Hvis du gik og troede, at musikvideoer var sådan noget kedeligt noget, som ingen rigtig så mere, så har du formentlig ret. Du har bare ikke helt ret. Det er i hvert fald ikke kedeligt, det hele.
Farveblinds nye musikvideo til sangen ‘Crooks’ er ikke.
Den er sindssyg. Og det er ikke sikkert, at det er en god idé, at du ser den.
Du kan under alle omstændigheder lige overveje, om massemord begået af en frenetisk voldspsykopat med økser og forhammere, er noget for dig, før du går i gang.
Det er nemlig nogenlunde det, der udspiller sig i den seks minutter lange video af den danske instruktør Snorre Fuglsang Ruhe – og et omkring 50 mand stort crew, hvilket er lidt af et særsyn, når det handler om danske musikvideoer.
All clubs are bastards
Farveblind er i dag på gaden med deres ep ‘All clubs are bastards’, og de har efter sigende haft lyst til at tage deres udtryk i en mere aggressiv retning inspireret af artister som Boys Noize og Gesaffelstein – muligvis også det amerikanske band HEALTH. Den strategi er de i hvert fald lykkedes med. ‘Crooks’ er mest af alt en voldsom elektronisk undergangshymne til et bad trip på Berhain. Tungt, pulserende, kaotisk og hårdt. Noget man vil ud af og suges ind i på samme tid.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man sige, at det var djævlens værk. Farveblind er imidlertid bare et band fra Aalborg, der spiller rave-musik, og med en enkelt ep og et par singler bag sig har de de seneste år gjort sig bemærket på den danske musikscene som et intenst og energisk liveband.
På ‘Crooks’ har trioen, der består af Magnus Pilgaard Grønnebæk (vokal og keyboard), Jens Asger Lykkeboe (trommer) og Anders Arendt (bas), fået selskab af rapperen Sebastian Monti, der normalt slår sine folder i hiphopgruppen All Hard Feelings.
Instruktøren fortæller om samarbejdet:
“Jeg har ventet på et nummer som ‘Crooks’ så længe! Jeg har altid haft et kæmpe ønske om at lave en hybrid mellem en 80’er-musikvideo og en 70’er-gyserfilm. Da jeg hørte ‘Crooks’ for første gang, vidste jeg, at jeg havde fundet det nummer, der passede perfekt til min idé. Billederne begyndte med det samme at dukke op i mit hoved og jeg tænkte: ”Det her kickass-nummer har brug for en badass-video.””
Det er den danske skuespiller Christoffer Svane, som nogen måske kan kende fra ‘2900 Happiness’ og ‘Broen’, der spiller hovedrollen som hævntørstig morder i videoen med den passende undertitel ‘Heart of vengeance’.
Du kan opleve bandet live, når de tager på rundfart til november i København, Aalborg og Aarhus, og så kan du se videoen lige her.