freelancer
Foto: Unsplash

Til freelancerne: Sådan bliver du alle arbejdsgiveres yndlings-go to-leverandør

Vi kan lige så godt omfavne og elske hinanden, freelancere og arbejdsgivere, for vi er 100 procent afhængige af hinanden. Jeg har siddet på begge sider af bordet, så her får du min bedste game plan til et smukt og langvarigt forhold fra først den ene og så den anden side af skrivebordet.

Svartider på op til fire måneder. Hvis der nogensinde kommer et svar. Opgaver, som efter aflevering skal omarbejdes en halv milliard gange for til sidst at ende et helt andet sted end det bestilte. Penge, som ikke bliver udbetalt, fordi ”ups, den har jeg lige glemt at sende videre“.

Arrrgh! Herude i det frit flydende arbejdsliv som freelancer er jeg ikke altid imponeret over mine skiftende arbejdsgivere. Det er ikke, fordi jeg mangler forståelse for, at den, der sidder og samler trådene, som regel har rasende travlt. Eller får en milliard pitches og henvendelser fra freelancere, hvoraf mange er så ringe, at de må betragtes som dybt useriøse.

Jeg har nemlig også selv siddet på den anden side af bordet og bestilt arbejde fra freelancere. Og jeg har helt sikkert selv været sløv på svartasterne og glemt at sende fakturaer videre (og hermed undskyld til jer, det måtte gælde, hvis I læser med). Netop har jeg gode forudsætninger for at udtale mig på begge parters vegne om samarbejdet, som flere og flere af os i fremtiden kommer til at indgå i.

Så hermed min liste med seks tips til, hvordan du som freelancer bliver din arbejdsgivers førsteelsker på lønningslisten. Derefter tager vi den anden side af skrivebordet.

Men først: Sådan bliver du chefens yndlingsfreelancer:

1. Lav et ordentligt pitch

“Hej, jeg er freelancer og vil gerne lave opgaver for jer” og “Jeg kunne godt tænke mig at skrive noget om kulturel appropriation” er IKKE et pitch. Sæt dig ind i det medie/den virksomhed, du vil eller skal løse en opgave for. Du skal kende stedets selvforståelse og DNA. Er det en virksomhed, som kommunikerer med et glimt i øjet, eller sidder slipseknuden stramt? Hvordan er tonen? Du skal selvfølgelig også vide, hvem målgruppen er og kende til virksomhedens produkter, magasiner og hvadharvi. Er det uklart, og kan du ikke researche dig frem til det, så spørg. Kort sagt: SÆT DIG IND I OPGAVEN! Skriv herefter et kort, appetitligt og præcist pitch. Hvis det er for langt i spyttet eller uklart, risikerer det at blive dumpet allerede i mailbakken.

Pitcher du uopfordret, er ovenstående om muligt endnu vigtigere, her tæller alt, også overskriften på din mail. Det giver dig også mere røv i bukserne til at rykke for svar, hvis du har leveret et seriøst stykke forarbejde. Endvidere har jeg god erfaring med at skrive ultra kort om mig selv og mine meritter, når jeg forsøger mig på nye jagtmarker. Det virker lidt ligesom et social proof – de andre kunne godt lide mit arbejde, så du kan roligt bruge mig.

2. Overhold deadlines

Ja, det siger sgu sig selv. Så den burde være overflødig. Men det betyder altså også, at man ikke en uge inden ‘varsler’, at det kan man ikke lige nå. Ligesom det er no go at aflevere det meste af opgaven og eftersende resten senere. At overholde en deadline betyder at overholde en deadline. Punktum. Med mindre jorden revner og spiser dit hus og din computer. Du kan have alle mulige gode grunde til, at det kan blive vanskeligt for dig. Men fra arbejdsgiverens side af bordet gør en misset deadline dig til en træls oplevelse, trods medmenneskelig forståelse for din situation.

3. Levér et færdigt stykke arbejde

Whut, tænker du måske? Men hvis du vidste, hvor mange halvfærdige ting, jeg har fået leveret. Med mindre, du specifik er blevet bedt om at levere noget midtvejsstatus, så er din arbejdsgiver ikke interesseret i det ekstra-arbejde, det er, at skulle se dit halvfærdige arbejde igennem. Jeg har dog også haft en redaktør, som var typen, der gerne vil have fingrene ret langt inde i procesdejen. Og som derfor opfordrer til, at jeg skal vende ting undervejs. Fint med mig. De fleste andre chefer stikker en præcis opgave ud og forventer en færdig pakke, som kan glide næsten ubehandlet videre i systemet. Og så får de det. Men spørg for guds skyld undervejs eller allerede upfront, hvis du er i tvivl om noget i forhold til at løse opgaven. Det er pres og derfor træls som arbejdsgiver at modtage noget andet end forventet. Og virkelig irriterende for dig selv, for det betyder ekstra arbejde.

4. Mød din arbejdsgiver IRL og få mere arbejde

Hvis du gerne vil arbejde fastlance (er det ikke det, de fleste af os freelancere drømmer om?!) for en given virksomhed, så betragt det som en ansøgning, når du henvender dig på mail til den rette person (hvilket du selvfølgelig har undersøgt inden). UNDERSØG PRODUKTET! Hvilken type opgaver udfører pågældende sted for hvilken målgruppe? Kom med nogle konkrete ideer (som du skriver som præcise pitches, se ovenstående), skriv om nogle af dine tidligere bedrifter, der har relevans for det arbejde, du gerne vil udføre. Foreslå gerne et kaffemøde. Men KUN i forbindelse til alt det andet. Kaffer gider en chef kun at tage, hvis hun er interesseret i dig og dit arbejde. CHEFER HAR IKKE TID. Selvom du måske vinder ved nærmere bekendtskab, så er det, hvad du kan levere, som tæller. Selvfølgelig havde jeg som redaktør altid mere lyst til at bruge de søde freelancere, jeg brugte aldrig et dygtigt røvhul. Men flinkhed SKAL være kombineret med faglig dygtighed og punktlighed, ellers er det fuldstændig ligegyldigt.

5. Æd prisen eller smut

Æd prisen eller deal med det upfront. Hvis du synes, noget er for dårligt betalt, så sig enten nej, forhandl dig til bedre pris eller at du udfører opgaven på en måde, som du synes, svarer bedre til prisen. Eller acceptér prisen og lad være med at brokke dig bagefter. Jeg har skrevet artikler til en håbløs betaling. Til gengæld fik jeg helt fantastisk feedback, der faktisk rykkede ved den måde, jeg efter mange år i faget var landet i at skrive. Og jeg åd prisen fra start, for jeg ville gerne skrive til netop det medie.

6. Hold hesten med at rykke for betaling

Med det mener jeg, at du bør sætte dig ind i, hvad det pågældende sted har af retningslinjer for udbetaling af honorar. Især større steder har lang løbetid på udbetaling, og du skal indsende din faktura inden en bestemt dato på måneden. Ellers må du vente til næste gang, der udbetales penge. Burde der være gået penge ind, er du selvfølgelig i din gode ret til at rykke. Men næsten ingen steder vil have knaster klar på din konto dagen efter. Ofte heller ikke samme uge. Heller ikke selv om du rykker flere gange efter det. Det gør kun din arbejdsgiver irriteret, for der er som regel ikke noget, hun kan gøre for at fremskynde processen. Nu vi er ved det, så lad også være med bede om at få penge udbetalt på forhånd. Ligegyldigt hvor meget du er på røven. Tro mig, du bliver nok ikke hyret igen så, og du risikerer at ende som skrækeksempel i guider som denne.

Find mere om
Footer graphics