Som treårig fortæller Tasja Nielsen for første gang sin biologiske mor, at hun bliver udsat for nogle slemme ting, når hun er sammen med et nært familiemedlem. Han rører ved hende på en måde, som en treårig ikke bør blive rørt på. Tasja bliver seksuelt misbrugt af sin stedfars bror, og det er her, kommunen første gang indblandes i hendes familieforhold. Det skal vise sig at blive en lang og tung kamp mod systemet for den unge og skrøbelige Tasja.  

Efter statsminister Mette Frederiksens nytårstale den første dag på året i 2020 kom der fokus på tvangsanbringelse og børn, som lever under dårlige vilkår. Børnenes statsminister mener, at forældrene for ofte bliver tilgodeset til fordel for det udsatte barns tarv – men nu skal det være børnenes tur. Et statement, den i dag 20-årige Tasja Nielsen er helt enig i. Hun har nemlig gennem hele sit liv mærket sorg, svigt og smerte på egen krop og er ikke et sekund i tvivl om vigtigheden af Frederiksens forslag: Man skal ikke være berøringsangst for at tvangsfjerne børn fra dysfunktionelle familier.

”Hellere et barn for meget end et barn for lidt”, siger hun. Tasja Nielsen er nemlig overbevist om, at hun selv ville have haft et langt bedre liv, hvis hun var blevet tvangsfjernet.   

”Jeg var i et hjem, man ikke skal vokse op i. Det var angstprovokerende konstant at blive svigtet på ny. Af min familie. Af systemet. Min barndom var fyldt med usikkerhed,” fortæller Tasja Nielsen med en knækket stemme. Men nu, ti måneder inde i året, har Tasja Nielsen stadig ikke set skyggen af det lovforslag, som skal beskytte børnenes tarv. Og det er endnu et svigt, mener hun.     

Netværkspleje gjorde alting værre     

Trods kommunens viden om treårige Tasjas situation bliver det besluttet, at hun skal blive hos sin biologiske familie. En beslutning, der kommer til at have store konsekvenser for den lille pige. Hverdagen med alkohol og manglende omsorg tager til, og først som femårig, efter adskillelige råb om hjælp fra både Tasja og fagpersoner omkring hende, kommer hun i netværkspleje. Et træk, der dog kun gør alting værre, eftersom overgrebsmanden har endnu nemmere tilgang til unge Tasja i netværksplejen. Tiden i netværkspleje byder på oplevelser, som har givet ar på sjælen, der ikke kan heles.

“Det var en svær tid. Kommunen vidste besked, og der begyndte at komme indberetninger fra børnehaven om, at jeg mistrivedes. Samtidig skete der ting i hjemmet, som intet barn skal være udsat for. Allerede hér burde jeg være tvangsfjernet,” forklarer hun. 

Tasja Nielsen føler sig mere svigtet af systemet end af sin egen familie, som hun altid har vidst ikke var i stand til at passe på et barn. Derfor har hun heller ikke forventet noget af dem – det var ikke deres skyld:

”Der blev tænkt mere på mine forældre end på mit tarv. Der er nogen i systemet, som ikke har været i stand til at gennemskue dem. De havde også brug for hjælp. Kommunen har svigtet dem og svigtet mig.”

“Vi bliver simpelthen nødt til som samfund at holde det, vi lover, især overfor børnene. Vi har deres fremtid i hænderne, og vi bliver nødt til at bære den med respekt.”

Selvom Tasja Nielsen i seks år udviste alle tegn på mistrivsel, forbliver situationen uændret. Først som niårig slipper hun ud af den dysfunktionelle hverdag og kommer i plejefamilie, men allerede her har de tidlige traumer sat sine dybe spor. I dag lider 20-årige Tasja Nielsen af PTSD og kæmper med tilbagevendende spiseforstyrrelse, angstanfald og søvnproblemer.

“Jeg genoplever de situationer, jeg har været i som barn, når jeg sover. Dem tror jeg desværre aldrig, jeg kan ryste af mig.”

Desuden er hun meget påvirket af lugte, som genkalder negative minder fra fortiden, og synsforestillinger som gør, at hun ofte ser sin biologiske mor og overgrebsmand på irrationelle steder. Og så har Tasja Nielsen svært ved at skabe en tillidsfuld relation til et andet menneske, fordi hun hele tiden er bange for, hvad der ligger bag af motiver. Særligt, når det kommer til mænd. Alt sammen konsekvenser af hvad hun mener, er kommunens svigt.

“Jeg tror, at hvis jeg var blevet tvangsfjernet, ville jeg være et mere helt menneske i dag. Både kommune og folk i lokalsamfundet vidste, hvad der foregik i mit hjem. Der er mange ting, der kunne have været undgået, hvis jeg var blevet taget seriøst som barn.”                  

Kampen mod loven                           

En af de tungeste byrder i Tasja Nielsens endnu korte liv er svigtet fra systemet. Derfor lagde hun sag an mod Kalundborg Kommune og Holbæk Kommune, som hun anklager for at være ansvarlig for hendes utrygge barndom og mén i dag.

Sagen med hendes overgrebsmand endte i en erstatning på 50.000 kroner. Men da hun endnu ikke var myndig, blev pengene sat ind på en konto, som et tæt familiemedlem havde adgang til. Det betød, at erstatningen aldrig blev hendes. For pengene blev stjålet af vedkommende.

