Maren Elise Skjerlie Gilling

Maren bygger skoler til de syriske børn, som verden har glemt: “Jeg har et ansvar for de her børn. For jeg ved, at de findes”

Skolelærer Maren Elise Skjerlie Gilling har sagt sit job op for at bygge teltskoler til de glemte flygtningebørn, fordi vi er ved at tabe to millioner børn på gulvet i en uendelig krig.

De danske børn er allerede et helt kvartal inde i skoleåret 2019/20. De går på efterårsferie i dag og fejrer måske Kulturnat med deres familier.

Men 3.000 kilometer væk er der 2,1 millioner syriske børn, som ikke går i skole og risikerer helt at falde igennem skolesystemet og blive analfabeter.

Krigen i Syrien har været i gang i otte år. Otte år. En hel barndom er kommet og gået uden stabilitet, tryghed, læring og fremtidsdrømme. Det er det scenarium, som har fået dansk-norske Maren Elise Skjerlie Gilling til at handle. Hun er 36 år, skolelærer og mor til tre små drenge. Men hun er ikke på vej på efterårsferie med sine egne børn, men i gang med at bygge en skole langs den syriske grænse til nogle af de børn, som verden har glemt.

For Maren Elise Skjerlie Gilling har ikke glemt dem. De har boet i hende, siden hun var i området første gang for fire år siden. Det var dengang, hvor de syriske flygtninge pludselig gik indover den danske grænse. Hendes 4. klasses elever på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg stillede et meget konkret spørgsmål:

”Hvorfor går der flygtninge på motorvejen?” Det viste sig dog at være et ret komplekst spørgsmål at besvare for skolelæreren. For hvorfor er der krig i Syrien, og hvad handler krigen egentlig om? Er IS ikke faldet? Er Assad god eller dårlig for landet?

Maren Elise Skjerlie Gilling opdagede, at der ikke fandtes noget undervisningsmateriale om krigen, højst rejseguides til skønne Damaskus fra før landets sammenbrud.  

Derfor tog hun til den syriske grænse sammen med fotograf Lars Schmidt. De ville lave undervisningsmateriale til de danske skolebørn, men endte med at blive så overvældet af fortvivlelsen og den manglede fremtid for krigens børn, at de gik i gang med at samle ind til at bygge en skole.

Det blev siden til non profit-projektet ‘5 skoler’, hvor de nu er stor gruppe ildsjæle, der i løbet af 2019 åbner hele fem teltskoler til de strandede, syriske flygtningebørn, midt i en krigszone, så de kan komme i gang med at lære noget. Børnene bor med deres familier i store uregistrerede flygtningelejre langs grænsen, og de får ingen hjælp fra det internationale samfund.

Syrien flygtningedreng
Foto: Lars Schmidt

”De her børn har ingen fremtidsudsigter. De kan ikke vende tilbage til deres families hjemstavn, for Assad sidder stadig på magten, og landet er helt smadret. Men de kan heller ikke vente på, at en uendelig krig slutter. Så vi skal have lært dem nogle færdigheder, så de på et eller andet tidspunkt kan komme tilbage i skolesystemet og ellers indgå i det samfund, som de bor i nu. Vi lærer dem at begå sig, så de ikke bare render rundt og laver ingenting”, fortæller Maren Elise Skjerlie Gilling.

Hun kommer med håb

Den første skole åbnede i marts, den næste i april og den tredje i september. Maren færdes derfor efterhånden hjemmevant i området og bliver bakket op af lokalsamfundet. For hun kommer med håb. Et lille håb om at børnene, fremtiden, og dermed familien kan få lidt bedre odds. At noget kan udvikle sig, fordi alt ellers står stille.  

De syriske flygtninge lever af rationeringskort, som de optjener ved at arbejde for lokale landmænd. Men “betalingen” dur kun hos landmanden selv. Landmanden er altså både arbejdsgiver, bank og købmand og kan sætte priserne og “lønnen”, som han vil. Der er derfor ingen penge eller ingen udsigt til selv at eje noget eller flytte sig, og tilværelsen er 100 procent fra dag til dag og fra hånden til munden.

De ressourcestærke og veluddannede syrere er ikke her. De tog enten til Europa eller har etableret sig i Istanbul. Men i det område hvor Maren og ‘5 Skoler’ arbejder bor kun de allerfattigste familier. De har ikke råd til at gå til lægen, de har konstant diarré, er fejlernærede, bor i slidte telte, har ikke rindende vand, bruger et hul i jorden som toilet og så videre.

”Jeg har været så nedtrykt over alt, hvad jeg har set dernede. Håbløsheden. Jeg forsøger at handle på den håbløshed, men får hele tiden øje på noget nyt, der ikke fungerer. Hvad med kvinderne? Hvad med dem på 15 år, hvad skal de lave? Hvad med hygiejnen og ernæringen? Men jeg er nødt til at koncentrere mig om en ting. Jeg er skolelærer, og jeg skal bygge skoler til de her børn.”

Måden, det sker på, er ved at involvere gavmilde danskere. Det moderne civilsamfund aka Facebook finansierer ‘5 skoler’. Det koster 10.000 dollars at bygge og drive en skole i et år. Læreren får løn, 400 dollars om måneden. Skolen er et stort telt. Børnene sidder på puder på jorden. Maren har samlet ind til skoletasker, kladdehæfter og blyanter, og snart får de også en lille pult. Børnene, der kommer i skolerne, er typisk 8-10 år, og nogle har deres mindre søskende med, fordi de skal passe dem, mens de voksne arbejder.

Maren Elise Skjerlie Gilling
Foto: Lars Schmidt

Så hvad drømmer de om, børnene, der sidder fanget i det hul?

”Dem, der ikke går i skole, drømmer om at komme ud i marken og arbejde med far og mor. Jeg spurgte forleden en pige, der havde gået i skole i fire måneder, hvad hun ville være som voksen, og hun vil være advokat, så hun kan hjælpe andre. Nogen drømmer om en tryg fremtid i Syrien, men mange kan ikke huske landet fra før. En dreng i klassen vil køre en gul taxa, så han kan hjælpe, når nogen skal på hospitalet. Fordi hans far kørte taxa, da han levede. Og så er der jo selvfølgelig også nogen, der vil være jægerpiloter, så de kan flyve hen og slå Assad ihjel. De findes, men de fleste børn vil gerne bare have et normalt liv og helst hjælpe andre.”

IS stormede skolen

En del af undervisningen handler om at tale om Syrien. Om ikke at retraumatisere børnene, der for manges vedkommende har oplevet, at IS stormede deres skole eller har set deres fædre blive skudt. Børnene får en stærk rollemodel i deres skolelærer og ser, at man kan få et arbejde, hvis man får en uddannelse. Alle de ting som er helt normale og noget, andre børn tager for givet.

Drømmen er at give børnene en fremtid og et værdigt liv, så de ikke ender i børnearbejde, prostitution, for tidlige ægteskaber eller indgår i militante grupper. En skolegang kan her, i de lovløse flygtningelejre med kriminalitet og fattigdom, give en vis stabilitet i børnenes liv.

”Faktisk lærer vi meget børnene at være børn igen. At synge og lege og fjolle og lære. De har været bange hele deres liv. Men når jeg ser dem lege, så er det ligesom med mine egne børn herhjemme. Vi er jo de samme mennesker, bare med forskellige levevilkår. Hver gang jeg sætter mig med nogle af kvinderne, spørger de om at se billeder af mine børn og siger: ”Aj, han er jo ligesom min Hrim.” Det er fra mor til mor, og vi drømmer om det samme: At vores børn klarer sig og får et godt liv. Den drøm er den samme, selvom de sidder i en flygtningelejr og er blevet glemt af verden.”   

Mange af de voksne har ikke længere hverken drømme eller tillid til, at livet kan blive bedre. De er udslukte og har ikke mere håb. Og håbløsheden tærer også på ildsjælen Maren Elise Skjerlie Gilling, der kan ligge vågen om natten og have svært ved at give slip på ansvarsfølelsen.

”Jeg har et ansvar for de her børn nu. For jeg ved, at de findes, og hvordan de har det. Det er mit ansvar som lærer, mit lærerløfte, at hjælpe de børn i skole. Det her er min livsmission, og det er derfor, jeg er her på jorden. Det er jeg helt sikker på. Men min evige frygt er, at jeg ikke kan holde det, jeg har lovet. At skolerne må lukke igen. At vi ikke kan samle penge nok til at holde dem kørende. At jeg svigter børnene. For de har ikke andre end mig”.

5 Skoler
Rejsegilde for en af skolerne. Foto: Lars Schmidt

First world problems er der nok af

Det er selvsagt et kæmpe ansvar at gå rundt med. Det er også svært at shuffle mellem de to verdener – trygge middelklasse-København og en møgbeskidt flygtningelejr i ingenmandsland. Maren øver sig i at blive bedre i skiftene, men har det svært med first world problems. Som folk der brokker sig på Facebook over, at deres fly er forsinket. Eller når hendes børn ikke kan lide aftensmaden.

”Men første verden = førsteverdensproblemer. Tredje verden = tredjeverdensproblemer. Sådan er det, og sådan skal det være. Hver gang jeg flyver hjem dernedefra, tænker jeg, at det er sindssygt uretfærdigt, at jeg bare kan tage hjem til trygge Danmark, mens de bor dernede i lort.”

Og det er faktisk det, som syrerne har sværest ved at forstå ved deres situation – hvorfor kommer der ingen hjælp?

”Du må forstå, at syrerne er et stolt og dannet folk, som har været vant til at få rejsende og besøgende og være en del af verden. Nu er der ingen, der besøger dem mere. De spørger mig, om vi har glemt dem. Taler I om os, der hvor du bor, spørger de. Og det må jeg jo sige nej til. Vi taler ikke om Syrien mere i Danmark, kun om integration og migration. Det forstår de ikke og siger: Os der har taget imod mennesker i nød i hundredevis af år, hvorfor er der ingen, der hjælper os? Hvad er det, vi har gjort?,” fortæller hun.

Syrisk flygtningepige
Foto: Lars Schmidt

Hvis Maren Elise Skjerlie Gilling midt i alvoren skal komme med en enkelt opfordring til os herhjemme, så er det: Hold op med at like! Begynd at handle! Donér! For trods mange politiske paroler om at ’hjælpe i nærområderne’, så er der ingen politisk hjælp at hente for ‘5 skoler’-projektet.

Men for f.eks. 200 danske kroner kommer Maren og ‘5 skoler’ ret langt: Et bord, en pude, en skrivebog, et penalhus, en skoletaske, ja, alt omkring det at sende et barn i skole og tættere henimod en slags fremtid.

Du kan begynde lige her: MobilePay: 651010

Fotos: Lars Schmidt

Footer graphics