allarp

Allarp: Her er alle de ord, vi allerede hader (mere end Corona i sig selv)

Politisk kommentator Anne Sofie Allarp kalder BS på det smittende Corona-sprog. Her er hendes liste over girafsprog og formynderisk velfærdsomsorg, som politikerne bør sende i karantæne STRAKS.

Der er selvfølgelig en masse godt at sige om denne her situation. 

Hvis man f.eks. har en kæreste, som ikke er i byggebranchen eller i sundhedssektoren eller udfører andre vitale samfundsfunktioner, så kan man gå under dynen med vedkommende de næste par måneder. Det er ret sikkert en ”once in a lifetime opportunity”, ikke mindst til at teste om det også til sommer er skide-lækkert at ligge der, sammen. 

I den anden ende af livsspektret giver situationen os også en enestående mulighed for at se, hvordan vores børn opfører sig, når vi ikke hele tiden skal have dem til noget. Hjemme hos os har det været en ren lovefest indtil videre. Jeg havde ikke turdet drømme om at få så utroligt rimelige og søde børn. Og så var de lige der, rene, skinnende eksistenser, når man fik pakket dem ud af hverdagskaosset, kamp-lokomotivet, flyvende ekstremiteter og kakofonien af sære brøl og hyl.

Men i alt dette er der selvfølgelig også ting, det slet ikke er til at holde ud ved Corona20-krisen. Isolationen, min egen karantæne, angsten for at komme til at smitte nogen med det her bæst af en virus, og så er der følgende en del vældigt benyttede ord, som skal udryddes sammen med smitten, jo før jo bedre. De kommer her: 

1. “Samfundssind”

Den går simpelthen ikke længere. Jeg kalder bs på ordet ’samfundssind’.

For vi ved godt, hvad det ord i virkeligheden dækker over. Det dækker over arbejdsløshed i titusindvis i den private sektor, allerede nu, og et uoverskueligt antal fremtidige betalingsstandsninger og omdrejede nøgler i vores lokalmiljø. Og jo, vi vil gerne alle sammen passe på hinanden, men det er allerede tydeligt, hvem der holder for, og hvem der kommer relativt økonomisk uskadt igennem krisen. Og den der uretfærdighed i, hvem der betaler regningen, kan ikke skjules med så klistret et ord som ’samfundssind’. Ordet i sin realitet befamler os allerede, som den brovtne og spritstive onkel til konfirmationsfesten eller som et feel-good, live tv-show på en af de store kanaler, til hvilket man kan sidde desillusioneret og bøvse kvalmt ned i aftenkaffen. Fri os for den slags. 

2. “I disse tider”

Formuleringen “i disse tider” – ledsaget af frygtsomme og sporadisk resignerende blikke, normaliserer en unormal situation. Bare tænk på den nært beslægtede “i disse “MeToo-tider”. Den var også gusten. “I disse tider” er en bedsteborgerlig Matador-kliché. Sig noget andet. 

3. “I en sårbar situation”

Regeringen må simpelthen stoppe med sit velfærds-behandlersprog. Ikke flere floskler om, at vi står ”i en sårbar situation”, at vi har en ”ny sårbarhed” eller anden sproglig omklamring. Regeringen har indført juridisk middelalder og lagt befolkningen i rettighedsmæssig benlås. Det er selvfølgelig sårbart, men først og fremmest er det frustrerende, og noget vi gerne vil vide, hvornår stopper. 

4. “At sende et signal”

Halløj politikere, vi er så trætte af jeres signalgivning. Stop med at sende signaler til os. Vi vil ikke have signaler i form af mega-mystisk lovgivning om, at vi skal i fængsel for at tage en flaske håndsprit med hjem fra arbejdet, eller at man skal have længere straf end terrorister og pædofile, hvis man laver fejl i ansøgningen om godtgørelse i henhold til de der fedtede og utilstrækkelige hjælpepakker. Hvis I er i tvivl om, at man ikke behøver at svine vores straffelov til med den slags signal-tourette, så se hvor forvirret og træt dommerforeningens formand ser ud. 

Og vi vil heller ikke have signaler i form af girafsprog og kodesprog fra Christiansborg. Tal til os, som om vi var voksne mennesker! Prøv det. Hvad f er der i det hele taget galt med en god, gammeldags besked? Jeg tror, I ville blive overraskede over, hvor mange nuancer og hvor stor kompleksitet vi kan kapere. 

5. Aula-amokløb

Ok, så Stresskommissionen sagde: Luk forældreintra. Men det betyder jo ikke, at man skal åbne noget endnu mere stressende. Altså meningen var vel ikke at hænge et nyt møllehjul af gyldige og ligegyldige informationsmængder om halsen på landets forældre? Altså sådan en daglig Find Holger-øvelse i, om man lever op til ”fællesskabets” forventninger som forælder.

Og jeg må bare sige: Jeg ved godt, at alle de mange gode voksne, der er i mine børns skoleliv, forsøger at levere under de her omstændigheder, men det er jo en lavine, et jordsked af platforme, apps, kodeord og tvivlsomme it-løsninger, under hvilket en hvilken som helst sjæl med forsørgerforpligtelse, ekstraordinære arbejdsvilkår og børn hængende om halsen må kollapse. 

Jeg siger: ”Shyyyyy Aula, shyyyyyy”…  

Find mere om
Footer graphics