ludomanien fik fat i sønnen, og det er både tårefremkaldende, hård og tankevækkende lytning. At en podcast om ludomani er sponsoreret af Danske Spil, kan man mene om, hvad man vil. Men at det er en væsentlig og rørende beretning om misbrug, er der ingen tvivl om. Den er produceret af dygtige kollegaer hos Heartbeats – og jeg er ikke i tvivl om, at alle, der har haft misbrug – om det er stoffer, alkohol eller spil – inde på livet, kan spejle sig i den modige fortælling.

‘Kh Underlivet’ (Podimo/SAGA Talks)

Tour de vulva, orgasmegab og menstruation som et politisk hot emne. Jeg har endnu blot lyttet til to-tre afsnit af ‘Kh Underlivet’, men mine sommerdage skal klart tilbringes med den klassiske – men på ingen måde kedelige – samtalepodcast om køn, krop og seksualitet i ørerne: En underholdende form for lydlig seksualundervisning med vidende gæster, der taler om emner, som jeg i dag ville ønske havde været pensum til seksualundervisningen i min folkeskoletid. Vært Emma Libner kan med sin rolige og engagerede tone få samtaler om udflåd, analsex og andre – for mange – lettere akavede og tabubelagte emner til at flyde på befriende vis. Herfra også en klar anbefaling om at følge hende på Instagram.

Oliver Ruby

Oliver Ruby anbefaler:

‘Helt blæst på Heartland’ (Heartbeats)

Hvis man ikke har fået nok festival i 2022, og stadig drømmer sig tilbage til ølbowling og dårlige The Strokes-koncerter – så vil jeg på det varmeste anbefale ‘Helt blæst på Heartland’. I podcasten følger vi de tre fiksere fra Heartland, som stive og i stiv modvind kæmper sig igennem buskadserne på Egeskov Slot for at få festivalen til at hænge sammen. Podcasten er indiskutabelt én af årets sjoveste, men også mest kaotiske lytteoplevelser. Herfra lyder derfor både et ‘god fornøjelse’, men også et ‘held og lykke.’

‘4. division’ (DR)

Når jeg på søndag lægger mig ned langs kanalerne for at sole, så smider jeg ‘4. division’ i ørene. Og jeg vil anbefale dig at gøre det samme. Det er kultur-podcast for alle pengene, hvor vi nænsomt og underholdende gelejdes gennem tidens både store og små debatter af vært Adam Holm. Her kan man høre om alt fra fejlslagen kunstcensur til analyser af Inger Støjbergs kommunikationsstrategi. Der er højt til loftet og kamp om ordet hos det skiftende panel af både journalister, mediefolk og kulturpersonligheder – og selvom man kan være uenig, er man altid i super godt selskab.

Adam Emil

Adam Emil Schønnemann Schierbeck anbefaler:

‘Manderegler’ (DR)

En lidt ældre podcast, som jeg synes er aktuel igen med Jordan Petersons (lidt) nye bog ‘Beyond Order: 12 more rules for life’, der indeholder flere regler til den type mænd, der har brug for dem. Udover at have hørt podcasten to gange, er jeg kæmpe fan af Emma Holten, som virkelig er inspirerende at høre på i serien her, hvor hun går ind i det, hun er modstander af. Et nobelt skridt at tage i en verden, der stadig bliver mere polariseret. Hermed også en opfordring til både Anders Haahr og Emma Holten om at lave sæson to af denne podcast med fokus på den (lidt) nye bog med 12 nye regler til alle de regel- og ordenshungrende mænd.

Cecilie Wortziger

Cecilie Wortziger anbefaler:

‘The Trojan Horse Affair’

Jeg elsker at lytte til podcast på engelsk. De første podcasts jeg hørte var amerikanske eller fra England, og det er lidt nostalgisk for mig at have en lækker engelsk stemme i mine ører, som vender og drejer en prekær sag. Podcasten ’Serial’ var, som mange andre, den første podcast som rigtig gjorde, at jeg faldt pladask for lydmediet, og senere gjorde ’S-town’ mig fuldstændig afhængig. Så da en ny podcast af holdet bag mesterværkerne ’Serial’ og ’S-Town’ i år sendte ‘The Trojan Horse Affair’ ud, kom den selvfølgelig på min lytteliste. I podcasten forsøger de at opklare mysteriet om et efter alt at dømme falsk brev, der postulerede, at islamister vil overtage skolevæsnet i Birmingham, England. Det er velproduceret, spændende og lidt langtrukkent – på den helt rigtige måde.

‘Fædregruppen’ (ALLY)

Det er måske lidt ananas i egen juice, da jeg selv er med til at producere denne, men jeg vil gerne anbefale podcasten ‘Fædregruppen’ med vært Christina Sander. Tre fædre samles, som en mødregruppen, og taler ærligt og åbent om forskellige aspekter af at være far. For mig, som relativ ny mor, er det vildt spændende at høre alle mulige perspektiver på forældreskabet fra farens side. Det er alt fra amning og søvnløse nætter, til opdragelse og dæmoner fra barndommen. Lyt til podcasten på Aller Medias app Ally.

thomas balslev samtykke gift ved første blik

Thomas Balslev Brandt anbefaler:

‘To sultne piger’ (Frihedsbrevet)

De to sultne piger, som står bag den her podcast, er de samme to sultne piger, som for cirka et års tid siden bragede frem med Instagram-kontoen af samme navn, hvorfra de forsyner alle deres følgere (vistnok over 50.000!) med de sjoveste og mest relaterbare madanmeldelser af københavns restauranter, man kan forestille sig. Ingen ved, hvem de er, og det finder man heller ikke ud af i deres podcast, hvor de tager fat om nogle af de restaurant-dilemmaer, vi alle går og bakser med. Hvor får man den bedste billige mad, det bedste solskins-spot eller det bedste smørrebrød? Den slags. Præcis ligesom i deres anmeldelser er der ikke så meget pis her – og man kunne godt kritisere dem for simpelthen at være for ustrukturerede, men det gider jeg ikke: Jeg vil til gengæld anbefale, at man hører den, fordi den er skideskæg. Eller rettere, de er skide skægge og virkelig godt selskab, måske primært fordi de selv har det så LOL i hinandens selskab. Det er meget underholdende.

‘Farlige toner’ (DR)

At Danmark faktisk har været et afgørende knudepunkt og en kreativ smeltedigel indenfor jazzmusikken, kan man godt gå hen at glemme. Men sagen er den, at der findes nogle af de vildeste historier om musik, racisme, stoffer og oprør i vores helt egen lille andedam. Det handler ‘Farlige toner’ om, og jeg slugte første sæson råt sidste sommer. Anden sæson fik jeg af uransaglige årsager aldrig hørt, men det skal jeg nu. Podcasten er styret af landets vel nok mest excentriske jazz-trommeslager, nemlig Kresten Osgood, som pudsigt nok også er en fremragende vært og formidler. Samtidig er podcasten smukt designet med montager af gamle lydklip og interviews, der fremtegner fortidens universer på en scenisk og meget dragende måde. At Steen Jørgensen fra Sort Sol (og indehaver af byens bedste bas) bliver anvendt som dramatisk fortællerstemme i forskellige prosaiske sekvenser gør ikke oplevelsen ringere. Med ‘Farlige toner’ er der virkelig tale om en dokumentarisk oplevelse fra øverste hylde.

Find mere om
Footer graphics