Selvom erstatningen føltes som et sølle plaster på såret for det massive omsorgssvigt, hun havde været udsat for, var Tasja Nielsen nu gammel nok til selv at tage kampen op. Og det gjorde hun. I 2018 sendte daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) et lovforslag i høring, som skulle beskytte de erstatningssumme, omsorgssvigtede børn har fået tildelt. Lovforslaget skulle sikre, at godtgørelse for tort – altså hvis man har været udsat for krænkelse som et seksuelt misbrug tilkendt en person under værgemål – skal bestyres af en godkendt bank eller pengeinstitut og indsættes på en lukket konto – uanset beløbets størrelse. Lovforslaget blev til på baggrund af Tasja Nielsens sag, og det glædede hende, at der endelig blev gjort noget konkret.

“Det gør, at man kan undgå, at der kommer situationer, der ligner min, og at man sørger for, at den forurettede får den tortgodtgørelse, som man nu engang er blevet tilkendt,” siger Tasja Nielsen. 

Lovforslaget fik medhold, og Tasja Nielsen endte dermed med at ændre loven. Og det gav hende blod på tanden. Den svære barndom skulle ikke være sket forgæves, og derfor besluttede hun sig for, at hun ville vie sit videre liv til at kæmpe børnenes kamp.  

Kære Mette Frederiksen  

Derfor blev Tasja også taknemlig, da hun ved Frederiksens første nytårstale fik indtrykket af, at den nye statsminister endelig satte fokus på tidlige tvangsfjernelser.

“Det er så vigtigt, at man ser på den pågældende sag og ikke er berøringsangst. Det er en nødvendighed for barnets tarv, at man bliver bedre til at kigge gennem facaderne, stopper med at tilgodese forældrene og bruger flere ressourcer på at passe på de små. Det er jo børnene, det går ud over!,” sagde en opmuntret Tasja Nielsen kort efter Frederiksens nytårstale. 

Men så kom COVID-19, og den lovede lovgivning blev skubbet til side for en mere presserende politisk dagsorden. Selvom Tasja Nielsen har fuld forståelse for, at vi i Danmark har haft så meget andet at tænke på end en ny lovgivning, der sikrer børns trivsel, så er lovgivningen om tvangsfjernelse dog et tiltag, som hun ikke mener, er mulig at lade vente på sig. Ifølge hende er netop den lovgivning endda kun blevet endnu mere vigtig og presserende, nu hvor børn er mere hjemme ved de dysfunktionelle familier end før – og samtidig endnu længere væk fra hverdagens lærere og pædagoger, som skal gribe de små, når de viser tegn på mistrivsel. Tasja er dog ikke overrasket over udskydelsen af problemet.

“Med fare for at lyde sort/hvid, så kommer det ikke som en overraskelse, at vi ti måneder inde i året stadig ikke har set skyggen af en lovgivning, der skal sikre de nuværende og kommende anbragte børns vilkår,” forklarer Tasja Nielsen, som finder det forkasteligt, at vi som velfærdssamfund har en statsminister, som ikke desto mindre kalder sig børnenes statsminister, uden at tage aktion, før det er for sent for de udsatte børn.

“Hun gør præcis det samme, som hun kritiserede i begyndelsen af året, nemlig at give børn håb, love dem beskyttelse og give udtryk for, at ”jeg er den voksne, jeg ved, hvad der skal gøres.””

Tasja mener, at udskydelsen af loven gør, at de sårbare børn kommer til at føle at det, de voksne lover, ike bliver holdt.

“Vi bekræfter dem endnu engang i, at der ikke bliver passet ordentligt på dem, og at de må klare sig selv – ligesom jeg måtte.”

Derfor har Tasja Nielsen også en bøn til den statsminister, som ved årets indtræden havde en så stærk agenda.

“Helt ærligt Mette, skulle vi ikke bare for én gangs skyld prøve at sørge for, at når man giver et løfte, så holder man det? Jeg er bevidst om, at vi lever i en vanskelig tid med COVID-19, og du har haft meget at se til, men hånden på hjertet, hvordan tror du, at de sårbare børn har haft det i al den tid? Ikke nok med at de har skulle vænne sig til en ny hverdag med nye restriktioner, måske skulle de endda i hjemmeisolation, men kan du forestille dig at være i hjemmeisolation med en forælder, der ikke tilgodeser din læring, trivsel og sundhed?”

Tasja Nielsen har kæmpet hele sit liv. Efter at have fået en juridisk afslutning på sin egen sag ved at få sin erstatning tilbage og være med til at ændre loven, forsøger hun nu at hele sine ar på sjælen ved at udbrede budskabet og uddanne sig til pædagog. Målet er, at hun kan nå at gribe udsatte børn, inden det er for sent. Et givende studie, som dog også tager hårdere på hende end den almene studerende, da hun konstant mindes om, hvad der bør være de gængse rammer for et barn.

“Jeg skulle have været tvangsfjernet, fra jeg var ganske lille. Det betyder ikke, at alle skal tvangsfjernes, men vi skal have en lovgivning, der sikrer mindre svigt og færre overgreb på børn, og derfor håber jeg virkelig, at statsministeren kan gennemføre sit lovforslag. Snart.”