Kurt Thybo havde taget fri et par uger for at turnere med hippiebandet Dr. Hook, hvor stofferne og sprutten flød i rigelige mængder. De kunne lide den bramfri chefredaktør, som var boss for en af tidens største – og mest kontroversielle – bladsucceser i Danmark. Men midt i festlighederne blev Kurt Thybo kaldt hjem til bestyrelsesmøde.
Dr. Hooks manager fløj Kurt Thybo hjem i et lejet privatfly, men de ankom en time for sent. I stedet for krybende at liste ind og undskylde forsinkelsen, valgte Kurt Thybo en anden strategi. I støvet læderoutfit tog han tilløb, sparkede døren ind til bestyrelseslokalet, hvor der ifølge Kurt Thybo sad 20 bedemænd ved et langt bord. Han landede på knæene og kurrerede hen ad gulvet, mens han sang: ”I got stoned, and I missed it.”
Det var ikke den episode, der kostede Kurt Thybo jobbet, men kort før bladets 10-års jubilæum blev han igen indkaldt til et møde. Han troede, han skulle have stor bonus. I et årti havde han ledet ’Ugens Rapport’, som i sine bedste uger solgte over 200.000 blade, og de skovlede penge hjem. Der måtte være plads til en lønforhøjelse.
Desværre for Kurt Thybo handlede mødet ikke om en bonus, men om hans fyring. Han blev bedt om at pakke sine ting. 11 af bladets journalister og fotografer fulgte ham i sympati, og den utrolige historie om ’Ugens Rapport’ gik ind i et nyt og langt mere trist kapitel.
Det er snart en menneskealder siden. Kurt Thybo og størstedelen af hans hold er ikke længere blandt os mere, men historien lever videre. Og den 28. april kommer den på Det Kongelige Teaters store scene, når stykket, der også har titlen ’Ugens Rapport’, har premiere. Det er Andreas Garfield, der har skrevet manuskriptet.
”Historien om det her blad er et stykke Danmarkshistorie. Den handler om tiden efter ungdomsoprøret, hvor man havde opnået grænseløs frihed. Det, jeg forelskede mig allermest i, var de personer, der skrev det her blad. Vanvittige enere. Begavede. Skøre. Journalister, som uge efter uge skulle levere alt, hvad de kunne for at slå salgsrekorderne.”
Historien om ’Ugens Rapport’ er legemliggørelsen af udtrykket ’det var en anden tid’ – på godt og ondt. Her var der plads (og penge) til at sende journalister jorden rundt for at finde de vildeste historier, og billederne af de nøgne kvinder var i starten langt mere uskyldige, end det pornobillede, der er i dag.
Ugens Rapport var en fest
På mange arbejdspladser i 1970’erne kunne man sagtens skylle alkohol ned til frokosten, op til en vigtig deadline eller på alle andre mellemliggende tidspunkter. Og på ’Ugens Rapport var der ofte fest. Især i begyndelsen.
”Mange tænker om ’Ugens Rapport’ som det var i 1980’erne, hvor det virkelig var hardcore porno, men sådan var det ikke dengang. Udgangspunktet var at lave vanvittige historier, oplevet af journalisterne i centrum. Derfor var der heller ikke dengang noget fordækt i at læse det, og mange steder lå det fremme på kaffebordet. Og så var det det første rigtige mandeblad. Det drejede sig om eventyr, sport, krimi og en masse heltedyrkelse,” fortæller Andreas Garfield.
Ideen til at lave et stykke om hele historien kom egentlig fra Jakob Weis. Han besøgte Kurt Thybo og hans kone Marianne Wåhlin Thyboe, der døde i starten af sidste år. Inden Jakob Weis skulle skrive stykket, fik han en anden opgave, han ikke kunne sige nej til, og han gav derfor stafetten videre til Andreas Garfield.
Da de alle sammen mødtes til den officielle overdragelse, skulle Kurt Thybo se Andreas Garfield an, inden han kunne godkende ham. Tidligere havde andre portrætteret Kurt Thybo og gjort ham til grin for hans særlige væremåde, hans særlige sprog.
