Der er en vidunderlig scene i HBO’s nye serie-satsning, ‘Pose’. På en tom diner over en uhøjtidelig kop filterkaffe, bliver trans-kvinden Angel konfronteret af hendes elskers kone, i et opgør, som jeg kun kan forestille mig er alt for familiært for folk, der vælger at leve som et andet køn end det de er født med.
Konen, Patty, har for længst accepteret, at hendes mand også elsker Angel. Hvad hun ikke kan forstå, er, hvorfor Angel kommer i New Yorks LGBT-dominerede ball-miljø, når nu hun er en kvinde? Angel kigger halvt forundret, halvt smigret på hende, før hun stille og roligt forklarer, at hun faktisk er transkønnet: født som mand, lever som kvinde. Først da Patty, som stadig ikke tror på hende, beder Angel vise hendes pik for at bevise det, bliver den ellers tålmodige Angel irriteret.
Der bliver snakket meget om diversitet i disse dage. Der skal flere ikke-hvide, ikke-hetero, ikke-mænd på skærmen lyder kritikken. Tit munder det ud i tokenisme, der betyder, at mindretalsgrupper skal repræsenteres på lige fod med majoriteten. Det kunne f.eks. være ønsket om, at mørke Idris Elba skal være den næste Bond, eller at der snart skal komme en feministisk Disneyprinsesse for at tikke nogle bokse af. Hvad sådanne symbolske rollemodeller har af fordele, kan der ikke herske nogen tvivl om. For mange må det mildest talt være et friskt pust at kunne spejle sig i en, der ligner en selv, efter altid at skulle sidde og glo på popkulturens usual suspects.
Serien ‘Pose’ tikker alle bokse og mere til; med det største transkønnede cast i tv-historien og en majoritet af sorte og latino karakterer, har et hidtil underrepræsenteret community fået et helt nyt fænomen at spejle sig i. Det i sig selv burde berettige ‘Pose’ til sendefladen, men hvad der omtales sjældnere er, at ‘Pose’ også er vigtig underholdning for en cis-kvinde som mig. For selvom Angels barske levevilkår er mig helt fremmede (jeg er stort set aldrig blevet diskrimineret på hverken mit køn eller udseende), fatter jeg også pludselig, hvor irriteret hun bliver over Pattys grænseoverskridende spørgsmål. Det ville jeg da også, hvis nogen bed mig om at tage bukserne af midt i aftenkaffen.
På et hvilket som helst facebookopslag, der handler om en trans, ikke-binær, eller på anden måde ikke helt hetero person, vil du med garanti kunne finde en pæn skare af kommentarer, der på den ene eller anden måde giver udtryk for at det er ‘unaturligt’, forkert, eller decideret klamt. Noget i stil med: “Hvis man er født som mand, er man en mand for livet! Bum basta!” (og det der er grovere).
Mange finder det åbenbart stadig voldsomt provokerende af at se på nogen, der ikke ligner dem selv. Der ulmer en paranoia om at kommentatorens (lad os kalde ham Lars) egen livsstil snart vippes af tronen grundet en bastant hær af politisk korrekte skabninger, der tordner frem. Hvad der fremgår mest af Lars’ kommentarer er en ynkelig uvidenhed, og her må man ty til den velkendte cliché, at uvidenhed fremkalder frygt.
Derudover hersker der en idé om, at det at engagere sig med en transperson er et kæmpe tungt stykke arbejde. Skal man sige ‘den’? Bliver der spurgt nedladende i selvsamme kommentarspor. Mange gør desværre en dyd ud af ikke at forstå dem fra ‘Pose’. Som i et nyligt ‘Mads & Monopolet’-dilemma, hvor en fyr (lad os kalde ham Ulrik) insisterede på at kalde hans kærestes veninde for ‘han’. Var det i orden, så længe hun ikke hørte det?
Fordommen om at transpersoner bare er besværlige millenials, der gør et stort påstyr ud af noget så simpelt som køn, skaber en form for stædig dovenskab. Stædigheden er giftig, og jeg tror desværre ikke, vi får sure Lars og uvidende Ulrik til at slå over på ‘Pose’ lige foreløbigt – deres komplette resistens over for empati er nok ikke til at rykke i. Men deres umiddelbare forvirring er legitim nok, den har alle os, der aldrig har fået forklaret termer som trans, ikke-binær eller androgyn sikkert oplevet. Os, der i det hele taget meget sjældent konfronteres med vores egen uvidenhed.
Det er da heller ikke så overraskende, når majoriteten af narrativer på tv og film omhandler folk, der ligner dig selv, at du aldrig har skulle forholde dig til andet. Hvis du er komfortabel med den tilstand, er du et lost cause, hvad ‘Pose’ angår. Men hvis du er villig til at bevæge dig lidt uden for den komfortzone, og tilbøjelig til at grine og græde med manden bag ‘Glee’s elskværdige karakterer, så kan ‘Pose’ varmt anbefales.
Serien omhandler som nævnt 80’ernes New Yorks ballroom-kultur og de mange queer-skæbner, der bruger disse balls som et frirum, hvor deres køn og seksualitet kan florere åbent og endda hædres (i stærk kontrast til ude i resten af byen). Til ballerne bliver der konkurreret i forskellige kategorier mellem de rivaliserende ‘huse’ – en slags selvvagt familie, hvor der er plads til de fleste. Som seer følger vi, hvordan karakterer som Angel, Blanca, Ricky og Elektra kæmper for at blive til noget i et New York, hvor de fleste belønninger går til dem, der færdes omkring seriens anden setting, Trump Towers. Her møder vi i øvrigt en corporate asshole-type, man i mange andre film og serier vil kunne opleve som hovedperson.
LÆS OGSÅ:
‘Pose’ gør præcis det, god popkultur gør bedst: giver dig medfølelse for personer der ikke alene er fiktive, men hvis omstændigheder er så langt fra dine egne som kun fantasien kan afgrænse. I homofobien hersker der en ‘lad os kalde en spade for en spade’-logik, i mange forskellige former. Men den overser at man desværre ikke kan spørge en spade, om den gerne vil kaldes for en spade. Mennesker derimod, er i stand til både at definere og fortælle om sig selv – og de får lov til begge dele i ‘Pose’s hidtil 8 afsnit. Heldigvis beviser ‘Pose’ også, at hvis man lytter, er det slet ikke så svært at følge med. Jeg selv følte med Blanca, da hun ikke blev accepteret af sin familie og forstod godt, at Elektra så inderligt ønskede en kønsoperation. Hvad der kan virke abstrakt, bliver i ‘Pose’ konkret; hvad der lyder kompliceret bliver simpelt.
Selvfølgelig besvares alle spørgsmål du kunne have til en trans eller homoseksuel person ikke af denne ene serie (mennesker kan netop ikke skæres over én kam), men måske kan serier som ‘Pose’ hjælpe os med at tilegne os en respektfyldt nysgerrighed. Én der undlader de mest upassende “hvor er din pik?”-spørgsmål under årets Pride. ‘Pose’ opfordrer dig til at glemme alt om politisk korrekthed og i stedet lade din menneskelighed være din guide.
‘Pose’ beviser, at diversitet ikke er en meningsløs etikette, men tværtimod har potentialet til at gøre vores tv-oplevelser større, mere betænksomme, smukkere. At komme tættere på det levede liv som LGBTQ+ person kræver ikke en forlæsning. Du behøver faktisk ikke engang færdiggøre denne belærende artikel. Det kræver kun et åbent sind og et HBO-abonnement for at indtjene dig lidt næstekærlighed.
Ved nærmere eftertanke kræver det ikke engang, at dit sind er helt åbent, men blot lidt på klem: de elskelige karakterer, den skarpe dialog og det lækre disko soundtrack skal nok sørge for resten.
