Foto: Netflix

Kan ‘Tiger King’ holde dampen oppe i sæson 2? Åh ja, er svaret

Sæson to af ‘Tiger King’ er landet, og selvom der ikke er lige så mange voldsomme sekvenser mellem vilde katte og Joe Exotic som i den første, så er den bestemt værd at se for fans, der lappede kultfænomenet i sig, da landet lukkede ned sidste år

Der er få ting, vi husker så glædeligt tilbage på fra den første corona-nedlukning, som kultfænomenet ‘Tiger King’. Hvis der var noget, som var på alles læber og fjernsynsskærme, bedst som vi var tvunget indendøre, så var det tv-serien om de vanvittige ejere af private “zoologiske haver”, hvor man kan kæle lidt med tigre, hvis man lyster.

Og nu, hvor vi igen bliver trukket ind i varmen og foran skærmen (måske mest på grund af vejret denne gang), er der minsandten landet en ny sæson om kongerne og dronningerne af tigerverdenen. 

Men kan showet fortsætte med den absolut mest farverige karakter, Joe Exotic, i fængsel? Kan historierne om resten af det farverige karaktergalleri holde dampen oppe i sæson to, spørger du måske? Åh ja, lyder svaret.

Der efterforskes stadig i sagen om Carole Baskins eksmands mystiske forsvinden. Foto: Netflix

Rettergang kontra tigerkamp

Mens alle seriens indblandede, ifølge Joe Exotic, har profiteret fyrsteligt på første sæson, så er han som den eneste frarøvet rigdom og berømmelse, selvom de andre, igen ifølge Joe Exotic, fortjener samme tur som ham. Derfor vil han, “om han så skal slå en handel af med djævlen,” sørge for, at hans ærkerival Carole Baskin og kompagni også kommer bag tremmer, og at han selv går fri.

Så er scenen ligesom sat. 

Der hænger da også stadig en vis mistanke over særligt Baskin, hvis eksmands forsvinden stadig er et uopklaret mysterie. Eller, det vil sige, uopklaret for alle andre end Exotics fanatiske tilhængere, som er helt og aldeles afklarede med, at det er Baskin, der er morder, og Exotic, der er blevet framed.

Generelt fylder efterforskningen af de resterende tigerkonger- og dronninger mere i denne sæson, og sagerne omkring Carole Baskin og Exotic’s nemesis, Jeff Lowe, bliver gransket yderligere. Det er i og for sig spændende nok (man studser over nok så mange detaljer!) men man savner i de første par afsnit noget af den galskab, som cirkus Exotic var. Men det gør man også kun lige indtil sæsonens sidste par afsnit, hvor en karakter vender tilbage til showet.

Joe Exotic figurerer primært fra fængslet i sæson to af serien. Foto: Netflix

Ny galning i centrum

Bedst som vi tror, at vi skal nøjes med advokatundersøgelser og underskriftsindsamlinger, entrerer Tim Stark, en anden ejer af en zoo, som også figurer i sæson et.

Ham er der straks mere fut i. Så meget, at han formår at gøre sig uvenner (hvis ikke decideret fjender) med alt og alle, lige fra de andre zoo-ejere, over politiet til PETA. Han er decideret ond og ubehøvlet mod både dyr og medmennesker, som han truer med alverdens pinsler i én lang talestrøm. 

Blandt andet flyder det af ham, at han vil “skyde for at dræbe og stå fast for det, han tror på” og at “ingen har ret til at fortælle ham, hvad han kan og ikke kan med sine ting.” Minder det om nogen?

Ligesom i sæson et slutter vi med nogle uafklarede spørgsmål, men vi bliver også en del plot twists rigere.

Uden at fungere som én stor spoiler af den nye sæsons plot, kan jeg løfte sløret for, at der blandt nogen af de helt centrale skikkelser i hele Joe Exotics sag sker lidt af et change of heart om, hvordan forløbet egentlig hang sammen. Eller lad mig sige det på denne måde: Det er på ingen måde sikkert, at vi har hørt det sidste til Tiger King.

https://www.youtube.com/watch?v=pT4NYto3abM

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics