Snakkeklubben Nørrebro Bibliotek
Foto: Snakkeklubben Nørrebro Bibliotek

Dansk for begyndere: “Min familie bliver forbavset, når jeg siger, at jeg går i en snakkeklub”

En ting er det famøse ‘Rødgrød med fløde’-eksempel. Men hvordan er det egentlig som voksen-nybegynder at krølle tungen rundt om det danske sprog? Vi er taget med på en lytter i en snakkeklub på Nørrebro.

Aldersgrænsen for at kunne erhverve sig et dansk kørekort ligger fint på de 18 år. Der får man nemlig også stemmeret, fortæller underviseren tilhørerne om det runde træbord. Men, vil hun vide, kan man blive for gammel til at køre bil?

”Når man bliver gammel, har det en vis påvirkning på kroppen og hjernen. Og derfor er det okay, at man skal til tjek hos en doktor, hvis man vil køre bil”, siger Anjum Shahzad og kigger appellerende på de andre om bordet.

Shaad Aazaad, der har lagt ansigtet i seriøse lyttefolder, stemmer bekræftende i:

”Man skal måske ikke tjekke folk hvert år, men så hvert andet eller tredje år”. De tre andre om bordet nikker, det må være rimeligt.

Jeg er for en kort stund tilbage, hvor jeg kortvarigt selv var frivillig for fem-seks år siden, nemlig Snakkeklubben på Nørrebro Bibliotek – et gratis og uforpligtende tilbud til alle, der vil øve deres danske. Men hvor jeg i sin tid stod for at skyde samtalerne i gang, lytte og hjælpe folk med at forbedre deres sprog, er jeg her i dag som journalist for at prøve at male et stemningsbillede af en side af integrationen, som ikke får den store spalteplads.

Det danske sprog er som bekendt en central del af den danskhed, der kræves af folk, som gerne vil have Danmark som deres nye hjemland. Folk som Anjum Shahzad, Shaad Aazaad og de andre snakkehoveder på Nørrebro Bibliotek denne dag i april.

Konceptet er enkelt: Der snakkes. Stemningen er seriøs, men uhøjtidelig. Der står kaffe, te og frugt på bordene, og folk er mødt op med oprindelige pas fra alle fire verdenshjørner. Her ved bordet, der er for de mere øvede talere, har deltagerne selskab af Benedicte Scott, som er ansvarlig for klubben. Samtaleemnet er i dag trafiksikkerhed, og diskussionen går på, hvilke kontrolmetoder der virker bedst.

Snakkeklubben startede som et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og Nørrebro Bibliotek tilbage i 2010. Dengang var det for at bruge Benedicte Scotts egen terminologi:

”En mellemfolkelig interkulturel konsulent eller hvad det nu var, han hed”, der stod for det.

Nydanske læger

Kort efter kom Benedicte Scott til, og hun har siden kørt klubben hver onsdag eftermiddag. For den pensionerede gymnasielærer (med fagene dansk og russisk) adskiller Snakkeklubbens sprogmiljø sig fra formel klasserumsundervisning ved ganske enkelt ikke at være det:

”Det er netop ikke formelt, og det er ikke undervisning som sådan. Så der er ingen forberedelse, og der er ikke noget hjemmearbejde. Man får lov til at øve sit danske sprog. For een ting er, at man lærer regler og bøjningsformer, men noget andet er træning i simpelthen at høre, hvad folk siger og selv reagere på det. Det kan de ikke træne på samme måde på sprogskolen, fordi der sidder x antal elever på et hold, der alle sammen skal til orde”.

snakkeklub 1

Benedicte Scott henviser mig til Anjum Shahzad og Shaad Aazaads bord. Vi sætter os lidt væk fra de andre, og de to herrer fortæller, at de tilfældigvis begge er læger, der er kommet til Danmark for at arbejde. Anjum Shahzad, som er 39 år og oprindeligt fra Pakistan, har været i Danmark i halvandet år, mens Shaad Aazaad, der er 25 år og irakisk kurder, kun har været her i små fire måneder. De er enige om, at Snakkeklubben er et stort boost for deres danskkundskaber.

For Anjum Shahzad er det nyttigt at kunne tale med indfødte, der har talt dansk hele livet. Shaad Aazaad tilføjer, at det ligeledes er nøglen til at kunne forstå deres nye omgivelser og medborgere:

“Jeg vil gerne lære, hvordan danskerne lever, og hvad de tænker om forskellige ting i livet. Og selvfølgelig nyhederne, nye ting, der sker i Danmark for eksempel daglige nyheder og hvilke problemer, der er i Danmark. De fortæller alting her i klubben, og de er meget søde”.

“Jeg vil gerne blive et aktivt medlem af samfundet”

Med en faglig baggrund indenfor det sprogvidenskabelige har jeg selv en smule viden om fremmedsprogstilegnelse og dens udfordringer. Jeg er derfor imponeret, grænsende til det mistroiske, da Shaad Aazaad fortæller, at han har været i Danmark i mindre end fire måneder.

Det bløde ‘d’ er tricky, og om det hedder ‘en’ eller ‘et’ foran et navneord flyder nogle gange sammen (som nogle af os måske husker fra tyskundervisningen!). Ordforråd og sætningskonstruktion fejler dog ikke noget. Deres respektive aldre og relativt korte tid i landet taget i betragtning, taler de begge dansk på mere end bare forståeligt niveau.

Det spiller nok ind, at de to er læger og derfor måske har større anlæg for at tilegne sig ny viden end den gennemsnitlige person. Men hvor vigtigt er dansk egentlig indenfor så globalt et fag som medicin?

Anjum Shahzad er ikke i tvivl:

”Det er meget vigtigt for vores arbejde, fordi hvis du arbejder her, skal du kommunikere med danskere. Og hvis du ikke kan tale sproget, hvordan kan du så behandle patienterne? Det er også vigtigt at lære sproget, hvor du bor, hvis du gerne vil shoppe og gå på biblioteket”.

Shaad Aazaad er enig, men mener, at vigtigheden i at kunne det lokale sprog rækker længere end bare til det daglige arbejde:

”Det er meget vigtigt, når man kommer til et nyt land, at man skal lære deres sprog. Jeg vil ikke sidde derhjemme. Jeg vil gerne blive et aktivt medlem i samfundet, i Danmarks samfund. Og selvfølgelig har vi læger brug for at lære dansk”.

Udtale og udtryk er de største udfordringer

Indvandrer- og integrationsdebatten har været på dagsordenen i snart to årtier, og kravene til opholdstilladelse og sidenhen dansk statsborgerskab synes aldrig at have været vanskeligere. Blandt andet skal man have taget og bestået en stribe danskprøver, som man selv financierer, og som en del af brugerne derfor øver til i Snakkeklubben.

I den sammenhæng er det de færreste af os, der tænker over, at dansk er et notorisk svært sprog at lære. Grammatikken er relativt ligetil, men særligt udtalen volder store problemer. Dansk består nemlig af mindst 20 vokallyde foruden det bløde ’d’ og det kendetegnende stød. Som underviser brugte jeg i sin tid en mindeværdig time i Snakkeklubben på at illustrere vokalmangfoldigheden ved at gennemgå, hvor mange forskellige vokaler man kan sætte bag på ‘s’. ‘Sag’, ‘se’, ‘si’, ‘sig (+’sige’), ‘se’, ‘so’, ‘sug’ (+ ‘suge’), ‘sy’, ‘syg’ (+’syge’), ‘sø’, ‘søg’ (+ ‘søge’), ‘så’.

Folk kiggede måbende på mig, inden en polsk kvinde skeptisk spurgte, om jeg tog pis på dem?

”Der var da ikke mere end fire-fem forskellige ord dér”.

Mindre naragtigt blev det da heller ikke, da de skulle øve sig på det bløde ‘d’ ved at stikke tungen ud af munden i en dejligt overpædagogisk øvelse.

Anjum Shahzad og Shaad Aazaad henviser også til udtalen som den store skurk i deres dansktilegnelse. Derudover fremhæver Shaad  Aazaad også sprogets mange indforståetheder, talemåder og udtryk:

”For mig er udtalen også meget svær. Og så er der mange udtryk i den danske sprog, som man ikke kender. De er vigtige, fordi danskerne bruger altid udtryk, så det tager tid at lære dansk, hvis man vil lære udtrykkene”.

skole
Snakkeklubben benyttes af mange til at øve sig på danskprøverne, der kræves bestået for at få dansk statborgerskab.

“Der er ikke nogen steder i mit land, hvor man hjælper udlændinge”

Snakkeklubben på Nørrebro Bibliotek foregår på dansk hver onsdag kl. 16-18. Samtalen kan for så vidt omhandle det, brugerne ønsker. Oftest skydes der i gang med Dansk Flygtningehjælps egen, letforståelige litteratur, der både kan bruges til at træne sproget og oplyse om dansk kultur med alt fra kvindemode i 60’erne, henover dronningens nytårstale til sankthansaften. Og bare det, at snakke-tilbuddet eksisterer, har gjort stort indtryk på Shaad Aazaad :

”Min familie bliver forbavset, når jeg siger, at jeg går i en snakkeklub, og at det er ældre mennesker, som hjælper udlændingene og de nye, som kommer til Danmark. Fordi der er ikke nogen steder i mit land, hvor man hjælper udlændinge. Det er en rigtig god ting”.

Men hvad får Benedicte Scott ud af bruge sit otium på at lære tilkommere dansk?

”Jeg møder nogle mennesker, som jeg ikke ellers møder. De kommer fra hele verden, mange forskellige aldre og baggrunde. Da de netop kommer her for at lære at tale, så fortæller og taler de jo også”.

Men det er jo så også mennesker, som du kun møder i en kort periode – er det hårdt?

”Der er nogle, der er her og kommer meget, og det går helt fint, og så pludselig en dag er de væk – og man ved ikke hvorfor. De er der bare ikke. I de fleste tilfælde er det vel fordi, at nu er de kommet videre. Man må bare vænne sig til, at sådan er det”.

Mens nogle nydanskeres tilpasningsvanskeligheder kritiseres i medier og kampagner, snakker folk i den proppede Snakkeklub lystigt videre om påskefrokoster, pålægschokolade og pensionsopsparing. De møder veloplagte op uge efter uge for at få Danmark ind under huden – et blødt ‘d’ ad gangen.

Footer graphics