agurk
Foto: Unsplash

Morgenbeats: Agurketiden er slet ikke så slem, som den har ry for

Hverdagen er tilbage, og det samme er pligten til at følge med i nyhederne og verdens gang. Men det kan føles som en byrde.

Jeg læste stort set ikke nogle nyheder i min sommerferie. Jeg hørte heller ikke radio, som jeg plejer, eller så tv-avisen, hvilket jeg nu alligevel aldrig gør. I de tre uger, min ferie varede, koblede jeg mig helt af, tjekkede maksimalt vejrudsigten, og det var jo ubehageligt nok i sig selv, men selve det at droppe nyhederne var virkelig, virkelig rart.

Det hårdeste ved at vende tilbage til hverdagen er, at man skal forholde sig til verden igen. Hvis det stod til mig, kunne jeg forpuppe mig cirka for evigt uden skænke omverden særlig mange tanker. Dybest set tror jeg, at det gælder mange af os, at vi ikke umiddelbart har det store overskud til eller finder den store glæde ved at følge med i nyhederne, og hvad der sker ude i verden. I hvert fald ikke hele tiden.

I årevis har vi talt om mistillid til medierne og om en stigende træthed i befolkningen overfor nyhedsdækningen, og når musiker Uffe Lorenzen i et interview her på Heartbeats siger, at han ikke læser avis, fordi det ikke interesserer ham, sætter han altså fingeren på noget, jeg har let ved at spejle mig i. I sidste uge interviewede jeg Jokeren til en artikel (glæd jer), og i den forbindelse sagde han også noget lignende, nemlig at han havde droppet at følge med i medierne, fordi de ikke bragte ham noget godt, nærmere noget dårligt, som påvirkede hans mentale helbred. Det er alligevel, sagde han, de samme ting, der går i ring: de samme koraner, der brændes af, den samme debat om ytringsfrihed, den samme krig mellem Rusland og Vesten, den samme helligdag, der skal afskaffes. Og så videre.

Det er selvfølgelig ikke helt sandt, men der er sandhed i det. Og problemet er selvfølgelig, at vi har et vist ansvar for at forholde os til verden omkring os. Lige nu står verden praktisk talt både i flammer og under vand, hvilket i særdeleshed kalder på vores – og her mener jeg hele verdens – engagement i verdenssamfundet.

I går tændte jeg så af en eller anden grund for tv-avisen og så et indslag om, at vi skal til at tælle pindsvin i Danmark. De er nemlig i tilbagegang på grund af mindre krat i vores generelt mindre grønne samfund. Og selvom det selvfølgelig var en kær lille historie med et stort perspektiv, virkede den ikke specielt vigtig. Hvad rager det egentlig mig-følelsen ramte mig på en i forvejen halvbitter aften, og her to uger inde i hverdagen kan jeg mærke, at det er en stor pligt for mig at skulle læse nyheder igen. Det er formentlig bare mit mentale ferie-mode, der ikke helt er ovre endnu, men jeg orker det virkelig ikke. Jeg orker ikke at komme op i gear igen for at diskutere vigtige samfundsemner og tidens begivenheder.

Agurketiden er jo i virkeligheden slet ikke så slem, som den har ry for, og jeg tænker, at den sagtens kunne vare lidt længere. Mon ikke vi kunne klare os med nogle genudsendelser i et par år, og hvor ville det egentlig være fantastisk, hvis tv-avisen en dag sagde det, som det var: Der er ikke sket noget i dag. Man kan jo altid samle op igen dagen efter. Eller dagen efter igen.

/Thomas Balslev


Kunst og pride går hånd i hånd

Sidste år lancerede Copenhagen Pride, ’Pride Art’, med stor succes på over 4.000 besøgende. I år gentager de succesen med en masse kunstevents spredt over hele Pride-ugen, der springer ud i igen i denne uge. Man kan blandt andet opleve en gruppeudstilling, hvor 12 billedkunstnere er gået sammen om udstillingen ’A part of us’, som portrættere betydningen af at stå inde – og udenfor et fællesskab. 

Pride Art finder sted på Nytorv mellem d. 14 – 19. august. 

/Frederikke Hinsby

Når forelskelses-rusen har lagt sig

Anna er karrierekvinde, der holder kærligheden i strakt arm, hvor Thomas er traditionel romantiker, som søger den eneste ene. Et umage par, som konfronteres med deres egne egoer i parforholdets evige kompromisser. ’Elsker dig for tiden’ er ikke en traditionel kærlighedsfilm, men en film om kærlighed, der viser parforholdet efter forelskelsesfasen. Som notorisk single, der for relativt nyligt har fået en kæreste, er det utrolig befriende at se en film, som ikke ophøjer kærlighed og forhold til at være en altoverskyggende lykkerus, men at det også kan være makrel i tomat og et hus i forstæderne. 

’Elsker dig for tiden’ kan ses på Netflix

/Frederikke Hinsby

Menneskets bedste ven får en tur i Tivoli

På søndag d. 20 er der hundenes dag i Tivoli, og det er præcis lige så fantastisk, som det lyder. Dansk Kennel Klub og Tivoli har i en lang årrække haft tradition for at byde de lodne krabater velkommen i haven, og det gør de også i år. Der vil være hundequiz, raceparade og sceneshow om hundes anvendelse som samarbejdspartner for mennesker. Hundenes dag er for alle, både hundeejere, men også os, som bare vil klappe søde hunde.  

Hunde har gratis entré i følgeskab med en betalende gæst.

/Frederikke Hinsby

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Det er med podcasts som med tv-serier. Der er så meget godt, at man kan ende med at bruge den tid, man skulle underholdes, med at lede rundt i det store udvalg. Derfor har vi samlet nogle af vores favoritter, og forhåbentligt er der noget for din smag (og som du ikke har hørt endnu).

Sommeren er forbi, og børn og unge over hele landet går med dukket nakke mod skolens port, der åbner klokken otte. Men hvorfor skal de egentlig møde så tidligt? Når vi fra mange undersøgelser ved, at især større skolebørn har bedre af at møde senere, og det voksne kontorfolk ofte mageligt sætter sig foran skærmen en time senere. Det undrer Ditte Giese sig over i denne klumme.

99 retter. De fleste med italiensk oprindelse. De to kvinder bag det populære Easy Peasy har lavet en ny kogebog, så vi kan forlænge de italienske sommerminder langt ind i efteråret.

Footer graphics