Amanda Collin spiller den kvindelige hovedrolle, Ann Barbara, i filmen ’Bastarden’, som handler om den fattige Ludvig Kahlen spillet af Mads Mikkelsen, der i 1755 ankommer til den jyske hede med et eneste mål. Han kæmper en indædt kamp for at tæmme den vilde hede og opdyrke jorden, men i sin stædige jagt på rigdom og ære risikerer han at ofre dem, der står ham mest nær.
Et gennemgående tema i filmen er, hvor meget man må ofre på i valget mellem karriere og familie. Og selvom filmen foregår for flere hundrede år siden, er balancegangen mellem karriere og familie, den såkaldte work life balance, et velkendt dilemma for de fleste den dag i dag.
Men mange ting har også ændret sig siden 1700-tallet, særligt for kvinderne, og dén udvikling fortæller 37-årige Amanda Collin, der selv har mand og to børn, at hun har fået et udvidet syn på efter sin rolle som Ann Barbara.
”Når jeg tænker periodedrama, så tænker jeg, at de manglede jo en brik i deres kvindesystem, som jeg tydeligvis har i dag. Lige pludselig gik det bare op for mig, at sådan er det overhovedet ikke. Hun var en-til-en det samme menneske, som jeg er i dag. Forskellen er bare, at man ikke kunne handle på samme måde, og at der var andre regler i forhold til, hvordan man blev behandlet og rang i samfundet.”
Med fare for at afsløre for meget af filmen, kan det siges, at Ann Barbara er stærk nok til at tage hånd om sin egen lykke på trods af et liv som fattigarbejder og tabet af sin mand.
Netop dén selvstændighed elskede Amanda Collin ved sin karakter.
”Hun er så meget tilstede i nuet. Hun ved, hvad hun fortjener, og også hvad hun ikke fortjener. Hun ved jo godt, hvordan hun gerne vil tales til, og at hun ikke har lyst til at blive voldtaget. Den her karakter er vågen nok i livet til at forstå, hvad der foregår omkring hende. Hun er ikke fanget i sin historie. Hendes mand dør, og hun er rimelig lost, men hun ser hele tiden sine muligheder og handler inden for den ramme, hun er i. Samtidig sætter hun andre før sig selv. Der er ikke så mange normer eller ydre rammer, der definerer hendes kompas for, hvad der er rigtigt og forkert.”
Hvilke ligheder ser du mellem Ann Barbaras kamp og det, du selv kæmper for i dag som kvinde?
”I virkeligheden føler jeg, at kampen er den samme. At føle sig elsket og få lov til at give kærlighed. Det kæmper jeg også for. Men jeg kæmper ikke så meget. Fordi jeg føler mig elsket og får lov til at give masser af kærlighed. Det var det, der rørte mig så meget ved Ann Barbara. Hun har så meget mere kærlighed, end hun kan give, men hun må ikke. Men alligevel elsker hun i virkeligheden livet. For det første tror jeg ikke, at Ann Barbara søger særlig meget. Hun vil bare gerne have lov til at være.”
I hvor høj grad kunne du spejle dig i Ann Barbara?
”Hun er jo mig. Hun er jo et eller andet, som eksisterede i mig på det tidspunkt. Jeg ammede min søn, da vi filmede, og var enormt meget naturligt til stede i nuet og slap en helt masse ting, som jeg normalt ellers ville have gjort eller kæmpet for. Fordi jeg så det som nødvendigt for den balance, som du også snakker om.”
”Ann Barbara er vågen nok til at se lykken, hvor den er, og tilvælge livet fremfor offeret, der også sagtens kunne bo i hende. Og det er noget, jeg kan spejle mig i. Jeg insisterer på lykke hver dag. Og nogle gange er det virkelig et pres for min omverden. Men jeg kan altid finde en blå sky. Der er kærlighed over det hele, og jeg elsker det bare. Og hader at bo i vreden. Det handler jo om, hvilke briller man har på i livet, så på den måde har Ann Barbara og jeg ret meget de samme briller på.”
Frihed skal komme indefra
I Amanda Collins øjne handler Bastarden blandt andet om frihed, og hvad frihed egentlig er. Opnår man frihed gennem rigdom og ære, som Ludvig Kahlen forsøger, eller skaber det blot en tom anerkendelse? Selv mener hun, at frihed og anerkendelse hænger sammen, men at den bliver nødt til at komme indefra.
“Jeg tror, at den egentlige anerkendelse kun kan komme fra en selv. Vi får den aldrig, lige meget hvad vi jagter. Om det er familie, stabilitet eller andet. Det er først, når vi holder op med at jagte noget og stopper op og tænker, at vi lever, så kommer der en frihed. Og det er jo en ret brutal anerkendelse, som jeg i hvert fald kom til for et par år siden. Der kommer bare ikke nogen og redder dig, og det er jo lidt den historie, vi også får fortalt i filmen. Der kommer ikke nogen og redder dig, for så er du ikke fri.”
I mange år gik Amanda Collin imidlertid og ventede på, at nogen skulle komme og prikke hende på skulderen og hjælpe hende med at blive den skuespiller, som hun altid har vidst, hun skulle være siden hun var lille.
”Skuespil er noget, der skal ud af mig. Sådan føler jeg det. Der var et program, da jeg var lille om balletskolen, som hed ’Balletbørn’, hvor jeg bare tænkte ’Oh my God’, at få lov til at gå på en skole, hvor man kun dygtiggør sig. Ligesom at gå på Hogwarts. Virkelig bare at blive dygtig til noget, man er vild med, og kunne nørde det helt vildt. Det syntes jeg bare var så lækkert.”
Du har selv valgt en vej, hvor du må være kompromisløs i valget mellem karriere og familieliv. Hvordan balanceres familie- og karriereliv for dig?
”Det er helt klart noget, der skal kæmpes for. Jeg sætter min familie før min karriere. Hundrede procent. Igen i filmen stejler Ann Barbara ved, at Ludvig Kahlens projekt på heden er mere værd end en 8-årig pige, han kalder sin datter. Det er der ikke nogen mennesker med et hjerte, der kan sige. Jeg hader mig selv, når jeg for ofte siger, at jeg har travlt. Jeg har travlt, men jeg har ikke for travlt. Så skal jeg ændre noget.”
Hvad er det vigtigste for dig i dit arbejdsliv?
”Ligeværdighed. Og det er jo meget Ann Barbara, selvom man ikke kunne forstå det i 1755. Men jeg har det sådan med hierarki, at jeg slet ikke kan forstå det. Det resonerer bare ikke i mit system. Jeg kan have en kæmpe glæde over nogens ekspertise, men ingen er mere værd som menneske end mig. Hvad enten jeg er en god eller dårlig skuespiller. Jeg er efterhånden for gammel til at lege med nogen, som skal få mig til at føle, at jeg skal være heldig for at lege med. Det er en lorteleg. Men hvis nogen siger til mig, at jeg skal være taknemmelig, så er jeg taknemmelig over alt.”
Har du selv følt dig heldig i forhold til at få rollen?
”Det føler jeg hele tiden. Men hvis der er en undertone af, at jeg ikke må være den, jeg er, ved siden af en, der er højere i hierarkiet, så vil jeg ikke være der. Jeg tror ikke rigtigt på held. Vi kan godt putte et label på, at det er heldigt. Men held fjerner ligesom dit værd i samtalen. Timing er et bedre ord. Held er bullshit faktisk.”
Din skuespillerkarriere spænder over mange forskellige kvinderoller – fra dominerende kæreste i ‘En frygtelig kvinde’ til moderlig krigsmaskine i ‘Raised by wolves’ og nu Ann Barbara. Hvordan har du det med den moderne kvinderolle i dag?
”Jeg føler altid, at mine roller oplyser mig om et blind spot eller en side i mig selv, som jeg får lov til at undersøge sådan helt ind til benet.”
“Det er umuligt for mig at svare på, hvilken kvinderolle jeg bedst kan spejle mig i, fordi de på en måde alle sammen er mig. Altså en skuespilpræstation er jo et stort spejlbillede af, hvad man selv går igennem lige der. Derfor synes jeg faktisk, at det er lidt ambivalent, hvordan jeg laver en rolle, for vi laver den på en måde sammen. Den former sig først i dig, når du ser den. Hvis jeg fortæller dig, hvordan du skal have det med Ann Barbara, misser vi jo noget. I takt med at jeg bliver spurgt ind til min rolle, reflekterer jeg også på nye måder og får et nuanceret syn på rollen og filmen. Mystikken er en gave for modtageren af en film.”
