I lyset af at Eurovision ser sig selv som en “upolitisk musikbegivenhed” kan det virke besynderligt, at konkurrencen allerede nu – flere måneder inden den finder sted – har været fuldstændig smurt ind i politiske dagsordner. Særligt Israels deltagelse har været omdiskuteret.
Flere hundrede musikere, herunder MØ, Tessa, Raske Penge, Katinka, Brimheim og Lucky Lo, har opfordret til, at Israel udelukkes fra sangkonkurrencen på grund af krigen i Gaza, og blandt deltagerne i det danske melodi grand prix har flere givet udtryk for lignende holdninger. Bandet UBLU sagde for eksempel, at en stemme på dem i den danske konkurrence ville være spildt, fordi de ikke agtede at stille op til Eurovision.
Allerede inden det danske melodi grand prix løb af stablen forrige lørdag, var der demonstrationer foran DR. Og for at det ikke skal være løgn, så blev selve showet kortvarigt kapret af klimaaktivister, og da det hele så var slut, og Saba havde vundet, var glæden kort for den sagesløse sange, for havde hun nu tænkt sig at deltage i Eurovision?
Det skulle hun lige sove på, og det forstår man jo godt, for det var en svær beslutning med et så stort udefrakommende pres. Men i onsdags meldte hun så ud, at hun gerne ville stille op. Det er svært at fortænke hende i den beslutning. Hun er sanger og drømmer om at stå på scenen til Eurovision. At hun er blevet suget ind i en politisk strid, der er større, end hun kan bære på sine skuldre, er uheldigt og et desværre fint billede på, at alting i disse år bliver blandet sammen.
Når det er sagt, er det selvfølgelig lige så naivt at insistere på, at Eurovision er upolitisk, som at VM i Qatar var det. Den gang som nu bør det stå de deltagende frit for at boykotte arrangementet. For hvordan kan man være part i en så brutal krig, som vi lige nu ser i Gaza, og så samtidig hyggenygge til Eurovision, som om intet er sket? Hvilken moral er det lige et udtryk for?
Problemet er, at man hos organisationen EBU, som står bag Eurovision, behændigt undgår at tage stilling til, om Israels deltagelse er rigtig eller forkert. De siger blot, at den israelske tv-station, KAN, opfylder alle krav for at deltage. Eurovision er “en konkurrence mellem public service-medier” og ikke “en konkurrence mellem regeringer,” har EBU’s direktør meldt ud.
Selvom det argument principielt er rigtigt, ændrer det ikke på, at det er helt hen i vejret. Eurovision er åbenlyst ikke en konkurrence mellem public service-medier, men en tydelig konkurrence mellem lande. Ingen har nogensinde sagt “12 points to Danish Broadcasting Corporation”, for deltagerne repræsenterer jo deres hjemlande. Men når man repræsenterer sit land, repræsenterer man også sit lands krigsførelse, og det er meget svært at se for sig, at det ikke kommer til at kaste skygger over den 20-årige israeler Eden Golans show til maj, at Israel står midt i et blodbad. Uagtet hvor man måtte stå i den konflikt.
Det ville klæde EBU – og DR, som bakker op om Israels deltagelse – ikke at reducere denne strid til en formalitet, fordi dette på ingen måder er en teknisk diskussion, men en moralsk diskussion. Ingen har nogensinde kritiseret KAN, men derimod Israels krigsførelse. Derfor virker det underligt konsekvent at tale om public service-betingelser. Ved at gøre det holder EBU sig selvfølgelig til deres princip om at holde Eurovision upolitisk, men udstiller samtidig, hvor umuligt det er at leve op til. Som tingene er lige nu, kan de ikke undgå at være politiske, og det er selvfølgelig en skam.
Samtidig virker det næsten komisk, at de insisterer på at holde en happy go lucky glimmerfest, når verden står i brand, og en af deltagerne er part. Jeg er ikke sikker på, at en boykot af Israel vil løse situationen (det er i øvrigt langt fra første gang, at der har været boykotkrav rettet mod Israel). Men jeg efterlyser, at dilemmaet bliver italesat i stedet for ignoreret. Så tror jeg, det bliver nemmere for mange af kritikerne at leve med, at det ikke er Eurovisions bord at løse problemet.
