Kvartetten Cody, med sangeren og sangskriveren Kaspar Kaae som absolut omdrejningspunkt, opererer et eller andet sted i grænselandet mellem americana, folk og rock. Bandet debuterede med en ep i 2009, og siden blev det til yderligere en ep og fire fortjent anmelderroste album, inden bandet holdt en længere pause, mens Kaae forsøgte sig som dansksproget solist med den ikke ubetinget vellykkede ’Jeg begyndte at gå’ i 2018. Cody fandt dog heldigvis sammen igen og udsendte tidligere på året sit femte og uden tvivl bedste album ’Win Some’, der både hvad lyd, kvalitet og ambitionsniveau angår markerer et kvantespring for gruppen og ikke mindst Kaae som sangskriver og tekstforfatter. I april drager Kaae og Co. på danmarksturne med premiere i Gimle i Roskilde 10. april og afslutning i Pumpehuset, København 25. april. Det bliver spændende at høre de nye og mere eksperimenterende toner overført til koncertscenen. Vi har i anledning af album og tour bedt Kasper fortælle om fem af de plader, der rykkede ved hans verdensbillede.
Sigur Rós: ’Ágæstis Byrjun’ (1999)
”Det første album, som jeg kommer til at tænke på, hørte jeg faktisk live første gang en sommerdag i år 2000. Men betydningen voksede sig for alvor stor i vinteren 2001. Jeg var i 2000 på min første Roskilde Festival nogensinde, jeg var ung og lige startet i 1.G på Bornholms Amts Gymnasium. Det var året, hvor tragedien ramte under Pearl Jam-koncerten. De “store” i venneflokken besluttede, at vi skulle bruge lørdag aften efter ulykken i København, og så komme tilbage om søndagen. Jeg fulgte loyalt og troligt med ind til København. Søndagen på Roskilde var meget særlig at vende tilbage til. Alt var stille og langsomt. På et tidspunkt falder jeg fra min gruppe af venner, og ender med at spankulere alene rundt på pladsen – lidt bange og fuld af nysgerrighed – og fra Hvid Scene, som var den mindste, hørte jeg nogle lyde, jeg aldrig i mit liv havde hørt før – lyde som i hvert fald ikke var nået til de breddegrader, hvor jeg voksede op som barn. Det var et sprog, jeg ikke forstod og en lyd, jeg ikke kunne definere, men jeg vidste, at jeg elskede den og ville gøre det for evigt. Jeg sneg mig hen mod teltet, hvor det første jeg så var en strygekvartet. I midten af scenen stod en høj korthåret mand og spillede på en Gibson Les Paul, men han brugte en violinbue til at frembringe en klagende og langsom melankoli. Jeg var fuldstændig blæst bagover. Det var en tid uden hverken mobiler eller internet, så jeg tillod mig selv at glemme mine venner og flyde ind i det her fantastiske univers. Efter koncerten fandt jeg mine venner, som grinede ad mig, da jeg ung, ihærdig og triumferende fortalte om guldet for enden af regnbuen, som jeg alene havde fundet. De kendte godt islandske Sigur Rós. Mindet hang ved, men der skulle gå adskillige måneder før, jeg atter hørte dem igen i vinteren 2001. Jeg havde fået mig en gymnasiekæreste, Louise, og vi skulle på skiferie langt oppe i Sverige. Med på turen var Claus – en af de ældre drenge fra gruppen på Roskilde, vennegruppen, som lærte mig at lytte til Joy Division, Mogwai, The Cure etc. Vi sidder i stationcaren, som drøner nordpå i snelandskabet. Claus rækker mig smilende sin discman og siger: “Jeg har noget, du skal høre, og jeg tror, du vil kunne lide det. Jeg tager høretelefonerne på og trykker play. Sverige er helt hvid på det tidspunkt, og ud af høretelefonerne starter albummet ’Ágæstis Byrjun’. Jeg talte ikke med nogen på resten af turen mod nord, og jeg lyttede pladen igennem i hvert fald to gange. Albummet gav mig trykken i brystet, fik mine øjne til at løbe i vand og føle mig helt lille. Den plade vil for altid være billedet af en ung mand i et sneklædt landskab, frostklare nætter og tågede vintermorgener.”
Mew: ’A Triumph for Man’ (1997)
”Mine teenageår på Bornholm var på ingen måde dårlige. Jeg vil mene, at de nok i virkeligheden var lige efter bogen, hvilket vil sige, at de var forfærdelige – for mig. De var fyldt med usikkerhed, forfængelighed og uvidenhed, men de var også fyldt med nysgerrighed. Man kan vel sige, at tavlen endnu var forholdsvis ren. Da jeg gik i 9. klasse på Hasle Borgerskole hed det fodbold eller bøsse, og jeg var hverken eller. Jeg begyndte derfor at få venner inde i Rønne, som jeg kunne identificere mig mere med, og her kom mine første musikalske åbenbaringer, når det handlede om, hvad der skete lige nu og her. Indtil da havde jeg taget mig til takke med Green Day og NOFX eller hvad end compilation-cd’en fra Zoo Magazine kunne vise mig. De seje drenge fra “storbyen”, hørte Radiohead og Jeff Buckley – musik som var mesterligt udført. Men det album som tog røven allermest på mig, var dansk og nærmere betegnet fra Hellerup. Jeg kendte godt nummeret ’I Should Have Been a Tsin-tsi’ i forvejen, og syntes ærlig talt, at det var noget værre lort. Men min ven Tim overtalte mig til at låne hans cd for en weekend til at blive overbevist. Der gik ikke lang tid, før at numre som ’Wheels Over Me’, ’Panda’ og ’Coffee Break’ havde besat mig. Cd’en var på mit værelse i et halvt år, førend jeg måtte returnere den. Heldet ramte mig dog, og en anden ven var villig til at bytte sin for mit Foo Fighters album ’The Color and The Shape’. Hvor heldig har man dog lov til at være? Jeg synes stadig den dag i dag, at Mews debut er noget af det allermest unikke, der er kommet ud af Danmark.”
Neil Young: ’Harvest’ (1972)
”Neil Youngs klassiker er nok det album, som har taget mig længst tid at åbne op for, selvom alle omkring sagde: “Kom nu, du vil elske det.” Da jeg startede med at spille på de små steder i København med sange, som senere skulle blive til CODY, oplevede jeg flere gange, at folk kom og sagde: “Kender du ’Harvest’?”, og at jeg endnu engang måtte ryste flovt på hovedet. Det var i samme periode, at jeg besluttede at tage orlov fra mit studie på RUC – jeg havde på det tidspunkt kæmpet mig gennem et enkelt semester, og tænkte, at det måtte være på sin plads med en pause. Jeg måtte have et arbejde, og jeg fik lov til at stå hver lørdag hos Musik Mick på Amager. Jeg måtte få jobbet på én betingelse: at jeg lyttede til Mick Rasmussens (Rocazino m.fl.) mange plader. Det lovede jeg. På min allerførste vagt, satte jeg mig i stolen i baglokalet med det gode hi-fi-anlæg og smed ’Harvest’ ind i cd-afspilleren. Jeg tror, jeg hørte den fem gange den dag. Det var lyden af alt det, som jeg elskede. Akustiske guitarer, vokalharmonier og dyb melankoli. Jeg var dybt forelsket, og det er en plade, som stadig følger mig, og jeg bliver rørt hver gang, jeg lytter til numre som ’Heart of Gold’ og ’Alabama’.”
Bob Dylan: ’The Freewheelin’ Bob Dylan’ (1963)
”Bob kom meget sent ind i mit liv, og jeg kunne som ung slet ikke forstå, hvad det var ved ham, som var så specielt. Det fandt jeg ud af. Jeg hang i mine midt 20’ere ud med et slæng, som elskede Bob Dylan. Jeg forstod dem ikke, og de syntes af den grund, at jeg var en kæmpe idiot. Jeg havde ikke lyst til at være en kæmpe idiot, så jeg måtte gå i krig og lære at forstå ham. Det gjorde jeg allerførst med filmen ’No Direction Home’ og samtidig med den læste jeg selvbiografien ’Chronicles’. Jeg lyttede til ’The Times They Are a Changing’ og ikke mindst lyttede jeg til ’The Freewheelin Bob Dylan’. Jeg havde med en kunstner at gøre, som betød mere for en generation, end man kan beskrive med ord. Jeg sad og hørte Allen Ginsberg fortælle om første gang, han hørte ’A Hard Rain’s A Gonna Fall’, og jeg følte præcis det samme, som den store beatpoet dengang i starttresserne. Jeg genopdagede numre som ’Blowin’ In The Wind’ og ’Girl From The North Country’, som jeg kendte fra min barndom. Jeg elsker det ikke bare for musikken og teksterne, men mest af alt fordi de sange, og den måde at tænke sange på, er grundlaget for alt det, jeg selv laver i dag. Jeg elsker dig Bob, og jeg kan tilgive dig det meste.”
Daniel Lanois: ’Shine’ (2003)
”Det var musikeren Moogie Johnson, der lærte mig at kende Daniel Lanois, som i dag nok er min yndlingsproducer over dem alle. Moogie fortalte mig, at sådan her skal et band lyde, og jeg nikkede. Jeg skulle lære, hvad “luft” i musik betød, og hvem andre end, Brian Blade på trommer og Daryl Johnson på bas kan gøre det? Jeg havde forinden forelsket mig i Emmy Lou Harris’ album ’Wrecking Ball’, som hun lavede med Lanois, så det var en glæde at høre åbneren i en ny påklædning. Men grunden til, at denne plade er så vigtig for mig, er, at den lærte mig, hvor eminent smuk en pedal steel guitar lyder. Jeg har kørt hjem fra utallige byture gennem et hektisk København med ’JJ Leaves LA’ (albummets sidste nummer) i mine hørebøffer. Jeg har lukket en nytårsaften med det nummer. Jeg har gået og grædt om dagen og om aftenen til det nummer. Det fik mig til at forstå, at jeg måtte have en pedal steel på mine egne albums, og således blev det.”
