1. Man ved ikke altid selv, hvornår man provokerer andre
Det, der for mig er hverdagstanker og åbenlyst, kan for andre virke vildt og vanvittigt. Man kan aldrig se på folk, hvad der trigger dem. Et menneske kan se konservativ ud uden at være det – eller ligne en moderne hipster og være helt konform og blufærdig. Det er heller ikke altid, at folk lader dig vide, når du trykker på deres ømme knapper. Mange vender forargelsen indad eller gemmer den til senere. Eller raser ud i et kommentarspor. Men du får absolut intet ud af at prøve at gardere dig mod at chokere eller forarge andre. Alle spekulationer om andres reaktion er tidsspilde, for du mener jo, hvad du mener. Det laver andres følelser ikke om på.
2. Det er okay, at nogen synes, jeg stinker
Ytrer jeg kun ting, som alle støtter, liker og er enige i, er jeg intetsigende, mainstream og lettere ligegyldig. Jeg gør mig som regel umage for at nuancere mine holdninger og formulere mig høvisk. ”Alting kan siges på en ordentlig måde”, sagde min mor. Når det er sagt, så kan man ligeså godt sige tingene direkte, for uagtet om der er sukkerglasur på eller ej, vil visse budskaber være uspiselige for nogen. Det er okay. Jeg er elsket og respekteret af dem, der betyder noget. Resten må mene, hvad de vil.
3. Kønslivet er provokerende
Nu siger jeg ikke, at jeg er en sandhedssiger eller et geni. Det meste af det, jeg turer frem med handler om meninger og perspektiver på kønslivet. Vi har alle et kærlighedsliv, men helt generelt holder mange folk ikke af at få at få stukket viden om den menneskelige natur og seksualitet i øjnene. For vi VIL tro på ‘den eneste ene’, og ’sådan er mænd, og sådan er kvinder’. Og så videre. At bryde illusioner om kærlighed, sex og køn er lige så sprængfarligt som at tale om religion eller politik. Så hvis man skal stikke næsen frem i den offentlige debat, er det en god idé at armere sig.
4. Man behøver ikke have en bestemt titel eller position
’Der findes andre, der ved mere om det her end mig. Så det er nok bedst, at jeg tier stille’. Jeg har ofte tøvet med at mene noget offentligt, fordi jeg var i tvivl om, om jeg vidste nok.
Der er altid nogen med en længere titel og mere erfaring ja, men det er ikke sikkert, at de stiller op eller kan bidrage med samme nuancer som dig. Alle har ret til at deltage i den offentlige samtale. Det er sådan, at en debat bliver god.
5 .’Hele sandheden’ er ikke et krav
’Hvis jeg ikke kan bidrage med noget spritnyt, må jeg nok hellere klappe i’. Nej. Målet med at blande sig i den offentlige debat er ikke at være banebrydende. Man behøver heller ikke sidde med hele sandheden eller løsningen. Målet er at perspektivere en igangværende samtale og nogle gange starte en helt ny. Kan man bidrage med en brik til det større billede, er det nok. Den brik kan andre så skubbe til eller stable andre brikker ovenpå, og sammen skaber vi et videre verdensbillede.
6. At tale om sig selv er både det mindst farlige og det mest farlige
Har jeg nu tilstrækkeligt belæg for at fremlægge den eller den observation? Her gælder det – ligesom i bogskrivningens verden – at man med fordel kan begynde med sig selv. Artikler og udsagn der starter med et ”jeg oplever at” peger kun tilbage på en selv, og så er det op til andre at identificere sig eller påpege, hvis de ser verden helt anderledes. At tale med udgangspunkt i sig selv er det mindst farlige, fordi ingen andre behøver føle sig truet. Men det er også det mest farlige, fordi det giver andre anledning til at gå efter kvinden frem for bolden, og så kan responsen blive virkelig personlig og perfid.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
