bi på en mælkebøtte
Foto: Shutterstock

1 million europæere i fælles front: Vores landbrugsjord skal være sprøjtefri

Et borgerforslag, der skal gøre EU sprøjtefrit, har fået over en million underskrifter og skal nu til afstemning i Europa-Parlamentet.

Skal EU være sprøjtefrit? JA!

I hvert fald, hvis det står til over de 1 million europæere, der har sagt nej tak til sprøjtegifte i den europæiske landbrugsjord.

De vil nemlig have bedre forhold for landmændene og pesticidsårede insekter i kampen om et sundere sprøjtefrit miljø i hele EU.

Det er folkene fra ‘Save Bees and Farmers’, der står bag det europæiske borgerinitiativ, og som nu har indsamlet over 1 million underskrifter i kampen om et mere bivenligt landbrug uden brug af sprøjtemidler.

Det betyder, at forslaget nu skal tages op i EU-kommisionen og Europa-Parlamentet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Forslaget går i sin enkelthed ud på, at man i hele EU udfaser syntetiske pesticider inden 2035, genopretter biodiversiteten og støtter landbrugenes omstillingen.

Roundup blev forbudt

Det er tidligere lykkedes miljøorganisationer som ‘Save the Bees and Farmers’ at få gennemført lovændringer i EU. Tilbage i 2017 indsamlede ngo’ere over en million underskrifter på kun lidt over et halvt år i et lignende europæisk borgerinitiativ, der i daglig tale kaldes et ECI (European Citizens’ Initiative).

Dengang var europæerne imod det udskældte ukrudtsmiddel Roundup, som i dag er blevet helt forbudt for forbrugerne.

“At have et andet vellykket anti-pesticid initiativ er yderst meningsfuldt, og vi forventer af Europa-Kommissionen, at de opgraderer deres planer for at overgå til et mere naturvenligt landbrug,” udtaler Dr. Helmut Burtscher-Schaden, der er repræsentant fra ECI-borgerudvalget og medlem af miljøorganisationen Global2000, i pressemeddelelsen.

Lige nu er myndighederne i gang med at fintælle og validere underskrifterne, så man er sikker på at have de påkrævede 1 million underskrifter. 

Borgerforslagets hovedpunkter:

At udfase syntetiske pesticider i landbruget i EU med 80% inden 2030 og være 100% fri for syntetiske stoffer inden 2035.

Genopbygge de naturlige økosystemer i landbrugsarealerne, så landbruget bliver et middel til genopbygning af biodiversiteten.

Støtte landbrug i omstillingen ved at prioritere små, forskelligartede og bæredygtige landbrug og støtte en hurtig stigning i agroøkologisk landbrug og økologisk dyrkning, samt fremme uafhængig landbrugsbaseret uddannelse og forskning i pesticid- og GMO-frit landbrug.

Kilde: savebeesandfarmers.eu


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics