Kære brevkasse,
Det er første gang, jeg skriver til dig. Jeg har egentlig altid gået i store buer udenom dig. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, jeg tror bare ikke rigtig, jeg forstår dig. Men alle veje fører åbenbart ikke længere til Rom, de fører til dig og dit dueslag. Du er i hvert fald over det hele. Jeg finder dig som radioprogrammer, i bogform, som den klassiske avisudgave, i bladene og nu også som teaterforestilling.
Forleden da jeg ville undersøge, hvilke kulturelle muligheder, der findes for de lockdown-ramte, faldt jeg over Revolver play under Teater Republiques nye virtuelle initiativ, hvor man kan få bragt teateroplevelsen til sofaen. De har nemlig lavet små serie-opsætninger af nyere dansk litteratur, og én af dem er Stine Pilgaards hitroman ’Meter i sekundet’.
’Meter i sekundet’ er et skønt og humoristisk værk, der skildrer en ung kvindes flytning til Vestjylland, og hvordan hun som selverklæret orakel indtager rollen som lokalavisens brevkasseredaktør. I teateropsætningen er det den folkekære Lise Baastrup, der som forestillingens eneste skuespiller giver et indblik i en brevkasseredaktørs svarproces. Udstyret med sin diktafon, sit skråsikre stålsind og uendelige mængder af lommefilosofiske floskler, råder og svarer hun bl.a. flueknepperens kone, den ensomme og den kræsne.
Du hædres altså, kære brevkasse. Mere end normalt. Og hvad end din redaktør hedder Mads, Sara, Renée eller noget helt fjerde, agerer du danskerens suveræne rettesnor. Men hvorfor? Hvorfor er du en lige så stor tendens som Nørrebro-bøllehatten og de glitrende hårspænder?
Okay, jeg synes også, det er ret så underholdende at høre om ”Torben”, der har gjort både sin kone og hendes søster gravid. Og jeg synes, det kan være betryggende, at vi er flere, der ikke ved, hvordan vi skal sige til vores kollega, at han lugter af både sved, hvidløg og motorolie. Men hvad blev der lige af den gode, private samtale? Opkaldene til vennerne, veninderne, mødrene og fædrene? Hvorfor skriver de rådvilde til dig i stedet, brevkasse? Hvorfor skriver jeg til dig? Hvorfor har du vundet så stort indpas som danskernes førende følelsesvejleder?
Kvindebevægelse & hverdagsproblemer
Nok er du afsindig hot for tiden, men du er jo ikke en ny opfindelse – faktisk har du haft en tidligere glansperiode manifiseret af vores allesammens Tove Ditlevsen og hendes ikoniske brevkasse ’Små hverdagsproblemer’. En brevkasse hun overtog i 1956 og bestyrede i 20 år indtil sin død i 1976. Brevkassen blev bragt i Familie Journalen og var et sted, hvor digter-darlingen besvarede spørgsmål fra den danske husmor. Ofte spørgsmål om ægteskab og kernefamilien – elementer af livet, der længe havde været bandlyst fra den offentlige debat.
I dag betragtes mange af Tove Ditlevsens svar som kontroversielle og i strid med nutidens køns- og seksualitetsforståelse – men hey, når man er melankoliker med misbrugsproblemer og en daglig gang på psykiatrisk afdeling, så bliver alle andres problemer nok bagatelliseret. Og så må man også huske på, at ’Små hverdagsproblemer’s første år var inden 70’ernes altomvæltende kvindebevægelse, og altså en tid hvor kvindens position – sørgeligt nok – ikke var til forhandling.
Det forklarer måske brevkasseformatets popularitet dengang. Brevkassen tilbød kvinden anonymitet, og et rum hvor spørgsmål om følelsesliv, menneskets psyke og relationer fik plads. Måske har du stadig en særlig kvindepolitisk tyngde i dag? Kan vi gå så vidt som at betragte brevkassen som et slags startskud til én af rødstrømpebevægelsernes vigtige paroler om at gøre det private politisk?
1970’erne og den såkaldte kvindelitteratur videreførte i al fald brevkassens litterære rum, hvor kvinders inderste tanker og nære relationer – både de kropslige og de følelsesmæssige – fik taletid. Med litteratur af autofiktiv karakter kunne man pludselig læse sig til flere ikke-anonymiserede kvinders fortællinger fra det virkelige liv – tendenser vi også kan se i den brede litteratur i dag, dog med et mere flydende køns- og seksualitetsbegreb.
Måske kan de mange nuværende henvendelser til brevkassen derfor forstås som led og indikator for den igangværende kønskamp med #MeToo, nonkonform identitetspolitik, serielt monogami, samtykke, sugardating og Tinderknald? Måske kom du surfende tilbage på feminismens fjerdebølge?
Det er måske ikke alle, der er sprunget med hovedet først ud i feminismens røde hav, men brevkassen har gjort danskeren til en værre vandhund. Vi bader os nemlig både i fortabte ”spørgende” og i ivrige ”brevkasse-besvarere”, der med livredderbæltet på savler for at få fingrene i spørgsmål fra usikre og halvdruknede danskere – hvad end det er gennem de autoriserede brevkasser eller opslag på de sociale medier. Måske er der lige så mange brevkasseredaktører nu, som der er køn, mennesker og facebook-profiler?
Kære Doctor Love, hvad kan du og din brevkasse?
En af dem – der både har et køn, er et menneske og en brevkasseredaktør med egen facebook-profil – er Felix Thorsen Katzenelson, aka. Doctor Love. Og han er faktisk brevkasseredaktør. Sådan rigtigt. Siden 2019 har han nemlig i Ibyens brevkasse, der bringes i Politiken, svaret på blødende hjerters kærlighedsbønner – altid i godt selskab med en inviteret kendisgæst (og også en enkelt gang sin mor). Som et af brevkassens disciple har jeg spurgt Doctor Love om formatets kunnen.
”Der er forskellige former for brevkasser, men min brevkasse er – foruden at være en kærlighedsrådgiver – en brevkasse, der forhåbentligt kan give et indblik i vores samtid og de nutidige kulturelle tendenser. De ugentlige inviterede gæster er primært nogle, der arbejder indenfor kunst- og kulturfeltet, og dermed er trænede i at analysere og kommentere livet, kulturen og verden,” siger brevkasseredaktøren.
”Jeg tror, brevkassen som genre er helt unik i sin evne til at indkapsle en tid. De spørgsmål, der stilles og de svar, der gives, afspejler, hvor vi er lige nu. Der er alle dage blevet stillet spørgsmål til kærligheden, men brevkassen formår at give dem en aktuel tone. Bare for to år siden skabte kontor-romancer eksempelvis ikke lige så mange spørgsmål, som de gør i dag. På den måde kan brevkassen tage samtidens temperatur. Tag Tove Ditlevsens brevkasse som eksempel – den giver os et meget ærligt blik ind i den pågældende tid. Et lille stykke Danmarkshistorie.”
”Ikke, at andre tekster, genrer eller hvad, der betragtes som højtstående kunst ikke kan afspejle en tid og dens tendenser – for det kan og gør de naturligvis. Men brevkassen har en ret enestående evne til at give plads til store livsanskuelser på forholdsvis lidt plads. For nok kan spørgsmålene og svarene virke korte, men de rummer langt flere lag. Når man hører Hella Joofs svar – i hvilket monopol det så end måtte være – så er det jo sådan set ikke rådet om, hvordan man skal tackle den irriterende svigerfamilie, der er interessant. Det er i stedet den kulturanalyse, hendes svar er forankret i. Det, hun siger om at være i et forhold, at være menneske, at være kvinde, at være dansker, ligger implicit i det svar, hun giver – og dét er det interessante. Og så er et ”simpelt” spørgsmål om juleaften med svigerfamilien pludselig blevet til en samtale om, hvad det vil sige at være til i dag,” siger Felix Thorsen Katzenelson.
Men hvorfor er du og Hella Joof kvalificeret til at rådgive os andre?
”Det tror jeg heller ikke nødvendigvis, vi er. Jeg er hverken klinisk uddannet eller ekspert i oprindelig forstand. Jeg ved ikke mere om kærlighed end så mange andre, men jeg har lysten og modet til at skrive om det. Skabe et vedkommende rum, der er samtaleparat og bekvemt for os alle sammen at være i – hvad end vi er forelsket i vores kollega, vores roomie eller vores stueplante.”
”Og så lever vi i den grad i personlighedernes tid. Det handler sommetider ikke så meget om, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det. Det gør sig ikke blot gældende i forbindelse med brevkassen, men er karakteristisk for hele mediemøllen. Det kan der absolut være noget problematisk ved. Men ved at lade kendte agere rådgivere inviteres lytteren eller læseren ind i et trygt og fortroligt rum – simpelthen fordi de føler, de kender rådgiveren. Og det kan jeg se stor gevinst ved.”
Gennem brevkassen er der et offentligt rum for frustration, sorg og skam, men tager det det ud af det private rum?
”Jeg kan godt forstå bekymringen, og jeg kan ikke bare sige hårdnakket nej. Men jeg tror ikke, det ene udelukker det andet. Vi lever i en tid, hvor vi generelt udleverer meget af os selv, så jeg tror måske mere, brevkassen er et udtryk for netop det – at vi bare generelt set har fået et øvet sprog for følelser, sorg og skam. Der er kommet kapital i sårbarhed, men det kan aldrig være en dårlig ting, at vi som samfund er blevet bedre til at dele af livet. Men jeg synes ikke, brevkassen kan, må eller skal erstatte den gode private samtale. Brevkassen kan, når den lykkes med det, have en tabunedbrydende effekt og være fundament for et fælles sprog. Så måske skal vi ikke nødvendigvis se brevkassen som privatlivets modsætning, men snarere som dets udvidelse.”
Millionspørgsmålet – hvorfor er brevkassen som format så stor i dag?
”Så længe vi har problemer, har vi jo brug for løsninger. Jeg tror, vi lever i en forvirrende tid – ikke at vi ikke har gjort det før. Men jeg tror, vi altid vil have brug for grænser, retninger og svar. Små sandheder om, hvad det vil siger at være menneske, og hvordan vi er til. Det tror jeg, brevkassen på mange måder kan give det moderne menneske – det er nogle gange bare et godt råd og en løgnehistorie, men alligevel mere sandt end noget andet. Og så er brevkassen jo allemandseje og på den måde meget folkelig. Alle kan lytte eller læse med, og selvom det er ”Den fortvivlede”s spørgsmål, der besvares, så er svaret, kommentarerne og analysen af de kulturelle fænomener alles.”
Jeg takker her den altid indsigtsfulde Doctor Love for fremragende tanker og svar, og jeg må medgive, at du, kære brevkasse, kan et eller andet. Udover at underholde – for du godeste, det kan du – så kan du lytte, du kan svare og tage samtidens temperatur. Du er folkeligt allemandseje, og måske indikerer du ikke blot et bredt behov for dialog om menneskets sårbare inderste, men faciliterer selve samtalerummet?
Måske har jeg fuldstændig misforstået dig? Du må jo svare tilbage, hvis intet af overstående er et gyldigt portræt af dig. Men jeg tror, at jeg så småt begynder at tage del i begejstringen over dig. Og hvem ved, måske er det ikke sidste gang, jeg skriver til dig?
Alt godt.
Venlig hilsen, journalisten
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
