Dengang ‘Twilight’-filmene tog fart – dem, hvor nogle vampyrer render rundt og bider hinanden som eufemisme for at have teenage-sex – blev skuespilleren Robert Pattinson en MEGA stjerne. Han havde hovedrollen som farlig/følsom vampyr med porcelænshud, og så altid ud som om han frøs – hvilket han måske også gjorde, fordi han egentlig gik rundt og var død. Derudover havde han med al tydelighed skelet til Luke Perrys Dylan Mckay i den måde, hvorpå hans stemme altid lød som om, den var lige på nippet til at bryde ud i hulkende gråd.
LÆS OGSÅ:
På en promo-tur til et storcenter, er der en af de 1.000 skrigende piger, der spørger Rob Pattinson, hvordan han holder sit hår så flot (Pattinson HAR et skide flot vampyrhår, som nærmest trodser tyngdekraften). Han svarer sine fans, at han får ”12-årige jomfruer til at slikke på det”. Aadrr.
Om den klamme kommentar var et forsøg på at blive i ‘Twilights’ erotisk ladede univers, eller om han på det her tidspunkt er livstræt af successen og derfor destruktiv, melder historien ikke noget om. Men nogen fra filmselskabet laver smiley’en med helt opspærrede øjne – og også den, der skærer tænder. Og Pattinson bliver øjeblikkeligt sendt på medietræningskursus og siger aldrig noget, pressen kan mæske sig i nogensinde igen. Så vidt muligt tier han stille.
Det samme medietræningskursus har samtlige bosser i premier League hørt godt om og således sendt alle deres fodboldspillere på. Lidt som om fodboldspillere er Harry og Meghan.
Måske har Christian Eriksen været på det medietræningskursus. Måske er han bare fra yderkanten af Fyn, hvor vi må antage, der går en fåmælt mandetype eller to rundt. Måske en djævelsk kombination.
I hvert fald siger Eriksen heller aldrig rigtig noget til medierne og har tilsyneladende befundet sig akavet (så meget, at han i et interview, hvor der spørges til fremtidsplaner bare vender sig om på hælen og går) al den stund polemikken omkring hans transfer er kørt. Og det er efterhånden et stykke tid.
Nogle mener, at Eriksens tavshed har været en langvarig strategi for at tage kontrollen over sit klubskifte. Han har forstået, at Tottenham var nødt til at føle presset fra en fri og gratis transfer for at få dem til at sætte et overkommeligt prisskilt på ham. De har immervæk et nyt stadion, de skal afdrage på i Nordlondon. Så Christian Eriksen siger først sidste sommer højt, at han er åben for nye udfordringer. Vel sagtens fordi, de gerne allerede skulle have meldt sig på banen der. Der er snak om Barcelona. Manchester United. Endnu mere om Real Madrid. Intet går i orden. Zidane er ikke lun på Christian og who the fuck knows, hvad Barca og United laver for tiden. Ind i mellem minder transferhalløjet om, når vi andre leger sofaliga. Her er det bare dyre drenge med rigtige checkhæfter.
Det bliver 2020, og nu er Inter heldigvis all over Christian Eriksen. Der er dømt charmeoffensiv fra sportsdirektøren à la Richard Gere i ‘Pretty Woman’, da han inviterer Julia Roberts og en stor diamanthalskæde med i operaen, og de ender med at have samleje på flygelet – gratis!
Inter vil derimod godt smide de 150 millioner + det løse for vores alle sammens midtbanespiller.
Eriksen er langt om længe landet i Milano (også bare ret fedt for ham og Sabrina at prøve at bo der, inden de skal flytte hjem til Middelfart, var?) Han fik sin debut i Serie A i weekenden. En Serie A, hvor nu også Ronaldo og Zlatan spiller. Du får unægteligt den tanke, at den italienske liga lige så stille er på vej tilbage til fordums storhed.
Eriksen spillede så som så, faktisk er det først, da han bliver skiftet ud, at den nye holdkammerat Lukaku plaffer de to sejrsmål. Medierne går straks i panik, og det er lige her, jeg begynder at forstå, hvorfor fodboldspillere altid er på vagt, hvorfor der er opstået det ærgerlige modsætningsforhold mellem den ene og den anden verden. Hvorfor Rob Pattinson måske har fat i den lange ende med the silent treatment.
Der er allerede skrevet, at Christian mangler kampafgørende kvaliteter, at Inter muligvis er nødt til at ændre spillestil, hvis han skal blive en succes.
Giv nu lige manden en chance. Må man lige have lov at lære, hvor man finder kaffemaskinen på sit splinternye arbejde, inden de skyhøje forventninger skal indfries.
Christian Eriksen forbliver ærligt talt lidt af en gåde på trods af det søgelys, han er landet i den seneste måned. Mænd der aldrig siger noget er en hel identitet lige der på kanten af Jylland, siger jeg jer. Men tilbage står spørgsmålet stadig, om han i virkeligheden faktisk slet ikke er kedelig og fåmælt og akavet, men mere en dygtigt underspillet forretningstype? En beregnende strateg udenfor såvel som indenfor banen. Selvom han sandt for dyden ikke befinder sig flot i et jakkesæt. Var det meningen, at han hele tiden ville til Inter? Har han set, at Serie A er på vej? La Liga måske lidt i dødvande? Det kommer han nok aldrig til at fortælle os.
Under alle omstændigheder: Der er intet sted i verden, hvor pressen er mere irriterende end i England. Nu er Eriksen i Italien. Og jeg kunne sagtens se ham få lidt sol i ansigtet og løsne op under sydens sol og Antonio Conte. Forza.
