Billede af Sana Shahmuradova

Kvindelige ukrainske kunstnere: ”Ødelæggelsen af den ukrainske kultur er endnu et folkedrab”

Parallelt med den fysiske krig i Ukraine udspiller sig en kulturkrig, hvor det russiske regime forsøger at skrive den ukrainske kultur ud af historien. Men flere og flere kunstnere kæmper imod ved at skildre krigens rædsler.

Ved siden af beboelsesbygninger, skoler, børnehospitaler og fødeafdelinger, rammer de russiske missiller også ukrainske vartegn og museer. I februar brændte et lokalt museum, og 25 ikoniske værker blev til støv, imens brandfolk forsøgte at slukke ilden. I det lokale historiske museum i en provinsby nær Kijev var der kunstværker af blandt andet en af de kendteste folkekunstnere i Ukraine, Maria Prymachenko.

Landet har lidt massive tab både kulturelt og menneskeligt under krigen. Tusindvis af hjem og flere byer står i ruiner. Samtidigt er en parallel kulturrig mellem Rusland og Ukraine eskaleret. De fleste ukrainske kvinder står ikke ved fronten som mændene og kæmper imod de russiske okkupanter.

Men selvom de ikke står med våben i hænderne, forsvarer de kulturen og kunsten, og i protest udtrykker de krigens grusomheder gennem kunsten og holder håbet i live blandt befolkningen. Ifølge Harald Hartvig Jepsen, der er seniorrådgiver hos IFES (International Foundation for Electoral Systems) og førende ekspert inden for Ukraine, er der opstået en patriotisk ånd i Ukraine under krigen.

”En del af den rejsning er, at det ukrainske folk spørger sig selv om, hvordan de kan bidrage inden for deres fagområde. Nogle af dem har udfoldet patriotismen gennem kunsten. Kunsterne vil gerne bidrage med, hvad de kan for at bevare nationalfølelsen. Den patriotisme er også kommet bag på Vladimir Putin,” siger Harald Hartvig Jepsen, der er seniorrådgiver hos IFES (International Foundation for Electoral Systems) og førende ekspert inden for Ukraine.

Krigens smerte

En af de kunsterne, som gennem sin kunst udtrykker sine følelser omkring krigen og forsøger at bevare den ukrainske kultur, er 26-årige Sana Shahmuradova, der er født og opvokset i havnebyen Odessa, men i sit voksne liv har hun boet i Kijev. Krigen har tvunget hende på flugt til en landsby nær Odessa sammen med sin bedstemor. 200 kilometer fra hende lander missillier, men i sommerhuset ude på landet sidder Sana Shahmuradova og maler for at skabe håb og tro på en bedre fremtid.

”Igennem kunsten udtrykker jeg alt det, jeg oplever nu. Alt det, som mit land går igennem nu, og især smerten. Jeg prøver også at udtrykke tro og håb for, at krigen nok skal ende en dag,” siger hun, imens hun sidder i sin bedstemors sommerhus.

Det russiske regime anderkender ikke den ukrainske kultur og identitet som særskilt fra den russiske, og derfor bruger de alle midler for at destruere kulturen og dermed truslen fra den ukrainske nationalisme, der ulmer. Engang var det Stalin, der forsøgte at udslette den ukrainske kultur ved at arrestere og henrette det meste af den politiske- og kulturelle elite i 1930’erne i det sovjetiske Ukraine. I dag kæmper ukrainere igen for at bevare sin identitet og nation.

”Ødelæggelsen af den ukrainske kultur er endnu et folkedrab, som har varet i århundreder. Det der sker nu, er bare endnu et udbrud. Jeg beskytter den ukrainske kultur åndeligt, fordi jeg konstant tænker på den, tager mig af den, og videreudvikler den,” siger Sana Shahmuradova.

Børn og kvinder er ofrene

Hun er især optaget af at portrættere kvinder og børn, som har været ofre for blandt andet fysiske overgreb. De russiske okkupanter er blevet anklaget for krigsforbrydelser som voldtægt og tortur mod børn og kvinder, og i overalt i medierne i både Ukraine og udlandet bliver voldtægtshistorierne fortalt.  

”Jeg har altid malet kvinder, fordi jeg ser kvinder som subjekter, der er udsat for mange forskellige ting. Kvinder og kunsten er mit alfabet til at fortælle en historie. Kvinder er ofre for alt aggressionen, der foregår lige nu. Alt voldtægt mod kvinder og børn er ondere end ondskaben i sig selv. Kvinder fascinerer mig, fordi de er et symbol på fertilitet, natur, og alt det man kan være stolt af på jorden,” fortæller Sana Shahmuradova.

Billede fra Sana Shahmuradovas Instagram

Krigen har gjort det svært for den unge kunster at hente materialer til sine malerier. Før krigen malede hun oliemalerier, men krigen har gjort det svært at skaffe oliemalingen. Hun forlod hovedstanden Kijev, hvor hun boede før krigen, tomhændet. Derfor bruger hun det, som hun kan finde i sine omgivelser.  

”Jeg bruger det, som jeg kan finde, og så sender min ven materialer til mig en gang i mellem, men det kan også være en farlig vej at hente dem. Da jeg først kom herud på landet, brugte jeg tapet som lærred, og så fandt jeg nogle blyanter, som er blevet brugt i byens skoler, der nu er efterladte,” fortæller Sana Shahmuradova.

Hun er bare et eksempel på den stigende tendens med kvinder, der maler krigen. En anden kvindelig kunstner er Oksana Drachkovska fra Lviv, der på sin Instagram har mere end 13 tusind følgere. Under krigen har hun lagt illustrationer af krigen op på sin profil, og under et billede skriver Oksana Drachkovska:

”Kender verden til Mariupols børn, der ikke har set sollys siden krigens begyndelse? De har allerede så voksne synspunkter. Deres øjne og ører har set og hørt så meget rædsel, at det er svært for dem at være børn efter det. Vi skal redde deres liv og deres forældres liv! Rusland vil ikke stoppe, og det der foregår nu, er et folkedrab mod Ukraine”

Billede fra Oksana Drachkovskos Instagram

Den ukrainske kultur har været undertrykt af flere omgange både i det zaristiske Rusland og i Sovjetunionen, hvor Stalin slog hårdt ned på alle manifestationer af ukrainsk nationalfølelse. Rusland ambition om at genskabe sit tidligere kejserlige imperie og dermed påtvinge ’den russiske verden’ (russisk kernekulturs indflydelse i verden) sker lige nu for enhver pris. Det er en imperiedrøm at få Kijev og Ukraine tilbage igen og genskabe Ruslands storhed, og det kan kun ske ved at få kontrol over Ukraine og dermed dæmpe alt, hvad der ligner patriotisk kultur.

”Rusland har manglet et ben, og man kan stadigvæk mærke, at det gør ondt. Det er en drøm at få det igen, og det er meget typisk for tidligere imperier,” siger Harald Hartvig Jepsen.

En krig imod den ukrainske historie

Drømmen om at Rusland og Ukraine skal blive et en dag lever videre i Vladimir Putin. Den gamle KGB- officer har videreført nogle af de gamle idealer og forestillinger fra sovjettiden, hvor Rusland og Ukraine var ét samlet broderfolk. Samtidigt kæmper ukrainerne nu for deres selvstændighed, og derfor er venskabet blevet til fjendskab i løbet af de sidste 20 år.

”Siden 2014 har Vladimir Putin instrumentaliseret historien. Han har fortalt, at Ukraine ikke har ret til at være et selvstændigt land eller et selvstændigt folk. Det er hans ideologiske bagage, og det instrument har han brugt som fortælling på hjemmefronten for at legitimere krigen,” siger Harald Hartvig Jepsen og uddyber:

”Omvendt så er Ukraine jo også gået den anden vej med den omdiskuterede sproglov, hvor regeringen har sat normer for, at man skal tale ukrainsk på radio, tv og skiltning. Ukraine er blevet ukrainsk.”

Indtil videre er 14 ukrainske ortodokse kirker i hele landet brændt ned, og kunstmuseer i den ødelagte havneby Mariupol og i provinsbyen Ivankiv er brændt ned af de russiske okkupanter, men krigen er ikke slut endnu. Museer over hele landet kæmper for at beskytte artefakter, der repræsenterer den ukrainske historie, men kulturelle tab er uundgåelige.

”Vi ved endnu ikke, hvor meget der er gået tabt af kulturarven under krigen. Det vil fremtiden vise,” siger førende ekspert inden for Ukraine, Harald Hartvig Jepsen.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics