Han står helt tæt op ad mig med sin højde og et min-pik-er-stor-og-vellidt-blik, mens hans håndled tynges af et tungt ur, der er mere værd end alle mine fremtidige årslønninger.
Der er lunt i Kødbyen, og jeg prøver at komme hen til bordet, hvor min veninde sidder, men han er vant til at få det, han peger på, og lige nu peges der i min retning. Med et greb om min arm siger han noget om mine øjne. Han siger mere. Meget mere. Bliver ved, mens jeg flakker mod hende.
Han er egentlig smuk. Men han virker rig og en af dem, der ikke synes, at golf er røvsygt. Så han er irrelevant for mig. En af hans venner kommer hen og giver ham ret i det med mine øjne. Og så kommer en tredje ven, og nu står de tre mænd og er lige så enige i det med mine øjne, som de er enige i, at Liberal Alliance har den fedeste politik.
Deres overdrevne komplimenter har båret mig lidt op over jorden, og lige nu føler jeg mig hævet over de fleste. Har lyst til at være lidt toxic. Vise at kvinder også kan fucke mænd op. En slags hævn over de mænd, der har fucked mig op. En dejlig måde at komme ud med de frustrationer, der ikke kan nå hen til deres egentlige modtagere. Så jeg spiller for smart til øjenkontakt og lytter ikke rigtig til deres ord.
Den første foreslår vin i næste uge, mens jeg holder øjenkontakt med en af de andre. Han spørger om mit nummer. Jeg siger nej, men han kan prøve at skrive til mig på Instagram, og så kan jeg overveje, om jeg orker. Han følger mig på Instagram. Jeg følger ikke tilbage.
Endelig rammer min røv det bordebænkesæt, hvor min veninde har ventet på mig. Efter en øl og et par afbrydelser af mænd, der har vigtige ting at sige, cykler vi videre. Jeg skal i radioen og snakke om dating, fordi jeg har formået at bilde nogen ind, at jeg ved noget om det.
Jeg siger ting i radioen og har det sejt. Og nu skriver ham den potentielt rige fra Kødbyen. Jeg overvejer, om jeg skal svare, selvom han ikke er min type. Det er nemmere at blive fascineret af ham den kommende krigsfotograf med stærke lår, der lige er kommet hjem fra udsendelse i et meget koldt land.
Efter kloge og ukloge snakke slukker vi mikrofonerne i studiet, og sammen tager jeg og de to radioværter ud til festivalen for pæne københavnere. O Days på Refshaleøen.
Nu står jeg her og kaster armene op til FRAADS og kigger på havet og drikker noget boblende med hindbærsmag, der ikke smager af alkohol, men som indeholder vodka. Vi hænger ud med den ene radioværts kæreste og hans sjove venner.
Jeg hygger mig. Og prøver at ignorere de beskeder, jeg ikke får af ham, jeg godt kan lide.
Lidt før midnat danser vi vildere, end vi gjorde tidligere, og vi er voldsomt sultne. Madboderne er lukket, men jeg lover mine nye venner, at jeg kan skaffe mad.
Svedende løber jeg hen mod en bod, der konstaterer, at det er slut med mad. En langhåret fyr, der lige har købt en Fritz-kola med Jägermeister, tager mig i hånden og snakker om min top. Sammen går vi på madjagt og ender mirakuløst med at få resterne fra Sticks’n’Sushi.
To kæmpestore poser med uramaki og sticks. Han hjælper med at bære det hen til de nye venner. Nu står de store poser på jorden i midten af vores lukkede cirkel. Vi griner og danser til en god dj. Spiser sushi og deler bokse ud til dem, der smiler.
Vi vælger at smutte, da festivalen lukker, og vagterne smider folk ud. Jeg har det lidt klamt over min kølige attitude.
Men det er nemmere at opretholde afstanden, når man er kold og arrogant. På den måde er der også cirka nul procent chance for at blive såret og omkring nul procent sandsynlighed for at blive forelsket. Og lige for tiden sker der mange spændende ting i min karriere, og så er det heldigvis ok udadtil at lade som om, at man er typen, der bare gerne vil fokusere på den.
