Hvad skal vi egentlig med endnu en ubrugelig H&M-designerkollektion?
Radio & podcast
menu-close

Moussa Mchangama om HMoschino: Hvad skal vi egentlig med endnu en ubrugelig H&M-designerkollektion?

8. november 2018 |

H&M har netop lanceret deres nyeste designsamarbejde med modehuset Moschino og dets kreative direktør, Jeremy Scott. Kollektionen – der består af bling, bling og mere bling – har vigtige politiske aspekter, men falder på et afgørende punkt: Bæredygtighed.

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og retter et blik mod de fænomener, der både samler, skaber og forarger det moderne samfund.

Pose! Her er det den transkønnede skuespiller Mj Rodriguez, kendt fra tv-serien ‘Pose’, der viser HM’s Moschino-kollektion

Det er samme billede hver gang: Unge folk (eller deres curlingforældre med for meget tid) står/ligger/sidder i kø foran H&M’s store flagskibsbutik på Amagertorv. Gennem årerne har den svenske modegigant lavet designsamarbejder med nogle af verdens mest hypede designere og modehuse, fra Karl Lagerfeld til Lanvin, Versace til Balmain. Kollektionerne, der kun kommer til salg i udvalgte butikker og markeder, rives ned af hylderne i stigende hastighed.

Det er jo i sig selv glimrende at lave tøj, som folk har lyst til at købe. H&M har været en afgørende faktor i at skabe hype omkring kollektioner og udvikle den samme køkultur, der får folk til at ligge i kø i flere dage for at købe Kanye Wests Yeezy-sneakers. Og med lige netop denne Moschino-kollektion vises vejen for en kollektion, der i sin grundvold er helt vildt queer.

Alt designer Jeremy Scott sætter sin signatur på er ret camp, det er overdrevet, og det trækker på referencer fra pop- og homokultur, leger med maskulinitets- og femininitetsidealer og sætter dermed en ret interessant og vigtig politisk dagsorden. Kampagnematerialet til kollektionen er super mangfoldigt og sindssygt godt lavet, og Jeremy Scott kaldes ikke for ingenting ”folkets designer”, fordi han vil lave tøj til helt almindelige mennesker. At Moschino så er rasende dyrt, er jo en ironisk ting ved mode, men altså…

LÆS OGSÅ: Hvad gør vi, når efterårets smarteste hue er forbudt i Danmark?

Selvom det er sindssygt sejt og vigtigt, at H&M iscenesætter og skaber kollektioner, der er tænkt queer, så ændrer det ikke på, at tøjet i sig selv har en stor, afgørende fejl. Selvom det er lavet i samarbejde med selveste Jeremy Scott, har det ikke særlig høj værdi eller kvalitet og indgår derfor i et system af køb-og-smid-væk, der er fuldstændig vanvittigt.

De tidligere H&M-samarbejder har udmærket sig ved én ting: De smelter H&M’s billige prispolitik og hurtige produktion sammen med en designers velkendte DNA. Det betyder, at stort set alle styles vækker opsigt, fordi de skal være genkendelige som noget, der er skabt i netop dette designsamarbejde.

Denne kollektion er ikke anderledes: med guld, bling og MOSCHINO skrevet med versaler overalt, er man ikke i tvivl om, hvad det handler om. Det er i sig selv ikke et problem, ligesom det ikke har været det med de andre kollektioner. Problemet ligger i, at tøjet er så voldsomt og for meget, at det er ganske få mennesker, der kommer til at sætte så stor pris på det, at de kontinuerligt bruger det igen og igen over flere år. Derfor ser man tit, at H&M’s designsamarbejder gensælges for billige penge ret kort tid efter lanceringen eller decideret kyles ud. Efter brug et par gange, synes mange, at det bliver for meget, for opsigtsvækkende, for lige-i-overkanten at gå rundt med den der jakke i guldpaillet, som man synes var skide-designersmart, da man købte den.

LÆS OGSÅ: Pufærmer og præriekjoler er farligt og dydigt på samme tid

Derfor ender de her kollektioner med at blive lige præcis det, de ikke burde: Skrald og overforbrug. H&M er et af verdens største brands og arbejder målrettet med deres bæredygtighedsprofil og er partnere i en lang række organisationer (som Global Fashion Agenda, der afholder bæredygtighedstopmødet Copenhagen Fashion Summit hvert år), der alle arbejder for en mere bæredygtig modebranche. De har sat forholdsvis ambitiøse mål og har både størrelsen og maskineriet til at kunne gøre en konkret forskel og sætte en helt anden agenda. Men det ændrer ikke på, at deres grundlæggende forretningsmodel handler om køb, køb, køb, mere, mere, mere. De kan ikke tjene flere penge eller vækste, hvis folk ikke bliver ved med at købe tøj. Og hvorfor bliver vi ved med at købe tøj? Blandt andet fordi vi keder os og bliver trætte af det tøj, vi har.

Jeg frygter, at historien gentager sig med denne kollektion, fuldstændig som med de andre. At vi om et par uger fuldstændig har glemt alt om det, og at nærmest ingen – bortset fra die hard Moschino-fans – længere gider gå i det.

Og hvad skal der så ske med tøjet? Stort set alle styles indeholder mere eller mindre polyester (også dem i læder, de er foret med det), som jo er lavet af olie – det er plastik. Det nedbrydes – over meget, meget lang tid – til microplast, som vi jo ikke er sygt store fans af for tiden.

Så hvor skal det her ubrugelige tøj ende? Forhåbentlig ikke i verdenshavene. Selvom en delfin iklædt Moschino-bling sikkert ville gå viralt med det samme.

 

 

 

 

Moussa Mchangama

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og retter et blik mod de fænomener, der både samler, skaber og forarger det moderne samfund.