Vi har det godt på vej mod afgrunden, og det har aldrig gået bedre. Vi står på nippet af en fjerde industriel revolution, men ingen ved, hvor langt ‘nippet’ er. Sikkert ikke på vores vagt, tænker vi. Dette er de gode game dage. Bare vent og se. Siger vi.
Så kommer det! Crashet.
Vi bliver atter mindet om den tredobbelte krise med økonomisk krise, klimakrise og social krise – og hvor vigtigt det er at gøre noget ved det. Vi kan ikke længere fortsætte med den økonomi, vi har nu. Det er vitterlig en benzindrevet bil på en motorvej på vej ud over en afgrund i dårligt vejr. Men vi vil alligevel hellere dø end at bevæge os over i en førerløs, eldrevet dele-mini-bus, selvom det er billigere. Hvordan var det nu i øvrigt med, at man kunne korttidsleje sine ting ud?
Da verdensøkonomien kollapsede i 2009, blev primært amerikanske, kreative entreprenører nødt til at få gode idéer, så de ikke skulle flytte ud af deres lejligheder og bo under broer. Sådan opstod blandt andet TaskRabbit og Airbnb. Dem, der havde brug for at overleve, fulgte med.
Deleøkonomi trives under kriser. Det giver mennesker uden socialt sikkerhedsnet mulighed for at tjene penge. Det skaber et prekariat, hvis man ikke kan leve af sine mange indkomststrømme små. Så har man ikke råd til at købe de dyre ting og finde nye måder at leve på. Så må man dele.
LÆS OGSÅ:
Du tænker måske nok, at du har et socialt sikkerhedsnet spændt ud under dig. Men det gælder i virkeligheden kun dem med et fast arbejde. Dem bliver der færre af. Du tænker også, at du ejer dit hus, men det er i virkeligheden kreditforeningens. Du tænker nok, at du ejer din bil, men den er leaset.
Sådan er vi mennesker indrettet: Når vi sætter os ind i lejebilen, bliver den forvandlet til ‘vores bil’. Når vi booker os ind på hotelværelset, bliver det til ‘vores hotelværelse’. Så vi behøver ikke nødvendigvis eje vores ting for at føle tilhørsforhold til dem. Så det gør ikke noget, at vi ikke rigtig ejer de ting, som vi føler, at vi ejer.
I 1972 lå Keynes tanker om økonomien i ruiner. I 1989 lå Marx’ tanker i ruiner. Og Hayeks styrtede i grus, da Friedman, Reagan og Thatcher var færdige med hans arbejde i 2009. Nu står vi atter med desperat behov for en ny fortælling. Nu skal mennesket til det igen. Kontorets fremtid er, at der ikke bliver noget kontor. Vi skal alle være selvansatte og freelancere. Robotter og kunstig intelligens er de nye nøgler.
Det kan lyde som en farlig rejse, når man bare gerne vil beholde sin indkomst, så man kan fastholde sit skønne liv. Nyt og anderledes lyder altid farligt, indtil vi har prøvet det.
Vi har været nomader det meste af menneskehedens historie. Vi slog os ned for at dyrke én gud og markerne omkring templet. Men vi har ikke hver især dyrket jorden de sidste 100 år. Vi forarbejdede en kort overgang jordens ressourcer på fabrikkerne og solgte herefter jordens ressourcer en lige så kort periode fra kontorerne.
Efter det næste crash skal vi til at bruge ressourcerne på en ny måde, så der bliver plads til de 2,5 milliarder mennesker, der lige nu bevæger sig fra fattigdom til middelklasse og vil have det samme som os. Det kan ikke lade sig gøre med den nuværende forbrugeriske model. Så de vil gøre det på den moderne måde, mens vi vil fortsætte den nuværende måde. Som dermed bliver den gammeldags måde.
Vi skal ubetinget og nødvendigvis finde en måde at deles om planetens ressourcer på, skabe stærkere fællesskaber på og en dermed meget billigere måde at leve på. Deleøkonomien er broen fra det digitale til det fysiske fællesskab forbundet gennem delte ting, viden og fysisk arbejde.
1990’erne handlede om at komme online. 2000’erne handlede om at forbinde sig med hinanden online. Nu handler det om at forbinde sig med hinanden offline online. Men det sker ikke for alvor, før et nyt crash indtræffer og omsider river fundamentet væk under os. Et crash som slipper ny teknologi løs og gør livet lettere, billigere og bedre for de mange.
Foto øverst: Elisabetta Foco/Unsplash
