En lille kolonihaveforening er blevet et af årets samtaleemner. Og da den detroniserede formand, Finn, optrådte på Kulturmødet Mors i sidste weekend, var det en kæmpe begivenhed.
Der bliver faktisk udgivet en lind strøm af de såkaldte “docusoaps”, hvor man stikker næsen ned i alle mulige slags lukkede miljøer, fra pigegrupper fra Vestegnen til et år med efterskoleelever eller til de trængte bagerjomfruer på La Glace. Den slags serier har som udgangspunkt gode seertal og fylder en del i den offentlige samtale. Men ikke på niveau med ’Kampen Om Kolonihaven’. Og hvordan kan det så være?
For dem, som ikke har set serien, så følger man kolonihaveforeningen ’Jørgen Bertelsens Minde’ i Nordjylland over et år – fra generalforsamling til generalforsamling. Og præcis ligesom den store verden er fyldt af konflikter og drama på en hidtil uset skala, så er det bestemt heller ikke småting, der forløber i det lille mikrokosmos henover et år.
Jeg tænker, at ’Kampen om Kolonihaven’ svarer på en masse spørgsmål, som vi alle har gået og stillet os selv – mere eller mindre ubevidst.
For eksempel kan det undre, at vi ikke rigtig kan samle os om at gøre noget ved klimakrisen på trods af en sommer, der bød på undergangs-scenarier af enhver slags. Alligevel flyver vi som aldrig før og diskuterer forsat, om der skal være en co2 afgift på kød.
Her giver serien et klart svar. Det er, fordi den ældre generation har et helt andet naturbillede end den nye. Tidligere rangordnede vi naturen – der var noget, som var godt – nyttehaven og særligt udvalgte blomster – og så var der noget skidt – ukrudt. Sidstnævnte skal bekæmpes med næb og kløer. Hos den unge generation er al natur lig med god natur. Og naturen skal ikke bekæmpes eller undertvinges mennesket. Det er to helt fundamentalt forskellige natursyn, som ikke kan skabe andet end konflikt – og dermed stilstand.
Så er der spørgsmålet om fælleskaber. Forenings-Danmark er truet. Og det er ellers en af vores vigtigste, demokratiske fælleskaber, der danner os som samfundsborgere, hvis man fx spørger Sven Brinkmann. Så hvorfor er der pludselig ingen, som gider til at træne små rollinger søndag morgen eller bage en kage til stævnet?
Det svarer serien også på i al sin tydelighed. Hos den ældre generation er fælleskabet uformelt. Der er plads til alle, som bryder sig om selskab – og en enkelt bajer eller to. Hos de unge, som er presset på tid i et stadigt accellerende samfund skal fællesskabet giver mening for dem som individer. Der skal være et afkast af en slags.
Om det er et bedre mentalt helbred, vidensdeling eller konkrete løsninger på et problem, så skal man have noget ud af det, udover selskabet. Og det skaber virkelig konflikt. Tydeligst kommer det til udtryk i en scene, hvor den gamle garde bliver nægtet grillpølser, da de ikke har medvirket i den fælles arbejdsdag.
Serien byder ikke på nogen løsninger, men jeg tillader mig at konkludere, at hvis nu man satte sig ned og lyttede til hinanden på tværs af sociale skel, alder og anciennitet – med både veganske og traditionelle grillpølser ad libitum – så ville det være en såkaldt god begyndelse.
