I mere end 25 år har Tal R været en uomgængelig figur på den danske kunstscene. Han har udstillet over det meste af verden og anses for at have fornyet det figurative maleri, og så er han noget så sjældent som indbegrebet af en farve. Lyserød. Nu samler ny bog trådene fra hans tidlige arbejde i 90’erne og frem til i dag. I den anledning mødte vi den 56-årige kunstner i hans atelier i København til en snak om arbejdsliv, overspringshandlinger og at blive bedre med alderen.
Tekst: Thomas Balslev
Foto: Kristina Pedersen
Tillykke med jubilæet. Du har været kunstner i mere end 25 år og opnået mere, end de fleste. Hvad drømmer du om?
“For det første, så ved jeg én ting. Det sidste jeg kommer til at lave på den her jord, det er noget med en blyant i hånden. Jeg føler, at der er så mange andre forvandlinger, jeg allerede i mit halvlange liv har gået igennem. Det eneste, der virkelig er konstant for mig, det er den der blyant i hånden. Det er der, jeg føler mig allermest fri. Næsten lige så fri, som når man drømmer om natten.”
“Det at lave malerier føles bundløst. Så jeg drømmer bare om at lave ting, der har stået og grinet af mig før. Jeg har hele tiden fantasier. Det bliver utroligt spændende den dag, at jeg ikke har fantasier om, hvad jeg vil lave. Det bliver endnu vildere”
Hvordan kan du svare så sikkert på det?
“Du kan lige så godt spørge mig, “ved du, at du begynder at sove?” Jeg ved, at det er det, jeg gør til det sidste. Det er det sted, jeg er allermest komfortabel med være, fordi jeg kan vende og dreje alting. Og derfor er det så vigtigt et sted for mig at være. Jeg tegnede som barn. Det hed ikke kunst dengang. Der er sjældent nogen forbindelse mellem at være et barn, der tegner og blive kunstner. Det er en misforståelse at tro, fordi du er tegnet som barn, så bliver du kunstner. Der er større chance for, at du ikke gør det.”
Hvad er det vigtigste for dig, når du arbejder?
“At jeg har en idé, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme derhen.”
Er du blevet bedre og hurtigere eller langsommere til dit arbejde med tiden?
“Det er min erfaring, at det er godt at have 14 dage til et maleri. Men tid udover det er mere, fordi man måske bliver emotionel omkring det. Der er næsten ikke noget type maleri, der tager meget mere end det. Hvis du laver malerier i flere lag, altså når du kommer ud over syv lag, så er det mere for dig selv. Det er ikke synligt længere. Og det mest ambitiøse maleri er et, der faktisk bliver lavet i det, man kalder, vådt-i-vådt. Så laver du et maleri på en dag, men det handler ikke om, at det går hurtigt, men om at gennemtænke de lag, der er synlige, i et hug. Det er ret kompliceret. Men efter et langt liv som maler bliver man bedre til mere eller mindre at male et maleri i et hug.”
Hvordan holder du dig fokuseret og skarp?
“Mit fokus kommer ikke udefra. Det er ikke sådan, at jeg putter fokus ind i mit arbejde. Det er den anden vej rundt. Arbejdet får mig til at fokusere. De spørgsmål, jeg stiller i mit arbejde, holder mig vågen. Holder mig fokuseret. Det er det sidste, jeg tænker på, før jeg falder i søvn. Og når jeg vågner om natten, kan jeg stadig tænke på det.”
Hvilke rammer kræver du i dit arbejde?
“Der er ikke nogle ydre rammer eller omstændigheder, der skal være på plads. Der er en kunstner, der hedder Jesper Christiansen, der blev spurgt om det samme, hvorefter han svarede, “jeg har brug for mine briller og en deadline.” Og der er en stor sandhed i det. At vi alle sammen har brug for ydre omstændigheder til at levere. Vi har også brug for perioder, hvor der ikke er ydre omstændigheder, der kræver noget. Hvor værket kan få lov at gå i stå og bare arbejde sig uregerligt af sted.”
“Lige nu ligger hele gulvet herinde fuld af tegninger. Fredag skal det fotograferes. Der er jeg færdig. Og det optimerer mig. Det spidser min blyant, da jeg ved, at fredag er dagen.”
Færdiggør denne sætning: Når jeg arbejder er jeg altid…
“…beskidt og tilstede. Jeg kommer aldrig udenom, at det at arbejde influerer noget andet end mig selv og tit et flydende materiale af en eller anden art, som på et eller andet tidspunkt størkner på mine hænder og knæ. Og med “tilstede” mener jeg, at den eneste måde, jeg rigtig kan levere, er ved at være fuldstændig tilstede i den der spørgerunde, jeg har med maleriet. For det er en spørgerunde. Du arbejder altid ud fra en idé. Du ved bare ikke, hvordan du skal komme derhen.”
Nogle folk har brug for cigaretter. Andre folk skal på Pornhub. Men jeg har brug for en valnød.
Hvordan ser den ideelle arbejdsdag ud for dig?
“Jeg har jo en arbejdsdag, som de fleste mennesker. Min dag starter med, at jeg afleverer nogle børn. Og så tager jeg ind i mit atelier. Jeg går stort set i gang med det samme. Jeg laver en kop kaffe eller en kop te. Alt efter hvad jeg tænker er det rigtige. Og så arbejder jeg i intervaller. På et tidspunkt kan jeg mærke, at jeg glider ud af det. Og efter så mange år, så begynder jeg bare at hive i de tricks, jeg allerede kender. Det er udmærket nogle dage. Andre dage er det der, jeg stopper. Så tager jeg en pause. Går en tur. Eller sætter mig på en café og kigger på andre mennesker. Så går jeg tilbage igen. Så kan jeg genstarte arbejdet igen.”
“Den interessante del af min arbejdsdag er den mere musiske del af dagen. Hvor jeg er helt frisk og spørger og lytter på svar. Sagen er, når man har gjort det samme i 25 år, så har du mindst 25 veje, man kan gøre tingene. Men det er jo sjovt at lede efter den 26. og 27. vej.”
Hvor tit sker det?
“Jeg går altid rundt og tørster efter de der perfekte lange dage. Det er meget sjældent, at jeg har dem. Men jeg har også en mistanke om, at jeg har konstrueret mit liv sådan, at jeg ikke har dem – at jeg egentlig rekonstruerer den samme situation, som jeg har været i, lige siden jeg var barn. Jeg voksede op i en stor familie, vi var fire børn. Der var altid larm af folk.”
“Nu er jeg 56 år, og jeg bliver ved med at være den der vidunderlige trummerum af småbørn, hvor du er nødt til at sætte dig ud over dig selv hele tiden. Men jeg trives bedst og fokuserer bedst, når der er en vis modstand omkring mig. Modstand i form af andre ting, jeg skal. Tidspunkter, jeg skal aflevere en til dans, eller et skolemøde. Eller det værste: Et beboermøde.”
Hvad er din normale overspringshandling?
“Det er en lur. Jeg kan sove hvor som helst. Jeg kan sætte mig i metroen og sove mellem to stationer. Jeg kan sove på en bænk. For ikke at nævne, når et fly letter eller et tog sætter afsted, så falder jeg i søvn med det samme.”
Hvad gør du for at skabe et frirum fra dit arbejde?
“Siden jeg var 23 år gammel, så har jeg kigget på mine kammerater. Og set alle dem der, der havde altid. Og altid misundt dem. Men for eksempel nu. Hvis for eksempel, at Emma, min kone, som studerer i Frankfurt, tager til Frankfurt, og jeg har de der børn, der sover klokken 20, så har jeg tre timer inden jeg selv skal i seng. Så er jeg helt euforisk. Men efter et par dage, så rammer der sådan en form for rastløs følelse. Jeg faktisk ikke er sikker på, at jeg kan håndtere ubegrænset tid. Jeg tror, at jeg er bedre til at håndtere begrænsning og modstand.”
Har det altid været sådan?
“Du skal vide en ting: Jeg kigger hele tiden væk fra avisartikler og bøger, der bliver skrevet om mig. Fordi jeg ikke vil stoppes. Som ældre kan jeg spendere mange uger på noget, og det bliver faktisk mange uger bedre. Jeg føler, at det er ligesom et fald. Og det er det sjove. Jeg er bare interesseret i faldet. I det dybe fald, hvor jeg arbejder og er optaget af det næste, jeg skal lave. Men en bog eller en artikel om mig føles som et jakkesæt, der sidder for stramt over skuldrene. Det gør mig forlegen og stolt, men det strammer og straffer.”
Hvilken ting gør dit arbejde lettere?
“Jeg har fundet ud af, at jeg har brug for dagslys. Det har jeg været fuldstændig ligeglad med i størstedelen af de famøse 25 år. Men nu begynder jeg at have brug for rigtigt lys, der forvandler sig i løbet af dagen. Jeg kan godt male uden i rimelig ringe lys.”
“Lige for tiden spiser jeg valnødder hver dag. De ligner hjernen. Jeg synes, det er en utrolig god ting. Jeg drikker te hver dag, og jeg drikker kaffe hver dag, men jeg er nok mere te-menneske, end jeg egentlig er kaffe-menneske. Om efteråret, så prøver jeg også at få fat i alle de forskellige æblesorter. Det er de små banaliteter, vi alle sammen har brug for. Nogle folk har brug for cigaretter. Andre folk skal på Pornhub. Men jeg har brug for en valnød.”
Hvad interesserer dig lige nu?
“Det er sjovt at fortælle om det her, for det havde jeg aldrig turde gøre, da jeg var yngre, fordi jeg ikke er begyndt at behandle det endnu rigtigt i mine billeder. Det er kun noget, der ligger som sådan en interesse. Men jeg er lige flyttet til et hus uden for København. Om aftenen er der alle de der mørke silhuetter af husene, man kan se. Vi bor sådan lidt oppe på en lille bakke. Og det eneste, du ser ud i den her mørke nat, det er de her vinduer. Og i øjeblikket er jeg utrolig optaget af forholdet mellem indenfor og udenfor. Hvis du er indenfor, så kan du se månen udenfor, men nogle gange, hvis der er mørkt der, hvor du sidder, så vil månen også spejle sig på dit gulv. Det er noget, der fylder mig fuldstændigt.”
Du må kæmpe dig frem her i verden. Det har været min egen tilgang. Jeg er opvokset sådan. Men jeg har ændret det. Jeg føler, at det er rigtig godt, at man inkluderer og sørger for diversitet.
Hvad er du optaget af at blive bedre til?
“Jeg er utrolig dårlig til de fleste ting uden for det her rum. Jeg er emotionel utrolig besværlig. Jeg har svært med at forstå andre menneskers følelser. Jeg er totalt komplet umulig. Men jeg er ikke isoleret interesseret i at blive bedre til noget håndværksmæssigt som maler. Jeg er interesseret i at se, om jeg kan folde det ud, jeg lige beskrev for dig. Og i takt med, at du som kunstner folder noget ud, så følger håndværket efter. Det må ikke være den anden vej. At håndværket går ind først, og så følger motiverne efter. Så halter du som kunstner.”
Hvad er den bedste beslutning, du har truffet i dit arbejdsliv?
“Det har været ret vigtigt for mig, at jeg virkelig tidligt blev spurgt, om jeg ville undervise – på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke var god nok. Eleverne var bedre end mig. Men det gjorde, at jeg måtte tage mig selv alvorligt. Og jeg måtte anskue mig selv fra et frygteligt standpunkt, nemlig fra en afstand. At være sig selv og observere sig selv, det er noget, du lærer, når du underviser. Det har lært mig meget.”
Hvornår var du sidst fortabt?
“Jeg føler mig fortabt hver dag. Men i værkstedet er fortabelsen bare fantastisk. Fordi hver gang du føler dig fortabt, så må du jo være nysgerrig på en ny måde. Og lige så god jeg er til det i mit arbejdsliv, lige så ringe er jeg til det i mit liv udenfor arbejdet. Der føler jeg mig fortabt hver dag. Jeg føler mig fortabt, når mine børn siger ting til mig. Når de spørger mig om ting. Jeg føler mig fortabt over for min elskede og min familie, når de siger ting.”
Du har givet mange interview gennem din karriere. Hvad undrer du dig over, at du aldrig bliver spurgt om?
“Jeg undrer mig ikke, jeg føler mig faktisk heldig over, at jeg ikke bliver spurgt eller stillet til regnskab for, hvor mit politiske ståsted er. Jeg vil ikke kunne tale om det med samme autoritet, men det er jo interessant at vide, hvem er mennesket bag kunstneren? Hvad er almindeligheden og banaliteten bag en person? Men hvis jeg skulle gå i dybden med mit poltiske ståsted, så ville jeg være Bambi på glatis.”
Okay så. Hvad er kunstbranchens største problem?
“Jeg vil starte med at sige, at vi er relativt privilegerede i Danmark. Der er, så vidt jeg tæller, tre akademier i Danmark, der er utal af kunstskoler og gallerier. Men jeg synes i princippet, at alle museer burde være gratis, så alle og enhver til enhver tid kan gå ind og se kunst. De offentlige samlinger er allemandseje, synes jeg.
Du kan virkelig måle et samfunds rigdom på, hvor stærke institutioner, det har. Ligeså vel som man simpelthen ikke må skære ned på folkeskoler, så må man heller ikke skære ned på museer. Man kan til gengæld stille nogle krav. Og det er, at de skal rette sig ud mod folk.
Jeg har været meget firkantet omkring, at dem, der kommer til fadet, er dem, der skal til fadet. Du må kæmpe dig frem her i verden. Det har været min egen tilgang. Jeg er opvokset sådan. Men jeg har ændret det. Jeg føler, at det er rigtig godt, at man inkluderer og sørger for diversitet. For når folk får en chance, og gerne en chance, hvor de måske ikke helt er gode nok, så opper folk sig. Så folk skal have mulighed for de her chancer bredt over samfundet. Det er interessant at høre alle stemmer.
Og det er en mærkelig balancegang at lave alle de her kvoter. For kvoten må ikke gives, så du tager de spidse tænder fra folk. Man skal bevare deres hugtænder som kunstnere. Hvis du overpøser med muligheder, så får du tandløse kunstnere.”
