vugge
Foto: Nynne Schroder/ Unsplash

Nyt 40 års studie: Næsten 10 procent af alle graviditeter ender i spontan abort

Nyt stort forskningsstudie fra Rigshospitalet viser, at de fleste kvinder heldigvis aldrig oplever en spontan abort. Men samlet set ender knap 10 % af alle graviditeter i abort, og risikoen stiger kraftigt med alderen.

Når man oplever en spontan abort, er det normalt at føle sig alene, forkert og uduelig. Det er både smertefuldt og sorgfuldt, når den store glæde alligevel ikke bliver til noget.

Et nyt stort studie fra Rigshospitalet er netop blevet offentliggjort, som samler data for 40 år. Over de fire årtier er der registreret 3,5 millioner graviditeter i Danmark, og i studiet undersøger forskerne, hvor mange af kvinderne der har aborteret spontant, det man også kalder graviditetstab.

I alt blev der i studieperioden registreret 337.008 spontane aborter, hvilket svarer til 9,6 procent af de registrerede graviditeter. Andelen af gravide, der gennemlever en spontan abort, stiger en del med kvindens alder.

Andelen af de gravide med spontan abort steg fra 3,9 procent blandt de helt unge kvinder, 10-14 år, til 26,9 procent blandt kvinder 45-49 år. Det svarer til en syv-dobling af risikoen med stigende alder. 

Blandt de kvinder, der i studiet fra gynækologisk afdeling på Riget, blev fulgt gennem hele deres fertile periode, fandt forskerne følgende fordeling af graviditetstab:

  • Kvinder som aldrig blev henvist med spontan abort: 77 %
  • Kvinder som havde haft 1 spontan abort: 18 %
  • Kvinder som havde haft 2 spontane aborter: 4 %
  • Kvinder som havde haft 3 eller flere spontane aborter: 1 %

Mere end 3 ud af 4 kvinder oplevede altså aldrig et klinisk graviditetstab. Med klinisk menes der, at kvinden selv registrerer tabet som et tab, og henvises til sygehus for det.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER

Footer graphics