Hvordan vil du beskrive den nye sæson?
”Den bliver vildere forstået på den måde, at cybercrime fjernes mere fra min hverdag, men samtidig kommer det tættere på mit liv. Når man taler cybercrime, så tænker man, at det er russiskfinansierede hackere, der angriber Vesten for at lamme vores samfund. Det er der meget af, og det skræmmende er, at det kan ramme os alle sammen. Da vi startede første sæson for cirka to år siden, handlede det om store danske- eller amerikanske virksomheder, som var blevet ramt af cyberangreb, men så kom krigen i Ukraine, og pludselig handler det om os alle sammen. Nu skal vi virkelig forholde os til, at det kan være, at vores bankkonto, der bliver spærret. Men det mest vilde, der kommer til at ske i sæson tre, er, at vi skal tale om AI, som er blevet en ny spiller i cybercrime. Hackere søger hele tiden adgang i offentlige systemer og private systemer, og nu kan man frygte, at de begynder at bruge AI til at høste de her oplysninger. Man tror, at et hackerangreb rammer her og nu, men AI kan samle oplysninger, så de om et år eller tre år kan de smadre dit liv.”
Hvilke sager kommer der til at være fokus på i den nye sæson?
”I et afsnit kommer vi blandt andet omkring en uddannelsesinstitution, som er blevet hacket, så elevernes data blev lækket. Vi kommer også til at have et afsnit om, hvad der sker, hvis forsyningsvirksomheder bliver hacket. Der er en usynlig fjende, som i døgndrift arbejder på at slukke lyset og lukke for vandet. De går ind og forsøger at få vandforsyning til at holde op med at fungere, og så tager man dataene som gidsel og lukker for vandet. Det er ikke sket endnu, men det er jo en Ragnarok-forestilling. Så har vi et afsnit om cyberangreb i bankerne, og det kan godt virke lidt fjernt, men hvis banken bliver ramt, så kan det betyde, at vi ikke kan betale noget, fordi vi er så digitalt afhængige. I den her sæson er vi oppe på den højere klinge, fordi det pludselig handler om alt og os alle sammen. Vi kan blive kollektivt ramt.”
Kan man sige, at det er en mere nærværende sæson?
”Det kan man godt. Det kan være svært at forstå cyberangreb på banker eller et vandværk, men når man tænker over, hvad der sker, hvis det ikke fungerer, så kommer det pludselig tæt på. Vi siger i alle sæsoner, at man skal passe på sit password, men det er mere aktuelt end nogensinde før. Vi som individer skal være sindssyg opmærksom på, hvad vi gør med vores data.”
Hvorfor tror du, folk synes, det er spændende at høre om cybercrime?
”Grunden til, at folk ser blodige dokumentarfilm eller hører True Crime-podcasts er, fordi vi gerne vil have gyset, men samtidig også gerne vil tænke; godt, det ikke er mig. Men med lige præcis hackere skal man tænke, det kunne lige så godt have været mig.”
Hvad tager du selv af forholdsregler for at undgå cyberangreb?
”Slet ikke nok, men jeg har været inde og ændre mine koder, så jeg ikke bruger samme kode flere steder. Jeg er også opmærksom på ikke at trykke på links i mails fra ukendte afsendere. Hvis en kunde beder mig opdatere mine betalingsoplysninger, så ringer jeg med det samme til vedkommende og spørger, om det er dem, der har sendt mailen. Det er et problem, at man er nødt til at være så mistænksom hele tiden, men jeg tror også, det handler om, at det er noget, vi skal vænne os til, og når vi har gjort det tilpas mange gange, så tror jeg, det bliver helt almindeligt for os alle.”
True Cybercrime er efter ide og manuskript af Thomas Stokholm
Indtalt af Martin Hylander
Første afsnit i den nye sæson har premiere fredag de 24. november