Men Kurt Thybo kiggede længe Andreas Garfield i øjnene og sagde så:
”Du kommer til at gøre det godt.”
”Du fortæller den til en ven over en god flaske whisky”
Den særlige ledelse via mavefornemmelse var også et af Kurt Thybos kendetegn som chefredaktør. Her tog han ofte skribenter ind, som var mere eventyrere end journalister. Da han fx skulle forklare en nyligt ansat, der aldrig havde skrevet et ord før, hvordan artiklen skulle være, sagde han:
Hvis man læser Kurt Thybos biografi, ’Storyteller’, får man hurtigt en fornemmelse af, at man nok skal skære 25 procent fra. Så hvordan sorterede Andreas Garfield i de mange anekdoter?
”Han sagde selv, at hvis du har valget mellem at skrive sandheden eller myten, så vælger du myten. Jeg har aldrig tænkt, at han har løjet, men han har måske pyntet lidt, som vi alle gør, når vi fortæller en god historie. Jeg har forsøgt med det her manuskriptet at gøre det i hans ånd.”
1970’erne er i dag et af de mest udskældte årtier. Lige fra modebilledet med dets hang til orange og brun til Thy, Tvind og kollektiverne med bollerum. Og hvad skal vi bruge en historie om et kulørt mandeblad, som i dag lever en mere obskur tilværelse på de bagerste hylder på tankstationerne?
”Det er klart, og du kan udstille alting. Jeg synes, det er langt mere interessant at kigge mere nøgternt på det: Hvad var de gode, og hvad var de dårlige ting? Hvad kan vi blive inspireret af?”
Frihed og frisind
Noget af det Andreas Garfield mener, at vi kan bruge årtiet og historien om ’Ugens Rapport’ til, er graden af frihed og frisind. Et godt eksempel på forskellen fra dengang til nu er det danske herrelandshold i fodbold. Dengang tog de en bajer og en smøg efter kampen, mens de bramfrit gav interview i bar røv i omklædningsrummet. I dag afleverer nutidens spillere efterhånden kun tomme floskler.
”Der er en form for begyndende frygt i vores samfund for at ytre og tænke forkert. Der er en frygt for at synes godt om noget, man ikke må synes godt om. Men hvis vi vil have frihed, bliver vi også nødt til at acceptere ting, vi ikke bryder os om. De ting, vi ikke kan lide, må vi bare undgå eller lade være med at købe. I stedet for at afkræve censur, eller at de bliver cancelled. Det er den pris, vi betaler, hvis vi have et samfund med presse- og ytringsfrihed. Det betyder, at der skal være plads til ting, vi ikke kan udholde synet af.”
Succesen med Ugens Rapport begyndte at falme i firserne. Tidsånden skiftede, og flere søgte mod en anden slags historier og æstetik. I takt med at oplaget begyndte at falde, kom der et øget krav om mere porno i bladet og mere direkte nøgenhed. Ikke mindst da udbredelsen af VHS og videoformatet gjorde den trykte porno mere og mere overflødig.
”Det var et pres på redaktionen, og når man sammenlagde med den særlige arbejdskultur betød det, at der fandme blev gået til vaflerne. Journaliststanden har altid været kendt for at tiltrække drikfældige folk, og hvis de ikke var det inden, så blev de det i hvert fald.”
Kurt Thybo var meget rundhåndet med at give forskud til sine freelancere, hvis de stod og manglede, og netop den angiveligt noget lemfældige omgang med penge, blev også hans fald.
”Jeg ville være en dårlig historiefortæller, hvis jeg malede alt i lyserødt. Det her liv har jo konsekvenser. Historien om Ugens Rapport er en klassisk rise and fall. Man kan jo ikke brænde sit lys i begge ender og samtidigt blive 90 eller 100 år gammel. Det er også det, vi altid har været fascinerede af – de her lys, der skinner klarere end alle andre.”
’Ugens Rapport’ har premiere 28. april på Det Kongelige Teater.
Kurt Thybo døde 3. november 2021.
